Forskning om screening for prostatakræft
Flere forskningsprojekter har undersøgt PSA og andre screeningstest, bl.a. biomarkører. De fleste projekter viser en stor overdiagnostik ved PSA-test, der ikke er udviklet som en screeningstest.
PSA-test er årsag til overdiagnostik
Danske speciallæger i urologi (sygdomme i urinvejene) påpeger, at den eksisterende forskning viser, at PSA-test indebærer en betydelig overdiagnostik. Alt for mange mænd behandles for små kræftknuder i prostata, som ikke ville have givet dem symptomer på sygdom eller have forkortet deres levetid.
Kliniske retningslinjer for screening og tidlig opsporing af prostatakræft
Flere forskningsprojekter har undersøgt PSA og andre screeningstest, bl.a. biomarkører. De fleste projekter viser en betydelig overdiagnostik ved brug af PSA, der netop ikke er udviklet som screeningstest.
Nogle forskningsprojekter har vist bedre overlevelse for raske mænd, der får målt deres PSA-tal sammenlignet med mænd, som ikke gør. Men mange af disse mænd ville aldrig have fået gener af deres prostatakræft i deres levetid. Det betyder altså, at alt for mange mænd udsættes for unødvendige biopsier og unødvendig behandling – man taler om overdiagnosticering og overbehandling.
PSA-test kombineret med biomarkører
Nogle forskningsprojekter undersøger, hvordan man kan opspore prostatakræft tidligt ved at supplere PSA-test med såkaldte biomarkører. Stockholm3 er en svensk test, som måler en række biomarkører i blodet. Det er altså en kombinationstest, der lidt bedre kan skelne mellem mænd, som har brug for behandling, og dem som ikke har. Desværre løser testen ikke problemet med overdiagnostik.
Et dansk forskningsprojekt har målt biomarkører i urinen, men den type måling kan heller ikke bruges til at finde de mænd, der har gavn af behandling.