Sådan tager du en afføringsprøve
I screening for tarmkræft får du tilsendt et prøvesæt med en lille prøvepind, så du selv kan tage en afføringsprøve derhjemme.
Sådan tager du prøven
Med prøvesættet følger en vejledning, der trin for trin i tekst og tegning beskriver, hvordan du tager prøven. Det er vigtigt, at du husker at sætte den lille navnelabel fra invitationsbrevet fast på prøverøret. Afføringsprøven skal sendes til et laboratorium, hvor den undersøges for usynligt blod. Dvs. blod der ikke kan ses med det blotte øje. Hvis du har haft kuverten liggende et stykke tid, så tjek, at udløbsdatoen på prøverøret ikke er overskredet.
Danske Regioner har lavet en film, der kort viser, hvor let det faktisk er at tage testen derhjemme.
Svar på afføringsprøven
Du får svar på afføringsprøven i e-Boks. Hvis der ikke findes blod i prøven, vil du få en ny invitation til screening to år senere, hvis du ikke inden da er nået at fylde 75.
Hvis der findes usynligt blod i prøven, får du tid til en kikkertundersøgelse af tarmen senest 14 dage efter undersøgelsen af afføringsprøven.
Kikkertundersøgelse af tarmen (koloskopi)
Kikkertundersøgelsen skal vise, om blodet stammer fra en polyp, en kræftknude, eller om der er andre forklaringer. Blod i afføringen behøver ikke være tegn på tarmkræft. Men det er ikke normalt at have blod i afføringen. Derfor er det vigtigt at blive undersøgt nærmere for at finde årsagen.
Ved kikkertundersøgelsen får du undersøgt endetarmen, tyktarmen og det sidste stykke af tyndtarmen. Det sker ved hjælp af en lille kikkert, der sidder i spidsen af en bøjelig slange, der føres ind gennem endetarmen. Inden undersøgelsen skal tarmen udtømmes. Du får nærmere besked om, hvordan det skal gøres.