Gode solvaner
Solbeskyttelse kan forebygge kræft i huden. 9 ud af 10 tilfælde af hud-og modermærkekræft kan forebygges, hvis du beskytter dig mod uv-stråling fra solen og undgår solarier.
Hvad er de tre solråd
Sollys er vigtigt og bidrager blandt andet med D-vitamin, som din krop har brug for.
Kræftens Bekæmpelse opfordrer dig derfor ikke til at blive inde, når solen er fremme.
Vi opfordrer dog til, at du følger solrådene og lærer dem videre til børn og unge, så du kan minimere chancen for udvikling af hudkræft.
Følger du Kræftens Bekæmpelses tre solråd, er det nemt at forebygge kræft i huden.
Solens skadelige uv-stråler er stærkest mellem kl. 12 og 15. Bliv i skyggen i dette tidsrum, så du bliver udsat for mindst mulig uv-stråling.
Husk, at selvom uv-strålingen kommer fra himlen, så kan den godt reflekteres fra vand, sand, beton og græs.
Den bedste beskyttelse får du under overdækning med stort udhæng, væk fra reflekterende overflader.
Rejser du sydpå, så gør som de lokale og hold siesta midt på dagen. I de sydlige lande er uv-indekset højere end i Danmark.
Brug tøj, der beskytter nakke, krop, overarme og lår til at beskytte din hud mod solens stråler.
Er det varmt, kan du bruge løstsiddende tøj af tætvævet stof, da det giver den bedste beskyttelse og er køligt.
Husk at bruge solhat med bred skygge, der dækker hoved og ører og skygger for ansigt og nakke.
Du skal også være opmærksom på, at en kasket ikke dækker tilstrækkeligt i nakken. En solhat er derfor bedre.
Solbriller der giver god beskyttelse mod uv-stråling og skader i øjnene er det også godt at bruge. Jo større, jo bedre!
Solcreme skal ses som et sidste alternativ til de to første solråd, skygge og solhat. Du bør dog bruge solcreme der, hvor tøjet ikke dækker.
Men husk, bare fordi du bruger solcreme, er det ikke en undskyldning for at ligge i solen.
Bruge en solcreme med minimum faktor 30.
Uanset hvilken solcreme du bruger, er det vigtigt at smøre med rigelige mængder, ellers falder faktortallet. En god huskeregel er én krop - én håndfuld.
Følger du disse råd kan du nedsætte din udsættelse for uv-stråling, undgå solskoldninger og forebygge kræft i huden på længere sigt.
Solbeskyttelse forebygger især kræft hos børn
Risikoen for at udvikle kræft i huden påvirkes både af, hvor mange solskoldninger du får, men også den samlede mængde uv-stråling du udsættes for gennem livet.
Solbeskyttelse er særligt vigtigt for børn.
Celledeling sker oftere som barn og i ungdommen, da kroppen er i udvikling. Derfor er børn og unge særligt udsatte, når de udsættes for uv-stråling.
Udsættes et barn for store mængder af uv-stråling og solskoldninger tidligt i livet er risikoen for, at barnet udvikler kræft i huden senere i livet større.
Uv-indekset - hjælper dig til sikker solbeskyttelse
Uv-indekset er en god hjælp til at finde ud af, hvornår du skal beskytte dig mod solens stærke stråler. Jo højere uv-indekset er, jo vigtigere er det, at du beskytter dig mod den skadelige uv-stråling.
Med UV-INDEKS'appen kan du orientere dig om det aktuelle uv-indeks, så du er opmærksom på., hvornår du skal beskytte dig mod solens stråler.
Har du hentet vores gratis uv-app?
Solkampagnens gratis app, UV-INDEKS, hjælper dig med at være på forkant med solen. App'en advarer dig ved højt uv-indeks og har en hudtypeguide, så du kan blive klogere på, hvordan du bedst solbeskytter netop din hud.
Hent UV-INDEKS appen