Vil du være frivillig på solområdet?
Kræft i huden er blevet den hyppigste kræftform i Danmark. Som solfrivillig kan du komme ud i det solrige Danmark og hjælpe med at gøre både børn og voksne klogere på solbeskyttelse.
Hvad laver jeg som solfrivillig?
Som solfrivillig i Kræftens Bekæmpelse får du mulighed for at involvere dig på en række forskellige måder.
Når du er ude som frivillig i daginstitutioner og i det solrige Danmark, hjælper du aktivt med at forebygge kræft i huden, blandt danskerne.
Du bidrager også til en fornuftig soladfærd hos både børn, unge og voksne.
Som frivillig får du også masser af erfaring med koordinering, formidling og kommunikation, når du faciliterer de forskellige solevents.
Events og Den lokale soluge
Som frivillig i Kræftens Bekæmpelse får du mulighed for at være med til at facilitere og afholde en række solevents, som sommeren rammer Danmark.
Her kan du få et overblik over vores hyppigste solevents, som du kan hjælpe med at afholde, og de materialer, som du får mulighed for at benytte som frivillig:
Hvert år i maj måned tager Kræftens Bekæmpelses frivillige ud og besøger børnehaver landet rundt. Her afholder de en række soltemaevents med fokus på sol og solbeskyttelse.
Her kan du lære børn, pædagoger og forældre om solbeskyttelse. Du kan også hjælpe institutionerne til at vedtage en solpolitik, så børnene er beskyttet mod solen, mens de er i institution.
Som frivillig kan du også assistere børnehaverne til selv at afholde soltema. Her kan du hjælpe dem til selv at bestille materialer eller blot informere dem om, at ugen findes.
Som solfrivillig for Kræftens Bekæmpelses Solkampagne har du mulighed for at sprede god soladfærd og Kræftens Bekæmpelses budskaber.
Arrangerer du en solstand, er det helt op til dig, hvor du synes det kunne være bedst at sætte fokus på solbeskyttelse og forebyggelse af hudkræft. Du kan f.eks. gøre det på lokale kræmmermarkeder, til Stafet for livet, i zoologiske haver, til sundhedsdage, på spejderlejre, festivaler og mange andre steder.
Her repræsenterer du Kræftens Bekæmpelse med en solstand.
Ved solstanden kan du med Solkampagens Skyggehyggepakke, eller materialer du selv sammensætter, lave forskellige aktiviteter og lære børn og familier om, hvordan de beskytter sig i solen.
Når du skal ud at være frivillig, stiller Solkampagnen selvfølgelig materialer til rådighed.
Hvert år arrangerer Solkampagnen en færdiglavet Skyggehyggepakke, som passer til forsamlinger med omkring 100 gæster.
Skyggehyggepakken indeholder alt hvad man skal bruge i en fin solstand. I Skyggehyggepakken finder du materialer til pynt, solcreme, aktiviteter, præmier og ting til uddeling.
Udover Skyggehyggepakken tilbyder Solkampagnen soltemapakken til Den lokale soluge.
Soltemapakken til børnehaver indeholder materialer, der kan bruges til at lære børn om sund adfærd i solen. Samtidig får institutioner og forældre sat solbeskyttelse på dagsordenen i fællesskab.
Hvordan bliver jeg solfrivillig?
Vil du være solfrivillig, skal du være frivillig hos Kræftens Bekæmpelse.
Er du ikke allerede frivillig hos Kræftens Bekæmpelse, så tag kontakt til Kræftens Bekæmpelses lokalforening i dit område eller dit lokale områdekontor, som kan hjælpe dig i gang.
Find din lokalforening her.
Find dit lokale områdekontor her.
Er du allerede frivillig hos Kræftens Bekæmpelse, kan du tilmelde dig grupperne 'Den lokale soluge' og/eller 'Skyggestande og events' på frivillig.dk. Her finder du også guides, information og har mulighed for at bestille materialer.
Tilmeld dig grupperne ved at logge ind på www.Frivillig.dk
Som frivillig kan du under ’Guides og vejledninger’ på Frivillig.dk læse mere om, hvad det vil sige at være solfrivillig og blive klædt godt på med viden om sol og solbeskyttelse.
På Frivillig.dk kan du også dele din viden og dine oplevelser med andre solfrivillige, bestille solpakker og materialer.
Kontaktinformation
Har du spørgsmål er du altid velkommen til at skrive til os på sol@cancer.dk.
Deltager du i Den lokale soluge?
Den lokale soluge er et årligt event, hvor solfrivillige besøger lokale daginstitutioner. Her kan du som frivillig oplyse om de gode solvaner og opfordre institutionerne til at vedtage en solpolitik.
Deltag i Den lokale soluge