E-cigaretter og vapes
E-cigaretter og vapes er elektroniske cigaretter, der blandt andet indeholder nikotin. De skaber afhængighed, er sundhedsskadelige og kan gøre børn og unge fortrolige med rygning.
Unges brug af e-cigaretter
De seneste år har der været en kraftig stigning i brugen af e-cigaretter blandt børn og unge. Det gælder især de ulovlige engangs e-cigaretter, der også bliver kaldt for vapes eller puffbars. De tiltrækker børn og unge med et farvestrålende design og smag af f.eks. jordbær eller cola. De indeholder ofte store mængder nikotin og sælges ulovligt f.eks. via sociale medier eller i skolegården.
Børns og unge er særligt sårbare over for nikotin. De har øget risiko for at blive afhængige, og nikotin kan give varige skader på de dele af hjernen, der kontrollerer opmærksomhed og indlæring. Der er mistanke om, at nikotin øger risikoen for angst, depression og misbrug og afhængighed af alkohol og andre rusmidler.
Det er især blandt de 15-17-årige, at der er en stor stigning i brugen af e-cigaretter. Stigningen i denne aldersgruppe skyldes primært, at der er flere af de 15-17-årige, der bruger engangsvapes lejlighedsvist. Tallene i tabellerne stammer fra §RØG-undersøgelserne, Statens Institut for Folkesundhed.
Andel unge, der bruger e-cigaretter dagligt eller lejlighedsvist
2020 | 2022 | |
15-17 år | 4,5 % | 10,1 % |
18-24 år | 4,3 % | 7,4 % |
25-29 år | 3,0 % | 4,8 % |
Andel unge, der bruger engangsvapes dagligt eller lejlighedsvist
2020 | 2022 | |
15-17 år | - | 9,0 % |
18-24 år | - | 5,4 % |
25-29 år | - | 1,2 % |
E-cigaretter og risikoen for sygdom
Der mangler viden om sygdomsrisikoen ved at bruge e-cigaretter på både kort og langt sigt. Den teknologiske udvikling af e-cigaretter er gået meget stærkt, og der findes tusindvis af forskellige væsker. Undersøgelser af ældre typer e-cigaretter siger ikke nødvendigvis noget om risikoen ved nyere typer e-cigaretter (og omvendt), fordi produkterne er så forskellige.
Det vides med sikkerhed, at nikotin er stærkt afhængighedsskabende. Nikotin er også meget skadeligt i teenageårene, fordi nikotinen kan give varige skader på hjernens udvikling. Nikotinen kan også give nikotinforgiftning. For gravide er nikotin også særdeles skadeligt for fosteret.
Undersøgelser tyder desuden på, at e-cigaretter øger risikoen for lunge- og hjertesygdomme.
Der er desuden fundet kræftfremkaldende stoffer som formaldehyd og tungmetaller i dampen fra e-cigaretter. Der kan også være skadelige effekter af de partikler, smagsstoffer og øvrige indholdsstoffer, som findes i væsken og dampen.
Er det skadeligt at indånde damp fra andres e-cigaretter?
Hvis e-cigaretter bliver brugt indenfor bliver luften forurenet med nikotin, partikler og kemiske stoffer. Derfor er det ikke kun den, der bruger e-cigaretten, der bliver udsat, men også andre personer i rummet. Især børn er sårbare.
E-cigaretter er skadelige for både dem, der bruger dem, og dem, der står i nærheden. Især når de bruges indendørs.
Markedsføring, der vildleder
Nogle producenter reklamerer med, at indholdet i væskerne til e-cigaretter er godkendt til brug i fødevarer. Det er dog ikke en garanti for, at man kan tåle at indhalere de kemiske stoffer og partikler ned i lungerne. Derfor har den amerikanske brancheforening for forhandlere af smags-og tilsætningsstoffer udsendt en erklæring, hvori de skriver: ”Enhver påstand om, at smagsstoffer, der er godkendt til brug i fødevarer, også er sikre at bruge i e-cigaretter, er usand og vildledende”.
E-cigaretter og rygestop
E-cigaretter er ikke godkendt til rygestop i Danmark, og nogle undersøgelser tyder på, at de kan gøre det sværere at holde op med at ryge. Sundhedsstyrelsen anbefaler ikke e-cigaretter som en metode til at blive røgfri.
Du har størst chance for at blive røg- og nikotinfri, hvis du bruger rådgivning og gerne i kombination med godkendt rygestopmedicin.
Forbud mod reklamer for e-cigaretter
Alle former for reklame og markedsføring af e-cigaretter er forbudt i Danmark. Det betyder bl.a., at e-cigaretter og væsker kun må sælges i neutrale pakker, og de må ikke stå synligt fremme i butikker (undtagelse for specialbutikker).
Hvis du er stødt på reklame eller anden markedsføring af e-cigaretter, kan du anmelde det til Forbrugerombudsmanden:
Anmeld ulovlig reklame for e-cigaretter til Forbrugerombudsmanden
Andre regler for e-cigaretter
E-cigaretter og væsker må kun smage af tobak og mentol. Salg af e-cigaretter og væsker med smag af frugt eller slik er altså ulovligt. Udstyr, der kan ændre e-cigaretters duft eller smag, er også forbudt.
Sikkerhedsstyrelsen fører kontrol med reglerne.
E-cigaretter, vapes og væsker må maksimalt indeholde en nikotinkoncentration på 20 mg/ml.
E-cigaretter må kun sælges til personer over 18 år. Det er altså forbudt at sælge e-cigaretter og vapes til mindreårige.
E-cigaretter og vapes er omfattet af røgfri skoletid på grundskoler og ungdomsuddannelser. Det vil sige, at eleverne ikke må bruge e-cigaretter og vapes i timerne eller frikvartererne - heller ikke selv om det foregår udenfor matriklen.
I daginstitutioner, offentlig transport og taxaer er det ikke tilladt at bruge e-cigaretter indendørs. På alle andre arbejdspladser og andre steder i det offentlige rum er der ikke forbud mod e-cigaretter. Her er det op til det enkelte sted at beslutte, om det skal være forbudt at bruge e-cigaretter.
E-cigaretter
Kræftens Bekæmpelse mener
Kræftens Bekæmpelse mener, at e-cigaretter er problematiske, fordi de kan gøre børn og unge afhængige af nikotin og fortrolige med rygning. Vi mener, at myndighederne bør overvåge ulovligt salg og markedsføring af e-cigaretter på sociale medier. Vi mener også, at online salg af e-cigaretter slet ikke bør være tilladt.
Læs mere