Røgfri boliger
Efterspørgslen efter røgfri boliger har fået flere boligselskaber til at bygge røgfri boliger. Eksisterende boligforeninger kan blive røgfri med en vedtægtsændring. Udlejere kan skrive ind i nye lejekontrakter, at der ikke må ryges i boligen.
Efterspørgsel på røgfri boliger
I størstedelen af alle hjem i Danmark bliver der aldrig røget indenfor. Mange af de personer, der ryger, foretrækker også et røgfrit hjem. Alligevel er de fleste boligselskaber og boligafdelinger ikke røgfri. Der er ellers en masse fordele ved at gøre lejeboliger og boligforeninger røgfri:
- Bedre indeklima
- Renere luft fri for de skadelige stoffer fra tobaksrøgen
- Mindre risiko for brand
- Færre udgifter til vedligeholdelse, rengøring og maling
- Færre konflikter vedrørende rygning
Gældende regler og lovgivning
Trappeopgange og indgangspartier
I følge 'Lov om røgfri miljøer' er det ikke tilladt at ryge på trappeopgange, i indgangspartier og lignende.
Myndighedernes retningslinjer for boligselskaber (pdf)
Lejeaftaler
Udlejere må i nye lejeaftaler gerne skrive ind, at der ikke må ryges i de enkelte lejeboliger. For eksisterende lejere er det ikke muligt at indskrive sådanne vilkår i lejeaftalen.
Myndighedsvurdering af, om man kan indskrive rygeregler i lejekontrakter (pdf)
Rygning i lejemål - juridiske problemstillinger (pdf)
Vedtægtsændringer
En andels- eller ejerboligforening kan blive røgfri, hvis alle ejere/andelshavere på en generalforsamling enstemmigt beslutter, at der fremover ikke må ryges indendørs i lejlighederne. I praksis kan det være svært at opnå enstemmighed. En boligforening kan nemmere blive gradvist røgfri ved at det på en generalforsamling besluttes, at nye beboere ikke må ryge indendørs i boligerne. En sådan vedtægtsændring kræver et kvalificeret flertal. Det består typisk af to tredjedele eller tre fjerdele af de stemmeberettigede.
Kan ejerforening forbyde rygning i lejligheder? (Berlingske)
Eksempler på røgfri boliger
Lejeboliger
Flere almene boligselskaber og nogle pensionsselskaber har i forbindelse med nybyggeri etableret røgfri boliger, hvor der ikke må ryges indendørs. I nogle boligafdelinger har lejerne besluttet på et afdelingsmøde, at indføre rygeforbud i lejlighederne. Se nogle eksempler:
Boligselskabet AKB har opført 10 røgfri familieboliger og 40 røgfri ungdomsboliger på Frederiksberg.
Herlev almennyttige Boligselskab har opført røgfri opgange i forbindelse med et nybyggeri.
I Frederikssund opfører ejendomsselskabet Nima 60 røgfri lejligheder i 2025.
Sampension har opført 121 røgfri lejeboliger i Roskilde. Sampension ejer også 65 lejligheder i Slagelse. I alle nye lejeaftaler, indskrives det, at det ikke er tilladt at ryge i lejemålet, for på sigt at gøre alle lejlighederne røgfri.
I Kalundborg har lejerne i Boligselskabet Allikens afdeling Midtbyen på et afdelingsmøde enstemmigt vedtaget, at 5 lejemål ved fremtidig genudlejning skal være røgfri.
Fyns Almennyttige Boligselskab har opført adskillige røgfrie boliger i Odense.
Domhusgaarden Ejendomsadministration administrerer 27 røgfri lejligheder i Odense.
Sampension ejer en række boliger i Vejle. For på sigt at gøre boligerne røgfri indskrives det i alle nye lejeaftaler, at det ikke er tilladt at ryge i lejemålet.
Bofællesskabet Glasværket er en afdeling i Fyns Almennyttige Boligselskab. På et afdelingsmøde i 2017 blev det besluttet, at det i fremtidige lejekontrakter indskrives det, at der ikke må ryges i lejemålet og på altanen.
Boligforeningen Århus Omegn har opført ni røgfri rækkehuse i Hasselager og 4 røgfri boliger i Lystrup.
Ringkøbing-Skjern Boligforening har opført 20 rækkehuse i Ringkøbing, som er røgfri.
Boligorganisation Alboa har opført 15 røgfri lejeboliger i Galten.
AAB Silkeborg har en boligafdeling i Silkeborg, hvor lejerne på et afdelingsmøde enstemmigt har vedtaget at forbyde rygning i de boliger, som udlejes efter marts 2015.
Boligselskabet Sct. Jørgen har 10 røgfri lejemål i Viborg.
Frederikshavn Boligforening har opført 24 røgfri lejligheder i Sæby.
Hobro Boligafdeling har en røgfri boligafdeling.
Andels- og ejerboligforeninger
Der findes også andels- og ejerboligforeninger, som er blevet røgfri eller, som er på vej til at blive det.
I en andelsboligforening på Frederiksberg har et flertal af beboerne besluttet, at lejligheder, der bliver solgt efter september 2012, overgår til at blive røgfri.
I en andelsboligforening i Valby besluttede andelshaverne enstemmigt, at lejligheder, som bliver solgt eller skifter lejer efter maj 2016, overgår til at blive røgfri. Fællesarealerne er også blevet røgfri.
En ejerboligforening i København har i 2021 vedtaget, at ved salg overgår lejlighederne til at blive røgfri. Samtidig blev det besluttet at gøre fællesarealerne røgfri.
Kollegier og ungdomsboliger
Blandt unge er der også stor efterspørgsel efter røgfri boliger, og flere kollegier og ungdomsboliger er blevet røgfri. Se nogle eksempler:
I Brøndby ligger Gildhøj Kollegiet, som er røgfrit både inde og ude.
På Frederiksberg ligger Falkoner Kollegiet, Flintholm Kollegiet
og Veterinær- og Landbohøjskolekollegiet, som alle er røgfri.
I Lyngby ligger Kampsax Kollegiet, som er et røgfrit kollegium.
I København ligger Grønjordskollegiet og Robert Jacobsen Kollegiet, som begge er røgfri.
I Hillerød ligger Industri- og håndværkerkollegiet, som er røgfrit.
I Helsingør ligger Kronborg Kollegiet, der er røgfrit.
Der findes røgfri erhvervskollegier tilknyttet Zealand Business College (ZBC) i både Roskilde, Ringsted og Slagelse.
Læs om Jonas, der tog initiativ til røgfri ungdomsboliger (Foreningen Socialt Boligbyggeri)
I Sønderborg ligger Humlehøj-kollegiet, Sønderskov-kollegiet og Ungdoms-kollegiet, som alle er røgfri indenfor.
I Esbjerg ligger Grådyb kollegiet, som er røgfrit.
I Aarhus findes bl.a. Grundtvigs Hus Kollegiet og Tranekollegiet, som er røgfri.
I Viborg findes H.C. Andersen Kollegiet og Viborg Katedralskoles Kollegium, som begge er røgfri.
I Skive ligger Erhvervskollegiet, som er røgfrit indenfor.
I Odense ligger Cortex Park-kollegiet, som er røgfrit.
Svendborg Erhvervsskole og Gymnasier råder over tre røgfri kollegier i Svendborg.
Plejehjem og hospice
Der findes plejehjem, som har taget de første skridt mod at blive røgfri. Silkeborg Kommune har eksempelvis bygget plejecenteret Marienlund, hvor flere etager er helt røgfri. Aarhus Kommune har indført røgfri afdelinger på eksisterende plejehjem. På Hospice Djursland er det hverken tilladt for patienter, pårørende eller medarbejdere at ryge indenfor.