Forstå afhængighed af nikotin
Nikotin skaber afhængighed - uanset om nikotinen kommer fra cigaretter, vapes, snus eller et andet produkt. Nikotin påvirker en kemisk balance i hjernen, som kan gøre det rart at bruge produkter med nikotin. Men for de fleste bliver det meget svært at slippe produkterne igen.
Nikotin påvirker hjernen
Når du bruger produkter med nikotin, føres nikotinen øjeblikkeligt med blodet op til hjernen. Her påvirker nikotinen en kemisk balance i hjernen og virker stimulerende. Hjernen og kroppen bliver hurtigt vænnet til at få nikotin og får svært ved at klare sig uden.
Den ændring, som nikotinen skaber i din hjerne, har stor betydning for dit humør og for hvor godt, du føler dig tilpas. Ændringen har også betydning for, hvordan du oplever dagligdagens udfordringer.
Behovet for at ryge eller få nikotin kan føles så stort, at det næsten overskygger alt andet. Det er en trang, der både mærkes fysisk og følelsesmæssigt: Du MÅ bare ha’ den smøg eller nikotinpose for at opnå hygge, afslapning, få energi, klare stress mv.
Når balancen i hjernen er påvirket, bliver nikotinen en forudsætning for at opnå det velvære, du selv kunne opnå, inden du begyndte at bruge produkter med nikotin. Du er blevet afhængig af nikotin.
Modsatrettede følelser
De fleste, der bruger produkter med nikotin, nyder den pause, ro og energi, som nikotinen kan give. De oplever, at nikotinen giver livskvalitet, og de kan have vanskeligt ved at forestille sig et liv uden.
Samtidig tænker flere end halvdelen på at stoppe. Mange oplever nemlig også, at brugen af produkter med nikotin ikke kun er nydelse. De kan være irriterede over at bruge så mange penge på produkterne, at føle sig afhængige eller at blive set skævt til. Nogle har dårlig samvittighed og er bekymrede for helbredet. Alligevel kan det virke uoverskueligt at ændre på en indgroet vane. Det kan også virke uoverkommeligt at give slip på noget, man oplever som beroligende eller nødvendigt.
Når følelserne strider mod hinanden kan det være en hjælp at tænke over, hvad der er vigtigt for én.
Hæfte til dig, der vil udforske og forstå din rygetrang (pdf)
Afhængigheden er selvforstærkende
Hver gang du ryger eller bruger andre produkter med nikotin forstærker du afhængigheden af nikotinen. Og hvis du har brugt produkterne hver gang trangen meldte sig, har du ikke fået den erfaring, at trangen stilner af igen efter lidt tid.
Når du stopper med at bruge produkter med nikotin, vil du med tiden opleve tingene anderledes. 'Myggestikket' vil ikke længere klø, undtagen måske svagt nogle gange. Men hvis du igen indtager nikotin, vender 'kløen' tilbage.
Afhængigheden er koblet til følelser, personer og handlinger
Vi er tilbøjelige til at gentage det, vi er vant til at gøre. Når du ændrer dine vaner, kan det i starten føles mærkeligt og mindre rart. Tingene er ikke, som de plejer. Du har lært at forbinde indtaget af nikotin med bestemte:
- Følelser (f.eks. uro eller glæde)
- Ting (f.eks. kaffekoppen)
- Personer (f.eks. venner eller kolleger)
- Handlinger (f.eks. at holde pause eller feste)
Når du møder de følelser, ting, personer eller handlinger, som før var koblet til brugen af nikotin, bliver abstinenserne kraftigere. I starten kan du opleve trang og savne nikotinen, indtil du har fået nye vaner.
Abstinenser er normale og kan overvindes
Hvis kroppen får nogle uger uden nikotin, genskabes den oprindelige balance i hjernen. I disse uger klinger behovet for nikotin af. Men trangen til cigaretter eller andre nikotinprodukter kan komme som abstinenser.
Typisk opstår abstinenserne i løbet af få timer. Herefter kommer de i bølger, som stiger i hyppighed og intensitet. De når et maksimum efter få dage. Når abstinenserne er kraftige, kan trangen til nikotin føles meget stærk og svær at modstå.
Over de følgende 3-4 uger aftager abstinenserne gradvist. Det sker i takt med, at hjernen genvinder sin oprindelige balance og i takt med, at du får nye vaner.
Når du er fri af afhængigheden, forsvinder det behag, du oplevede, da du brugte produkter med nikotin. Du oplever heller ikke i samme grad trang til nikotin. Måske bliver du ind i mellem mindet om nikotin. Men det vil opleves som en vag erindring, der hurtigt fortaber sig, hvis du modstår og tænker på noget andet.
Til dig, der har kræft og ryger
Hvis du er under pres med en kræftsygdom, kan tobakken føles nødvendig og rar. Måske har du samtidig et ønske om at stoppe. Dette hæfte kan hjælpe dig med at blive afklaret. Du bliver bedre i stand til at træffe de beslutninger, der føles rigtige for dig. Uanset om du stopper eller fortsætter med at ryge.
Download eller bestil hæftetTil dig der ønsker at stoppe og så alligevel ikke...
Et hæfte til dig der vil udforske og forstå din rygetrang. Læs det, hvis du af og til ønsker at stoppe med at ryge, og samtidig har lyst til at ryge videre. Du bliver bedre i stand til at træffe de beslutninger, der føles rigtige for dig - uanset hvad du ender med at beslutte.
Download eller bestil hæftet