De fysiske gevinster ved at blive røgfri
Du bliver sundere og opnår mange andre gevinster, når du stopper med at ryge. Din kondi bliver forbedret, blodet løber mere frit og risikoen for sygdom falder. Det kan altid betale sig at stoppe - uanset hvor længe du har røget, og hvor gammel du er.
Det kan altid betale sig at blive røgfri
Uanset hvor længe du har røget og uanset, hvor gammel du er, så vil det gavne dit helbred at blive røgfri.
Flere undersøgelser peger på, at selv hvis man har fået en kræftsygdom, så forbedres diagnosen, hvis man stopper med at ryge.
Jeg har fået bedre vejrtrækning og mere luft i lungerne. Og det der med at løbe… Altså, det har aldrig været min stærke side. Men jeg kan da mærke, når jeg kommer på løbebåndet i motionscenteret, at jeg kan løbe lidt uden at blive forpustet.
Kroppen får det hurtigt bedre
Kroppen får det hurtigt bedre, når du stopper med at ryge. Nogle ændringer viser sig allerede efter timer og dage. Andre kommer på længere sigt.
Hvis du allerede er stoppet, kan det være, at du har bemærket, at maden smager af mere, og lugtesansen er bedre. Måske oplever du også mindre hoste, bedre søvn og mere overskud. Og måske kan du mærke, at din kondition er blevet bedre.
Tid efter rygestop | Fysisk gevinst |
20 minutter | Blodtryk og puls falder |
12 timer | Indhold af kulilte i blodet normaliseres |
2-12 uger | Kredsløb og lungefunktionen forbedres |
1-9 måneder | Mindre åndenød og hoste |
1 år | Risikoen for blodpropper i hjertet er halveret |
5-15 år | Risikoen for slagtilfælde er faldet, så den er den samme som hos personer, der aldrig har røget |
10 år | Risikoen for lungekræft er halveret. Der er også mindre risiko for at få kræft i mundhulen, halsen, spiserøret, blæren, livmoderhalsen og bugspytkirtlen. |
15 år | Risikoen for blodpropper i hjertet er faldet, så den er den samme som for personer, der aldrig har røget. |
Jeg var overrasket over, hvor hurtigt jeg fik bedre kondi. På en uge fik jeg bedre kondi, og på en måned fik jeg meget bedre kondi. Det var sådan helt vildt.