Hjælp til rygestop og nikotinstop
Du har størst chance for at blive røg- og nikotinfri, hvis du får hjælp af en stoprådgiver. Lægemidler til nikotinstop øger også din chance for at blive røgfri, og især hvis du samtidig får professionel rådgivning.
Hjælp øger chancen for et vellykket stop
For de fleste mennesker er det en proces at stoppe med at ryge eller bruge nikotinprodukter. For mange vil det være en hjælp at få støtte undervejs. En kombination af professionel hjælp og lægemidler til nikotinstop øger chancen for et vellykket stop. De metoder og strategier, som kan hjælpe til et rygestop, kan også bruges, hvis man ønsker at stoppe med e-cigaretter, snus eller lignende.
Personlige rådgivningsforløb
Du har større chance for at blive røg- og nikotinfri, hvis du deltager i et forløb, hvor du får rådgivning. Det kan ske i grupper eller på tomandshånd. Du behøver ikke være røg- eller nikotinfri, før du møder op. Men du skal være indstillet på at blive det undervejs. Med forløbet får du:
- Gode strategier og brugbar viden til at forberede stoppet
- Indsigt i hvad afhængighed er
- Hjælp til at bryde vanerne
- Værktøjer til at holde fast i beslutningen om at blive røg- og nikotinfri
- Hjælp til at tackle abstinenser, fristelser, vægt m.m.
- Støtte fra rådgiveren
Rådgivningsforløb i gruppe
I en stopgruppe får du ikke kun støtte og opbakning fra rådgiveren, men også fra de andre deltagere. I gruppen arbejder I frem mod at blive røg- og nikotinfri, og I støtter hinanden undervejs i forløbet. En rådgiver leder forløbet, og du og de andre deltagere kan udveksle erfaringer og inspirere hinanden.
Individuelt rådgivningsforløb
Med et individuelt rådgivningsforløb får du hjælp fra en professionel stoprådgiver på tomandshånd. Forløbet bliver tilpasset dine behov og ønsker. Forløbet er bygget op om seks mødegange fordelt på halvanden måned. Det første møde varer 40 minutter, og de følgende varer 20 minutter. Sammen med rådgiveren finder du frem til din stopdato og din stopplan. Stoplinien kan oplyse dig om, hvilke muligheder der er for at få et individuelt rådgivningsforløb i dit nærområde.
Rådgivning over telefonen
Udover at Stoplinien kan hjælpe dig med at finde et stopforløb i nærheden af dig, så tilbyder Stoplinien også gratis rådgivning over telefonen.
Stoplinien rådgiver alle, der vil stoppe med at ryge, eller som ønsker at stoppe med snus, e-cigaretter eller lignende. Stoplinien kan også give dig gode råd om, hvordan du holder fast i din røg- og nikotinfri tilværelse. Sms Rygestop eller Snusfri til 1231. Så bliver du ringet op af en stoprådgiver fra Stoplinien.
Pårørende kan også få råd og vejledning. Samtalen tager udgangspunkt i den enkeltes behov.
Lægemidler til nikotinstop
Lægemidler, der mindsker kroppens abstinenser efter nikotin, kan gøre det lettere at stoppe. Lægemidlerne kan hjælpe med, at man får brudt vanen med at ryge, vape eller bruge snus. Når vanen er brudt, skal man trappe ud af lægemidlet igen. Først da kommer man ud af den fysiske afhængighed.
Lægemidlerne er dog ikke en mirakelkur, og der kan være bivirkninger. Man opnår det bedste resultat, hvis man kombinerer brugen af lægemidler med professionel rådgivning.
Nogle lægemidler er på recept, andre er i håndkøb
Der findes forskellige typer af lægemidler til nikotinstop. Nogle af lægemidlerne er på recept, og skal ordineres af egen læge, da der kan være alvorlige bivirkninger.
Nikotinprodukter, der er godkendt til nikotinstop, kan købes i håndkøb. De fås både som plaster, inhalator, tyggegummi, sugetablet, mikrotablet, mundspray og næsespray. Disse lægemidler er velegnet til både rygestop og nikotinstop.
Alle lægemidler til nikotinstop kan bruges de første 8-12 uger af stoppet. Derefter skal man trappe ud af lægemidlet igen.
Hvem kan bruge lægemidler til nikotinstop?
Som udgangspunktet anbefaler Sundhedsstyrelsen lægemidler til nikotinstop til alle voksne, der ønsker at stoppe med at ryge, og som ryger 10 eller flere cigaretter dagligt.
Støttende app på mobilen
E-kvit og Xhale er to forskellige apps, der kan hjælpe dig med at blive røg- og nikotinfri. E-kvit henvender sig til voksne, mens Xhale er målrettet unge mellem 16 og 25 år. Begge apps er gratis. I begge apps kan du:
- Holde øje med hvor mange penge du sparer, når du ikke ryger
- Blogge med andre, som er i gang med et stopforløb
- Blive opdateret på, hvad der sker med kroppen i løbet af et rygestop
- Se videoer, som kan hjælpe og inspirere dig
- Få tips og hjælp til udfordringer, du kan møde i dit stop
Du kan downloade de to apps samme sted, som du downloader dine andre apps. Hvis du vil vide mere om E-kvit eller Xhale, er du velkommen til at skrive til rygestop@cancer.dk
Guide til dig, der ønsker at stoppe med at ryge
Guiden giver inspiration til, hvordan du forbereder og fastholder et rygestop samt gode råd til at modstå rygetrang. I guiden kan du notere dine tanker og erfaringer med at blive røgfri. Dermed kan du løbende følge din egen udvikling, se milepæle og små sejre i løbet af rygestoppet.
Download eller bestil guiden