Røg- og nikotinfri skoletid
Røg- og nikotinfri skoletid på grundskoler og ungdomsuddannelser fjerner røg og nikotin fra elevernes skoledag. Det sætter rammen for et fællesskab uden røg og nikotin. På den måde forebygger det et nikotinforbrug blandt elever, og hjælper dem som gerne vil trappe ned eller stoppe. Få gode råd til at indføre røg- og nikotinfri skoletid her.
Lovgivning om røg- og nikotinfri skoletid
Røg- og nikotinfri skoletid betyder, at der ikke må ryges, dampes eller snuses i skoletiden – hverken på eller uden for matriklen.
Siden 2021 har røg- og nikotinfri skoletid for elever været et lovkrav på alle grundskoler, kostskoler, efterskoler og ungdomsuddannelser. Kræftens Bekæmpelse anbefaler, at reglerne også omfatter ansatte, hvilket også er besluttet lokalt på langt de fleste skoler.
Ifølge loven omfatter røg- og nikotinfri skoletid alle tobaksrelaterede produkter. Det betyder alle produkter med tobak og nikotin, der ikke er godkendt som lægemidler. Det omfatter også øvrige relaterede produkter som fx e-cigaretter uden nikotin.
Derudover er det ikke tilladt at ryge eller anvende andre tobaksrelaterede produkter på skolens område. Dette gælder alle - både ansatte og andre besøgende.
Gode råd til at indføre røg- og nikotinfri skoletid
- Skriv en kort og præcis politik
- Ansatte, elever og forældre skal vide, hvad reglerne betyder, og hvad der forventes af dem
- Gør det synligt, at skolen er røg- og nikotinfri. Brug fx plakater, opslag på digitale platforme og en beskrivelse af reglerne i velkomstbreve og lignende.
- Elever skal opleve, at alle ansatte håndterer regelbrud ens.
- Vær konsekvent med håndhævelsen
- Gå i dialog med elever og ansatte, der synes det er svært
Hvordan håndhæver man røg- og nikotinfri skoletid?
Det vigtigste ved håndhævelsen af røg- og nikotinfri skoletid er, at være konsekvent og tydelig og gå i dialog med de elever, som synes det er svært at ændre vaner. Hvis eleverne alligevel ikke overholder reglerne, vil det typisk medføre samtaler med kontaktlærer og leder. I grundskolen inddrages forældre fra starten. I grove tilfælde kan eleven sendes hjem på 'en tænker', altså bortvises i en kort periode. Ligesom med brud på andre ordensregler, vil det som regel kunne løses med samtaler. Det kan være en god idé at tilbyde eleven hjælp til stop eller spørge, hvordan skolen kan hjælpe med at komme igennem en dag uden nikotin.
Jeg var bekymret for, at lærerne skulle bruge deres tid på at være politimænd, men det er gået langt bedre, end vi havde forventet.
Mange skoler synes, at det er udfordrende at skulle kontrollere, om eleverne bryder reglerne. Det er ikke meningen, at lærerne skal være 'politibetjente'. Men hvis en elev gribes i f.eks. at bruge snus eller kommer tilbage fra frikvarter og lugter af røg, vil det være naturligt, at skolens almindelige sanktionssystem træder i kraft.
Indsatser der kan understøtte røg- og nikotinfri skoletid
Tænk i flere indsatser og overvej hvordan skolen kan arbejde med understøttende aktiviteter f.eks. i undervisningen, på forældremøder, med tilbud om hjælp til ryge- og snusstop mv.
Grundskoler
Hent inspiration til, hvordan du kan understøtte røg- og nikotinfri skoletid på grundskoler.
X:IT er en indsats, som kan halvere andelen af elever, der ryger. X:IT består af røgfri skoletid, kompetencegivende undervisning og inddragelse af forældre. X:IT er en evidensbaseret indsats til at forebygge rygning, men materialer og koncept kan bruges til nikotinprodukter i øvrigt, dog uden bagvedliggende evaluering. Kræftens Bekæmpelse tilbyder gratis undervisningsmateriale og forældremateriale til indsatsen.
Med Kræftens Bekæmpelses undervisningsmateriale får eleverne kompetencegivende undervisning om tobak og nikotin inden for en række fag, bl.a. dansk, samfundsfag, geografi og matematik. Frivillige sundhedsformidlere tilbyder også at varetage noget af skolens undervisning om tobak.
Risikoen for, at unge begynder at bruge nikotin, er mindre, hvis forældre tager afstand fra det, og spørger til deres barns tanker om rygning og nikotinprodukter. Forældre kan understøtte skolens arbejde med røg- og nikotinfri skoletid ved at tale sammen i forældregruppen og med deres børn. Skolen kan aktivere forældrene gennem forældremøder og røg- og nikotinfri aftaler.
På kurset "Sæt røg- og nikotinprodukter på dagsordenen" kan du som lærer i 8-10. klasse, underviser på ungdomsuddannelser, sundhedsplejerske, SSP mv. få redskaber til at tage dialogen om produkterne med de unge og henvise til røg- nikotinstoprådgivning.
Ungdomsuddannelser
Hent inspiration til hvordan du kan understøtte røg- og nikotinfri skoletid på ungdomsuddannelser.
Det er vigtigt, at eleverne kan få hjælp til at håndtere deres nikotinafhængighed, og ved hvor de kan få hjælp. Kræftens Bekæmpelse anbefaler tre typer hjælp til stop, der alle er gratis: Telefonisk rådgivning via Stoplinjen, et skræddersyet forløb i appen Xhale eller rådgivning med fysisk fremmøde. Langt de fleste kommuner tilbyder rådgivning med fysisk fremmøde og flere har mulighed for at komme ud på skolerne.
Derudover tilbyder Kræftens Bekæmpelse af klæde fagpersoner omkring de unge på til, at sætte røg- og nikotinprodukter på dagsordenen i samtaler med unge og introducere redskaber, der kan motivere den enkelte elev, til at ændre vaner henimod et røg- og nikotinstop. Kræftens Bekæmpelse udbyder forskellige kurser målrettet unge.
Sæt tobak og nikotin på årsplanen. Kræftens Bekæmpelse har udviklet et undervisningsmateriale til samfundsfag og økonomi på de gymnasiale uddannelser. Materialet hedder Nikotin og Samfund og er gratis for alle.
Skab sociale og hyggelige rammer og gode aktiviteter i pauserne, som eleverne kan mødes om. Inddrag eleverne eller elevrådet i snakken om, hvilke aktiviteter, der skal være.
Hvis din skole ønsker hjælp til få skabt fælles fodslag blandt de ansatte omkring opgaven med at få røg- og nikotinfri skoletid implementeret, tilbyder Kræftens Bekæmpelse facilitering af et fællesmøde for alle ansatte.
Kontakt roegfriskoletid@cancer.dk for at høre mere.
Kræftens Bekæmpelse uddanner frivillige sundhedsformidlere, som kan afholde events om rygning og nikotin på ungdomsuddannelser. Book frivillige sundhedsformidlere.