Spis mindst muligt forarbejdet kød
Forarbejdet kød indeholder en række stoffer, som forbedrer smagen og forlænger holdbarheden. Disse stoffer øger til gengæld risikoen for at udvikle kræft.
Hvad er forarbejdet kød?
Forarbejdede kød- og fjerkræprodukter er kød og fjerkræ, der er saltet, modnet, røget eller behandlet på anden måde. Dette bliver gjort for at forbedre smagen eller holdbarheden.
Du finder typisk forarbejde kød– og fjerkræprodukter i supermarkeder og hos slagteren.
Forarbejdede kødprodukter tæller f.eks. spegepølse, skinke, bacon, pølser – og kyllingepølser og andre pålægsprodukter som er forarbejdede, inden du køber dem.
Hvordan øger forarbejdet kød risikoen for kræft?
Forarbejdede kød– og fjerkræprodukter øger din risiko for at udvikle kræft, fordi de har et højt indhold af uønskede stoffer.
De uønskede stoffer kommer typisk ved at:
- Produkterne bliver tilberedt ved høje temperaturer
- Produkterne er røget
- Produkterne er tørret eller modnet
- Produkterne er saltet med nitrit og nitrat
Forarbejdningen danner stoffer, der øger risikoen for kræft.
Forarbejdede kød– og fjerkræsprodukter er altså noget, du så vidt muligt bør undgå, hvis du vil mindske risikoen for kræft.
Vil du en gang imellem spise pålæg eller pølser, er det en god idé at vælge danske, økologiske produkter.
Danske, økologiske produkter må ikke tilsættes nitrit og nitrat, og generelt indeholder de færre tilsætningsstoffer. Kræftrisikoen fjernes dog ikke fuldstændigt, selvom du er opmærksom på, hvilke produkter du køber.
Røget fisk er også et forarbejdet produkt pga. røgningsprocessen. Der er dog ikke noget bevis for, at røget fisk øger risikoen for kræft.
Røget fisk indeholder alligevel nogle af de samme uønskede stoffer som røget kød, så spis røget fisk med måde.
Får jeg nok proteiner, vitaminer og mineraler, når jeg spiser mindre kød?
Du kan undvære forarbejdede kød- og fjerkræprodukter og skære ned på kødet generelt uden at komme til at mangle proteiner, vitaminer eller mineraler.
Mange af de proteiner, vitaminer og mineraler din krop har brug for, findes ikke alene i kød. De findes også i:
- Fjerkræ
- Fisk
- Fuldkorn
- Mejeriprodukter
- Bælgfrugter som kikærter, bønner og linser
Der er flere sundhedsmæssige gevinster, hvis du skærer ned på kødet og de forarbejdede kød– og fjerkræprodukter.
Kræft er ikke den eneste sygdom, du forebygger ved at spise mindre forarbejdet kød - og fjerkræ.
Du mindsker også risikoen for at udvikle hjerte-kar-sygdom og type-2 diabetes ved at spise mindre af forarbejdet kød.