Lovgivning i andre lande
Mange lande har indført lovgivning, som gør det svært for børn og unge at begynde at ryge, og som sikrer effektiv beskyttelse mod tobaksrøg. Se eksempler fra lande, som har en mere ambitiøs lovgivning end Danmark i forhold til tobak og nikotin.
Pris på tobak
Høj pris på tobak er isoleret set det mest effektive middel til at undgå, at børn og unge begynder at ryge. Høj pris på tobak er derfor et af de redskaber, som mange lande har taget i brug. I Danmark koster en pakke cigaretter ca. 60 kr. I f.eks. Australien koster en pakke cigaretter helt op til 190 kr.
Lande med høj pris på cigaretter
Land | Pris per pakke | År |
Australien | 180 kr. | 2022 |
Norge | 110 kr. | 2022 |
Storbritannien | 132 kr. | 2023 |
Irland | 114 kr. | 2024 |
Frankrig | 76 kr. | 2023 |
Sundhedsadvarsler og information om rygestop
Designet på tobakspakker og cigaretter har i flere årtier været en vigtig del af tobaksindustriens markedsføring. I Danmark og mange andre lande er der derfor vedtaget lovgivning om, at pakkerne skal være standardiserede. I Danmark indebærer det, at alle pakker skal have den samme grøn-brune farve og være uden logoer og grafik. Nogle lande er gået skridtet videre. I Canada er det f.eks. vedtaget, at alle cigaretter og cigarillo, der sælges efter april 2025, skal have en påtrykt sundhedsadvarsel på selve cigaretten/cigarilloen.
I Canada og Israel er der også krav om, at der i cigaretpakker og cigarillopakker skal være små kort med information om rygestop. Kort der f.eks. beskriver fordelene ved at stoppe, hvor man kan få hjælp, og at abstinenser typisk kun varer nogle få minutter ad gangen.
Røgfrie miljøer
Røgfri miljøer beskytter mod tobaksrøg og gør rygning mindre synligt. Mange lande har ligesom Danmark gjort offentlige transportmidler og almindelige arbejdspladser røgfri. En række lande er gået skridtet videre og har også gjort alle barer og værtshuse røgfri uanset serveringsstedets størrelse. Nogle lande har endda vedtaget, at også udeserveringen skal være røgfri. I andre lande er det besluttet ved lov, at der ikke må ryges i biler, hvis der er børn i bilen. Og nogle lande har gjort legepladser røgfri.
Udfasning af tobak og nikotin
I Danmark bliver tobak og nikotinprodukter solgt i både supermarkeder, kiosker, tankstationer og webshops. Det betyder, at produkterne er lige så lette at få fat på som almindelige dagligvarer som brød og mælk. Flere lande har iværksat lovgivning, som skal begrænse salget af tobak, så det ikke længere kan købes overalt og på alle tider af døgnet.