Snus, tyggetobak og nikotinposer
Snus, tyggetobak og nikotinposer minder meget om hinanden, og det kan være svært at skelne produkterne fra hinanden. Fælles for produkterne er, at de indeholder nikotin, som er stærkt afhængighedsskabende.
Hvad er snus, tyggetobak og nikotinposer?
Snus og tyggetobak er tobak, som er doseret i små portionsposer. Poserne placeres direkte i munden. De frigiver ikke røg, og derfor omtales de også som røgfri tobak. Udover snus og tyggetobak findes der andre former for røgfri tobak, som dog ikke er særlig udbredt i Danmark.
Både snus og tyggetobak består af tobak tilsat vand, salte, smagsstoffer samt fugt- og ph-regulerende stoffer. Snus og tyggetobak indeholder sundhedsskadelige stoffer og nikotin, som er stærkt afhængighedsskabende. Snus og tyggetobak minder derfor meget om hinanden. Forskellen er, at tyggetobak er skåret tobak, mens snus er pulveriseret tobak. Tyggetobak er også placeret i nogle lidt grovere poser end snus.
Fælles EU-regler betyder, at det er ulovligt at sælge snus i Danmark. Tyggetobak er ikke omfattet af disse regler, og derfor er det fortsat tilladt at sælge tyggetobak. Sverige har som det eneste land i EU en undtagelse for snusforbuddet. Norge er ikke medlem af EU, og i Norge er det også tilladt at sælge snus.
Snus, tyggetobak, nikotinposer og afhængighed
Fælles for snus, tyggetobak og nikotinposer er, at de indeholder nikotin. Nikotin skaber afhængighed. Nikotinen trænger gennem slimhinderne i munden og over i blodet. Herfra føres det op til hjernen og påvirker hjernen til at frigive dopamin, der får os til at føle lykke, velvære og giver en rus. Hvis man er blevet afhængig af nikotinen, oplever man et ubehag, når der er et lavt indhold af nikotin i kroppen.
Smag og udseende appellerer til unge
Især nikotinposer findes med smage, som kan virke tiltrækkende på unge. De fås f.eks. med smag af cola, frugt og pebermynte. Produkternes farverige udseende kan også appellere til børn og unge. Se f.eks. denne video fra den norske kræftforening om børns opfattelse af snus:
Stigning i unge, der bruger produkterne
Andelen af unge, der bruger snus, tyggetobak eller nikotinposer er stigende. Blandt 15-17-årige bruger 10 pct. af kvinderne og 14 pct. af mændene disse nikotinholdige produkter enten hver dag eller en gang imellem.
Med alderen stiger andelen af unge, der bruger produkterne. Stigningen er størst blandt mændene. Blandt 18-24-årige mænd bruger 22 pct. snus, tyggetobak eller nikotinposer ‒ 16 pct. bruger dem hver dag, og 6 pct. bruger dem en gang imellem.
Hvis der ses på alle i befolkningen, som er 15 år eller ældre, så er snus, tyggetobak og nikotinposer ikke særligt udbredt i Danmark. I 2022 brugte 4 pct. af de 15-79-årige røgfri nikotinprodukter hver dag eller en gang imellem.
Er det farligt at bruge snus, tyggetobak og nikotinposer?
Gode råd hvis du vil stoppe
Hvis du overvejer at stoppe med at bruge snus, tyggetobak eller nikotinposer, er her lidt gode råd:
Tænk over hvorfor du vil stoppe
Det kan styrke din motivation, hvis du tænker over hvorfor du gerne vil stoppe, og hvad du ønsker at opnå med stoppet. Det vil også være en hjælp i de perioder, hvor du oplever udfordringer i dit stop.
Vælg en stopdato og skab rod i vanerne
Det kan styrke din beslutning om at stoppe og give dig tid til at lave små ændringer i snusvanerne i dagene op til stoppet. Når du får lyst til snus, så prøv for eksempel at vente fem minutter og se, om trangen forsvinder. Prøv at undvære snus en hel dag eller prøv at skifte til et mærke, du ikke så godt kan lide. Du kan finde mere inspiration til at nedtrappe dit forbrug i appen E-kvit.
Få hjælp og støtte
Overvej om du har en god ven, som du kan alliere dig med. Fortæl gerne dine venner, at du vil stoppe, så de kan bakke dig op. Du kan også ringe til Stoplinien, som kan give gode råd, som tager udgangspunkt i dit behov og din situation. Bare det at få sat ord på kan hjælpe. Mærk efter, hvad der føles bedst for dig.
Stoplinien: 80 31 31 31 (gratis og anonym hjælp)
Læs om Jo, som er rådgiver på Stoplinien, og hvilke råd hun giver
Hold fast og vær forberedt på abstinenser
Når din krop ikke længere får nikotin, kan du få abstinenser. Det kan hjælpe at lave noget andet, når abstinenserne opstår. Du kan f.eks. løbe en tur, spille Play-station, tygge tyggegummi, sms'e med en ven eller noget helt andet, som fungerer for dig. Abstinenserne kommer oftest i bølger og varer 3-7 minutter.
Break-up
Break-up er en side til dig, der er ung, og som ønsker at afslutte et nikotinforhold. På sitet kan du få hjælp og finde gode råd til at stoppe. Sitet er udviklet af unge for Stoplinien og Sundhedsstyrelsen.
Gå til Break-upUndervisningsmateriale til skoleelever
Hvis du er lærer, kan du gøre eleverne opmærksomme på risikoen ved at bruge snus og lære eleverne, hvordan de kan sige 'Nej' til snus. Find inspiration i undervisningsmaterialet 'Gå op i røg'.
Gå op i røg
Det mener Kræftens Bekæmpelse
Kræftens Bekæmpelse mener, at det ikke bør være tilladt at sælge nikotinposer med farvestrålende indpakning og børnevenlig smag. Det bør heller ikke være tilladt at sælge røgfri tobak og nikotinposer online. Der bør være mere opmærksomhed på markedsføring af produkterne på sociale medier.
Det mener Kræftens Bekæmpelse