Kræftforskning landet over
Kræftens Bekæmpelse støtter forskning i alle aspekter af et kræftforløb – lige fra forebyggelse af kræft over diagnostik og behandlingsformer til senfølger og palliation og støtte til pårørende. Forskningen finder sted ved alle universiteter og hospitaler i Danmark, der forsker i kræft.
Eksempler på vigtig forskning, støttet af Kræftens Bekæmpelse
Kræftens Bekæmpelse har for eksempel støttet den forskning, som har ført til den strålebehandling, som gives til kvinder med brystkræft i Danmark i dag.
Med støtte fra Kræftens Bekæmpelse har forskere afdækket problemet med senfølger efter tarmkræft, som blandt andet har ført til udviklingen af et redskab, LARS-scoren, som i dag bruges i hele verden til at finde de patienter, der har brug for hjælp til behandling af senfølger efter endetarmskræft.
Og på Herlev Hospital gives i dag en behandling med T-celleterapi, der er en form for immunterapi, til patienter med modermærkekræft med spredning. Den forskning, som ligger bag, er støttet af Kræftens Bekæmpelse.
Frie og strategiske forskningsmidler
Kræftens Bekæmpelse uddeler både frie og strategiske forskningsmidler, som forskerne kan ansøge om.
Fri forskning betyder, at forskningsmidler uddeles i fri konkurrence. Forskningsbevillinger tildeles de ansøgere, der efter åbent opslag opnår den bedste videnskabelige bedømmelse.
Forskningsprojekterne kan handle om alle aspekter af kræft. Det kan for eksempel være laboratorieforskning, der giver indsigt i mekanismer i kræftcellerne, nye metoder til tidlig diagnostik, kunstig intelligens, kræftbehandling af ældre, forskning i multisygdom, sammenhæng mellem miljø og kræftsygdom, forskning i eksistentielle og åndelige problemstillinger, forskning i ny og skånsom behandling, alternativ behandling mv.
Strategisk forskning er forskning inden for særlige områder, som Kræftens Bekæmpelse ønsker at give særlig opmærksomhed.
Et eksempel på strategisk forskning er forskning i ulighed i sundhed. Det er et vigtigt indsatsområde for Kræftens Bekæmpelse, der støtter forskning i ulighed i sundhed og ønsker, at resultaterne udbredes, så også andre patientgrupper får gavn af resultaterne.
Et andet eksempel på strategisk forskning er oprettelsen af 12 nationale forskningscentre, som er etableret med støtte fra Knæk Cancer-indsamlingen, og som har til formål at styrke dansk kræftforskning inden for en række vigtige forskningsområder. Det er eksempelvis forskning i immunterapi, forskning i kræft hos børn og forskning i senfølger efter kræft.
Bedømmelse af forskningsprojekter
Forskningsansøgningerne bedømmes af to videnskabelige udvalg: Kræftens Bekæmpelses Videnskabelige Udvalg – Biologi & Klinik, og Kræftens Bekæmpelses Videnskabelige Udvalg – Menneske & Samfund.
De videnskabelige udvalg består af aktive og erfarne forskere med indsigt i kræftområdet. Du kan læse mere om de videnskabelige udvalg her: Videnskabelige Udvalg
Patientinvolvering er vigtig for Kræftens Bekæmpelse, og derfor er der også to patientrepræsentanter i hvert udvalg.
Forskere fra Kræftens Bekæmpelses Center for Kræftforskning søger på lige fod med eksterne forskere.
Kræftens Bekæmpelse støtter desuden forskningsprojekter i regi af Nordic Cancer Union (NCU), som er et samarbejde mellem de nordiske kræftpatientforeninger. Du kan læse mere om Nordic Cancer Union her: Nordic Cancer Union