Fysiske rammer for kræftpatienter
Kræftens Bekræftelse uddeler midler til udvikling af fysiske rammer for kræftpatienter på danske hospitaler.
Baggrund
Farvevalg, kunst, indretning og lys kan have betydning for kræftpatienters og pårørendes velbefindende, når de opholder sig på hospitalet i forbindelse med diagnostik, behandling og opfølgning. I planlægningen af de aktuelle hospitalsbyggerier i Danmark har der været fokus på aspekter af ’helende arkitektur’, således at arkitektoniske valg medvirker til, at de fysiske rammer understøtter velbefindende.
Formål
Kræftens Bekæmpelse ønsker at understøtte, at der på danske hospitaler iværksættes projekter, hvor patienters og pårørendes velbefindende og oplevelse af tryghed og imødekommenhed understøttes gennem konkrete designvalg af lys, akustik, materialer og møblering i venteområder, opholdsområder mv.
Ansøgningskriterier
- Ansøgning skal komme fra onkologiske og hæmatologiske afdelinger på danske hospitaler
- Der kan søges til konkrete designvalg i forhold til lys, udsmykning, farvevalg, akustik, materialer, og møblering i venteområder, opholdsområder, behandlingsområder mv. samt mindre bygningsmæssige ændringer i relation hertil
- Ansøgningen skal indeholde en faglig begrundelse for, hvordan de konkrete designvalg kan bidrage til at skabe et helende miljø
- Der kan ikke søges midler til almindeligt vedligehold
- Ved ansøgning er det et krav, at ansøger dokumenterer en medfinansiering på minimum 25 pct. af det samlede budget
- Ved bevilling skal det oplyses, at projektet støttes af Kræftens Bekæmpelse
Der er i 2023 afsat en samlet pulje på 250.000 kr. til formålet.
Ansøgningsfrist mandag den 2. oktober 2023.
Du kan se præcise ansøgningsfrister her: Aktuelle opslag.
Ansøgning i henhold til ansøgningskriterier med specificeret budget og tilsagn om medfinansiering mailes til bevillingschef Christina J. B. Koefoed-Hansen, ckh@cancer.dk.
De indkomne ansøgninger behandles af Kræftens Bekæmpelses forretningsudvalg på et møde i slutningen af november 2023, og ansøgere kan således forvente svar på ansøgningen i løbet af december 2023.