Lobulært karcinom in situ (LCIS) – celleforandringer i brystet
Ved LCIS er nogle celler i brystets mælkekirtler begyndt at ændre sig. Det er ikke kræft, men kaldes celleforandringer. Celleforandringerne kan udvikle sig til kræft, men trods risikoen får de færreste kvinder med LCIS brystkræft.
Celleforandringerne er ikke kræft
Ved LCIS er celler inde i et af brystets mælkekirtler (kaldet lobuli) begyndt at ændre sig og blive unormale. De ændrede celler findes alene i kirtlerne og har ikke spredt sig til det omgivende brystvæv.
Om LCIS
Risikoen for, at LCIS udvikler sig til kræft, afhænger blandt andet af, hvor svære celleforandringerne er, hvor gammel man er, når LCIS opdages, og om man har brystkræft i den nærmeste familie. Derfor bliver alle kvinder med LCIS tilbudt kontrol eller behandling.
LCIS kan findes flere steder i det samme bryst. Risikoen for at udvikle brystkræft gælder begge bryster og ikke er begrænset til den side, hvor man fik konstateret LCIS. Undersøgelser viser dog, at udviklingen af brystkræft er hyppigst i det samme bryst.
Undersøgelse og diagnose
LCIS giver som regel ingen symptomer, men opdages ofte tilfældigt ved mikroskopisk undersøgelse af en vævsprøve fra brystet, som man har fået taget af en anden årsag.
LCIS danner ikke knuder i brystet og giver oftest ingen synlige forandringer på hverken mammografi eller ultralydsundersøgelse.
Behandling og kontrol af LCIS
Behandlingen afhænger af, om man har fået påvist LCIS ved en vævsprøve eller ved en grovnålsbiopsi:
Hvis en vævsprøve har vist LCIS
Når en vævsprøve har vist LCIS, er den anbefalede behandling regelmæssig kontrol med lægeundersøgelse og billeddiagnostisk undersøgelse (mammografi) hvert andet år.
Med denne overvågning er det muligt at opdage tidlige tegn på brystkræft, så man hurtigt kan få behandling.
Hvis en grovnålsbiopsi har vist LCIS
Ved påvisning af LCIS i en grovnålsbiopsi bliver man tilbudt klinisk kontrol og mammografi. Det planlægges individuelt, hvor hyppigt dette skal gøres.
Hvis mammografi eller ultralyd viser tegn på sygdom, får man taget en vævsprøve. Viser vævsprøven LCIS vil man blive fulgt med lægekontrol og mammografi hvert andet år. Hvis vævsprøven viser andet, får man behandling for det.
Læger kan have forskellig mening om, hvordan situationen skal håndteres, når en grovnålsbiopsi afslører LCIS. Nogle kirurger anbefaler alene kontrol, mens andre foretrækker at tage en vævsprøve af området for at kunne vurdere en større mængde brystvæv.
Hvis mammografi og/eller ultralydsscanning giver mistanke om sygdom, anbefales det, at man får fjernet det pågældende område, og at en vævsprøve bliver undersøgt under mikroskop.
Læs mere:
Behandling af varianten PLCIS
En sjælden variant af LCIS er beskrevet som mere aggressiv i sin vækstform. Den kaldes pleomorf LCIS (PLCIS) og kan være vanskelig at adskille fra en anden variant kaldet DCIS. De fleste eksperter anbefaler, at både PLCIS og DCIS bliver fjernet ved operation med en bred kant af sundt væv og efterfølgende eventuelt strålebehandling.
Læs også
Hvis celleforandringer opstår i brystets mælkegange, hedder det duktalt karcinom in situ (DCIS). Læs mere:
Brug Kræftrådgivningen nær dig
Har du spørgsmål eller brug for at tale med nogen? Rundt om i hele landet har vi kræftrådgivninger, hvor du kan få en samtale med en rådgiver. Du kan også deltage i arrangementer, kurser samt fysiske og kreative aktiviteter sammen med andre, der er berørt af kræft.
Find en rådgivning nær digSkriv med andre på cancerforum
Cancerforum er et online forum, hvor du kan stille spørgsmål og skrive sammen med andre, der er berørt af kræft. Del dine tanker og erfaringer med andre patienter og pårørende.
cancerforum.dk