Forstadier til brystkræft
Det er ikke ualmindeligt at udvikle celleforandringer i brystet. Celleforandringer er ikke kræft, men forstadier der i nogle tilfælde kan udvikle sig til kræft, hvis det ikke behandles.
Her kan du læse om de to typer celleforandringer i brystet:
Brystet er sammensat af mange små kirtler, som er lejret i fedt og bindevæv. Brystkirtlerne består af kirtelceller, der kan producere mælk, og udførselsgange, som kan transportere mælk hen til brystvorten.
Celleforandringer opstået i brystets kirtelceller kaldes lobulært karcinom in situ.
Celleforandringer opstået i brystets udførselsgange kaldes duktalt karcinom in situ.
Celleforandringer er ikke kræft
Hvis du får konstateret celleforandringer i brystet, betyder det ikke, at du har kræft. Celleforandringer er forstadier til brystkræft, men forstadier udvikler sig ikke nødvendigvis til kræft.
Alle kvinder med forstadier bliver tilbudt kontrol eller behandling.
Duktalt karcinom in situ (DCIS) – celleforandringer i brystets mælkegange
Hvis celleforandringer opstår i brystets mælkegange (på engelsk ducts), hedder det duktalt karcinom in situ (DCIS). DCIS er celleforandringer, der i nogle tilfælde – med tiden – kan udvikle sig til brystkræft. DCIS opdages som regel ved mammografi. Læs mere:
Lobulært karcinom in situ (LCIS) – celleforandringer i brystets kirtler
Ved LCIS er nogle celler i brystets kirtler (kaldet lobulus) begyndt at blive unormale. Det er ikke kræft, men kaldes celleforandringer. Hvis man har LCIS, har man en øget risiko for at få brystkræft, men trods risikoen udvikler de færreste kvinder med LCIS brystkræft. Læs mere: