Behandling af celleforandringer i de ydre kvindelige kønsorganer
Celleforandringerne kan behandles medicinsk eller ved en operation. Valg af behandling afhænger bl.a. af, hvor celleforandringerne sidder og hvilken grad af celleforandringer du har.
Der findes tre forskellige typer af forstadier i de ydre kvindelige kønsorganer, der udvikler sig og behandles forskelligt:
- LSIL (low-grade squamous intraepithelial lesion) svarer til diagnosen kondylom (kønsvorter)
- HSIL (high-grade squamous intraepithelial lesion) skyldes HPV og sidder ofte flere steder i vulva
- dVIN (differentieret vulvær intraepithelial neoplasi) er associeret til hudsygdommen Lichen Sclerosus og sidder oftest kun et sted og har højere risiko for at komme igen og for at udvikle sig til vulvacancer
Behandling af LSIL (kondylom)
Vulvær LSIL svarer til diagnosen kondylom og skyldes infektion med HPV. Denne type forstadie udvikler sig ikke til kræft. LSIL forsvinder af sig selv og kræver ikke behandling medmindre, det giver gener.
Behandling af HSIL og dVIN
Vulvær HSIL og dVIN skal altid behandles da det ubehandlet kan udvikle sig til kræft.
Behandlingen af forstadier til kræft i de ydre kvindelige kønsorganer foregår på alle afdelinger for kvindesygdomme landet over. Behandlingen kan være medicinsk eller en operation. Hvis lægen ikke kan udelukke, om der er tale om kræft (og ikke kun forstadier), vil man altid få fjernet forandringen ved operation.
Medicinsk behandling med creme imiquimod
Medicinsk behandling med creme imiquimod er førstevalgsbehandling af HSIL. Det forudsætter, at en vævsprøve har udelukket, at der er tale om vulvacancer.
Cremen bruges ved mindre forandringer i vulva. Ved større forandringer vil der være behov for at kombinere både medicinsk og kirurgisk behandling.
Cremen påsmøres før sengetid og skal vaskes af igen efter otte timer. Anvendes to-tre gange ugentligt i 16 uger.
Der kan opstå bivirkninger i form af influenzasymptomer, rødme og irritation. Bivirkningerne svinder igen, når man stopper med behandlingen.
Læs mere om medicinens virkning og bivirkninger:
Operation
Der findes flere forskellige typer af operative indgreb, som er lige effektive. Operation kan være kirurgisk fjernelse af forandringen i vulva eller laserbehandling. Kirurgisk fjernelse anbefales ved større lokaliserede læsioner.
Laserbehandling bruges især til unge kvinder, kvinder med sygdom flere steder og med læsioner, som involverer klitoris, urethra og anus. Efter laserbehandling får man lokalbedøvende gel eller salve på de opererede områder.
dVIN skal altid fjernes kirurgisk, da denne type har større risiko for at udvikle sig til kræft end vulvær HSIL.
Behandling af tilbagefald
Der er desværre stor risiko for, at celleforandringerne kommer igen (25-50 pct.), uanset om man har fået medicinsk eller kirurgisk behandling. Tilbagefald opstår hyppigst, hvis man har haft celleforandringer flere steder og ved større læsioner.
Tilbagefald behandles på samme måde, som første gang man blev behandlet, og kan være en kombination af operation, laserbehandling eller creme.
Opfølgning efter behandling af HSIL og dVIN - hold øje med symptomer
Behandlingen bliver afsluttet, når læsionerne er forsvundet, og du ikke længere har symptomer. Det anbefales, at du derefter bliver fulgt efter en plan baseret på dine behov og individuelle situation.
Efter endt behandling bliver du oplært i at holde øje med symptomer og tegn på tilbagefald. Det er de samme symptomer som ved diagnosen. Hvis du opdager nye symptomer, skal du straks kontakte din egen læge, så du eventuelt kan starte på en ny behandling.
Hvis du ikke selv kan holde øje med vulva, eller af andre årsager ikke selv kan reagere på symptomer på tilbagefald, bliver du fulgt efter individuel lægelig vurdering.