Bliv frivillig i en kræftrådgivning
Kræftens Bekæmpelses kræftrådgivninger landet over tilbyder en lang række aktiviteter og tilbud for kræftpatienter, pårørende og efterlevende – lige fra rådgivning, samtalegrupper, foredrag til kreative eller fysiske aktiviteter. Som frivillig er du med til at understøtte disse aktiviteter.
Hvad skal jeg lave?
Kræftrådgivningerne har mange tilbud, og derfor er der også mulighed for at lave mange forskellige typer frivilligt arbejde i en kræftrådgivning.
Som værtsfrivillig tager du imod alle, der træder ind i kræftrådgivningen og hjælper folk videre til relevante tilbud i huset samt løser praktiske opgaver. Som værtsfrivillig skal du kunne rumme mennesker i sorg og krise.
Som aktivitetsfrivillig er du er ansvarlig for en konkret aktivitet, f.eks. en gå-gruppe, træning, kor, malerværksted eller lignende for kræftpatienter, pårørende og/eller efterlevende.
Som praktisk frivillig hjælper du med praktiske opgaver inde og ude, f.eks. simple håndværksmæssige opgaver, at bage boller, at slå græs, passe blomster mv.
Som frivillig leder understøtter du en gruppe frivillige og står for vagtplanlægningen. Du understøtter samtidig frivilliggruppens trivsel og udvikling.
Som frivillig tovholder for en netværksgruppe er din opgave at arrangere møder, hvor kræftpatienter, pårørende eller efterlevende kan udveksle erfaringer. Du understøtter fællesskabet og sørger for, at de praktiske rammer er i orden.
Som frivillig gruppeleder faciliterer du samtalegrupper for kræftpatienter, pårørende eller efterlevende. Grupperne er visiteret og rammesat af kræftrådgivningen, og for at blive gruppeleder skal du have enten erfaring eller uddannelse i forhold til opgaven og målgruppen.
Hvad får jeg ud af det?
Som frivillig i en kræftrådgivning har du mulighed for at gøre en forskel for mennesker, der står i en sårbar situation som kræftpatient, pårørende eller efterlevende.
Som frivillig leder har du desuden mulighed for at deltage i et frivilligleder-kursus og et patient- og pårørendestøttekursus, og du vil modtage løbende sparring fra de ansatte i kræftrådgivningen.
Som gruppeleder for en samtalegruppe har du mulighed for at udvikle dig og få erfaring og viden indenfor området. Du får formaliseret supervision fra en ansat rådgiver samt løbende sparring fra de ansatte.
Hvor lang tid tager det?
Det afhænger af, hvilken frivilligopgave du kaster dig over, og for alle opgaverne gælder det, at dit tidsforbrug aftales individuelt.
Som værtsfrivillig skal du dog regne med at bruge cirka fire timer ugentligt. Arbejdet som værtsfrivillig og praktisk frivillig varetages i dagtimerne i kræftrådgivningens åbningstid, mens de øvrige frivilligopgaver både kan varetages i dag- og aftentimerne.
Der er også andre muligheder for at være frivillig i kræftrådgivningen, f.eks. hvor du trækker på en bestemt faglig baggrund. Kontakt din nærmeste kræftrådgivning for at høre nærmere.
Bliv kontaktet om at blive frivillig
Klik på linket og udfyld formularen. Så kontakter vi dig om at blive frivillig. Eller du kan ringe til os mandag-torsdag kl. 9-16 og fredag kl. 9-15 på 35 25 75 03.