Spring navigation over

Hjælp med at få flere til at deltage i screening for tarmkræft

Fra mandag den 28. april sætter Kræftens Bekæmpelse for anden gang fokus på screening for tarmkræft med kampagnen ’Syn dig selv’. Fremover kan du som frivillig være med til at udbrede de vigtige budskaber.

Med screening for tarmkræft kan man opdage forstadier til kræft eller opdage en kræftknude tidligt. Det giver bedre mulighed for behandling og helbredelse. Mange mænd vil egentlig gerne screenes for tarmkræft, men får det ikke lige gjort. 

Derfor sætter Kræftens Bekæmpelse igen fokus på screening for tarmkræft med kampagnen ’Syn dig selv’. Og du kan som frivillig hjælpe med dele budskabet. Der er nemlig nye materialer på vej, som kan bruges til at oplyse om vigtigheden af at deltage i screening for tarmkræft.

Brug nyt kampagnemateriale som samtalestarter 

Efter repræsentantskabsmødet kan I bestille det nye kampagnemateriale, der er udviklet med hjælp fra både frivillige og målgruppen selv. Materialerne er: 

  • En pjece med de vigtigste informationer om screening for tarmkræft
  • Sjove ’lorte’-postkort og kørelakridser, der med reference til biluniverset fra kampagnen, kan skabe en uformel snak om screening
  • Et inspirationsark med idéer til, hvor og hvordan I kan bruge materialet 

Derudover har vi postkort og korte ekspertfilm på arabisk, urdu, somali og tyrkisk, så endnu flere kan få vigtig viden om screeningstilbuddet. 

Det hele vil blive præsenteret på vores stand ved repræsentantskabsmødet. Kom forbi, få en snak og bliv inspireret.

Find materialerne her

Hvem vil vi nå?

Målgruppen er borgere mellem 50 og 64 år, med et særligt fokus på mænd og kortuddannede, da færrest deltager i disse grupper. Vores undersøgelser viser, at målgruppen har begrænset viden om screeningsprogrammet.

De får en kuvert ind af postkassen hvert andet år, men får ikke lige læst det materiale, der ligger i kuverten, og er ikke klar over, at screening også kan have en forebyggende effekt: polypper i tarmen kan opdages og fjernes, før de udvikler sig til kræft.

Del kampagnen på jeres egne kanaler

Kampagnen kommer til at køre på Kræftens Bekæmpelses Facebook, Instagram og YouTube i perioden 28. april – 11. maj. I er meget velkomne til at dele kampagnen på jeres egne kanaler.

De fysiske materialer kan som altid bruges, hvornår det nu måtte passe ind i jeres aktiviteter.