Vi kan alle være helte
Meld dig som indsamler til Landsindsamlingen 6. april
6. april går frivillige fra dør til dør ved Kræftens Bekæmpelses Landsindsamling.
Hvis det pludselig ringer på din dør på søndag, kan det være en frivillig indsamler, der beder om din støtte til at hjælpe de mere end 396.000 mennesker herhjemme, der lever med eller efter kræft.
Sidste år var over 16.000 frivillige med til at samle over 37,7 mio. kr. ind på landsplan. De penge, der kommer ind ved Kræftens Bekæmpelses Landsindsamling, går til forskning, forebyggelse og foreningens arbejde med at yde gratis rådgivning og støtte til patienter og pårørende i hele landet.
Formand i Kræftens Bekæmpelse, Helen Bernt Andersen, er en af dem, der hvert år ser frem til dagen og til at gå en indsamlingsrute i hjembyen Virum.
- Jeg mærker fællesskabet og oplever, hvordan lokalsamfund står sammen om at gøre en forskel for mennesker berørt af kræft. Det er virkelig rørende og vi er så taknemmelige for støtten. Det nytter, når vi står sammen, siger hun.
- Vi vil, at færre skal have kræft, at flere skal overleve kræft, og at alle skal have et bedre liv med og efter kræft, siger hun.
Hun sender en dybfølt tak til de tusindvis af frivillige indsamlere og alle, der støtter kampen mod kræft med en donation. Og hun håber, at rigtig mange er hjemme på søndag og tager lige så godt imod indsamlerne, som de plejer.
Hvis du ikke er hjemme, når de frivillige ringer på, er der god mulighed for at støtte på flere andre måder. Du kan støtte med et valgfrit beløb via MobilePay til 93 80 00 eller send en SMS til 1422 og skriv KB50, KB150 eller KB200 (støt med hhv. 50, 150 eller 200 kr.)
Via hjemmesiden indsamling.dk kan du også støtte eller oprette en digital indsamling eller give et bidrag via betalingskort.
I gennemsnit indsamles der 1.600 kr. pr. bøtte.
For hver 100 kr. af indsamlingens overskud går 63 kr. til forskning i kræft, 22 kr. til patientstøtte, 11 kr. til forebyggelse af kræft og 4 kr. til administration.
Kun 3 procent af Kræftens Bekæmpelses indtægter stammer fra det offentlige. Foreningen er derfor afhængig af dig og andre, som støtter sagen.
Du finder de lokale og regionale indsamlingsresultater fra sidste års Landsindsamling på vores hjemmeside.
Se dem her: cancer.dk
Meld dig som indsamler til Landsindsamlingen 6. april