Få flere frivillige med
Her finder du redskaber, der kan inspirere til, hvordan I inviterer flere frivillige med i fællesskabet og opgaverne.
Stort fællesskab med plads til flere
Kræftens Bekæmpelses fællesskab af frivillige tæller 35.000 frivillige – og vi vil gerne være endnu flere, der arbejder til gavn for kræftsagen.
Som frivillig i Kræftens Bekæmpelse vil du sikkert også gerne have flere frivillige kolleger at dele opgaverne og oplevelserne med.
Hvad kan du selv gøre?
Møder du nogen, der er nysgerrig på, hvordan man kan være frivillig hos os, kan du altid opfordre til at kigge på siden: Bliv frivillig. Her får man overblik over alle vores frivillige aktiviteter, og man kan tage kontakt til os i Kræftens Bekæmpelse eller bede om at blive kontaktet.
Hvad kan I gøre i frivilliggruppen?
Vi kan grundlæggende gøre det på to måder, når vi inviterer flere frivillige med – eller når vi arbejder med rekruttering, som man også kalder det:
- gennem vores egne netværk og andre lokale netværk
- ved hjælp af forskellige former for kampagner, der rækker bredere ud
Tal i frivilliggruppen om, hvordan I kan blive flere, og hvilke typer af folk I har brug for til hvilke opgaver. Hvis I vil have nogle gode idéer eller hjælp til snakken, kan I tage fat i jeres konsulent, rådgiver, distriktschef, frivilligleder eller lignende.
Kampagnefilm
Både i 2023 og 2024 har vi lavet kampagner for at gøre opmærksom på vores rolle som frivillig forening og give flere lyst til at være med. Det har blandt andet resulteret i en række film, der fortæller om at være frivillig i vores forening.
Herunder kan du se de film, der er en del af kampagnen for at rekruttere flere frivillige.
I de to øverste film fra 2024 kan du møde frivillige fra lokalforeningerne, der arbejder med hhv. patientstøtte og oplysning.
I de to nederste film fra 2023 er tv-værten Micki Cheng i ’praktik’ som frivillig. Det bringer ham blandt andet ud til en af Kræftens Bekæmpelses genbrugsbutikker og ud på Stafet For Livet.
Tag godt imod nye frivillige
Når nye frivillige melder sig på banen, bliver de hjulpet videre til lederen af den aktivitet, de gerne vil deltage i. Frivillige aktivitetsledere landet over er allerede rigtig gode til at tage imod nye frivillige. Men skulle du have brug for støtte undervejs, så kan du bl.a. gøre brug af guiden 'Tag godt imod nye frivillige' med forslag til, hvordan du kan gribe velkomsten an.
Tag godt afsked med frivillige
Det er helt naturligt, at frivillige stopper igen. Nogle har brug for en pause. Andre vil videre til nye opgaver, der motiverer og udfordrer på andre måder.
Tal i frivilliggruppen om, hvordan I tager afsked med frivillige. Hvordan kan tidligere frivillige være med til at tiltrække nye frivillige? Eller måske selv få lyst til at vende tilbage igen på et senere tidspunkt?
Frivilligbevis
I kan tilbyde et frivilligbevis, når frivillige stopper, som en måde at anerkende indsatsen på.
Hent Skabelon til frivilligbevis (kommer snart)