Læs mere om indsamlinger, donationer, sponsorater, offentlige tilskud og interne puljer
Indtægter
Lokalforeninger kan inden for Kræftens Bekæmpelses etiske retningslinjer finansiere sine aktiviteter ved lokale indsamlinger, donationer, sponsorater og offentlige tilskud (vedtægter §6 stk. 10).
Indsamlinger
Lokal indsamling omfatter lokale aktiviteter, som frivillige i/med tilknytning til lokalforeningen foretager. Indsamlede beløb anvendes altid i respekt for givers ønske eller for indsamlingens formål (vedtægter § 6 stk. 11). Alle indsamlinger skal være omfattet af en gyldig indsamlingstilladelse.
Ved landsdækkende aktiviteter, som f.eks. Lyserød Lørdag og Landsindsamlingen, indsendes indtægterne til Kræftens Bekæmpelses hovedkontor. Der er dog mulighed for at fratrække udgifter, der er afholdt i forbindelse med indsamlingerne.
Tilskud fra kommunen
Lokalforeningen kan søge kommunens pulje til frivilligt socialt arbejde (jf. Serviceloven § 18). Der bevilges typisk midler til aktiviteter af social karakter under 10.000 kr. Kontakt gerne kommunen før I søger, da der er forskellige regler med hensyn til ansøgningsfrist, udformning og hvilke aktiviteter, kommunen vil give penge til.
Landsdækkende puljer
Forskellige fonde og institutioner kan udbyde landsdækkende puljer. Det kan eksempelvis være igennem ISOBRO (Indsamlingsorganisationernes Brancheorganisation). Fristen for at søge er som regel inden udgangen af oktober. Se yderligere information her
Hvis I søger andre landsdækkende puljer, skal I koordinere med områdekontoret, som koordinerer med afdelingen Fundraising & Medlemmer.
Lokale fonde
I næsten alle kommuner findes der fonde og legater, der støtter mange forskellige formål. Se i Kraks Fonds- og Legatvejviser for at finde lige præcis de fonde, der er relevante at søge for jer. Vejviseren kan lånes på biblioteket. Det kan være en god idé at kontakte den, der administrerer fonden eller legatet, inden I søger. Det kan give en fornemmelse af, om det kan betale sig at søge og hvilke formål, der skal fremhæves.
Sponsorater
Lokalforeningsbestyrelsen kan søge sponsorstøtte på op til 25.000 kr. hos lokale virksomheder og fonde. Hvis I søger om et højere beløb, og hvis det drejer sig om landsdækkende virksomheder, skal kontakten til virksomheden ske efter aftale med Fundraising & Medlemmer på hovedkontoret i Kræftens Bekæmpelse på mail frivillig@cancer.dk.
Ifølge Kræftens Bekæmpelses etiske retningslinjer kan lokalforeningen modtage gaver og bidrag fra privatpersoner, virksomheder, koncerner, fonde osv. Det gælder dog ikke, hvis disse ikke lever op til Kræftens Bekæmpelses etiske retningslinjer.
Der kan for eksempel søges sponsorstøtte til:
- Annoncer, pjecer, plakater, foredragsholderhonorar, aktiviteter
- At bruge sponsorens/virksomhedens faciliteter f.eks. printer, telefon, kopimaskine, mødelokale mv.
- Effekter (til tombola, lotteri mv.)
- Naturalier (kaffe, vand, frugt, brød til møder, landsindsamling mv.)
Skattefradrag ved donation
Både privatpersoner og virksomheder kan få fradrag for donationer til Kræftens Bekæmpelse. Læs mere her
Kræftens Bekæmpelses pulje til lokale aktiviteter
Puljens formål er at fremme lokale frivillige aktiviteter. Puljen finansieres af overskuddet fra lokalforeninger med mere end 100.000 kr. i kassebeholdning ved årets afslutning.
Puljen kan søges af
- Lokalforeningsbestyrelser
- Registrerede frivilliggrupper i Kræftens Bekæmpelse (fx grupper af frivillige som arbejder for kræftsagen, og som Kræftens Bekæmpelse har kendskab til/registreret)
- Områdekontorerne i Kræftens Bekæmpelse
Der kan søges midler til både udvikling og videreudvikling af aktiviteter, og der stilles ikke krav om medfinansiering.
Hvad kan man søge støtte til?
Der kan gives tilskud til projekter og aktiviteter indenfor bl.a. disse områder: Oplysning, forebyggelse og patient- og pårørendestøtte.
Aktiviteten skal:
- Fremme kræftsagen lokalt og styrke den lokale frivillige indsats
- Være i overensstemmelse med Kræftens Bekæmpelses overordnede mål og strategi, faglige normer og standarder.
Projekter og aktiviteter skal bygge på lokalt engagement, og projekter kan f.eks. etableres i samarbejde med andre foreninger, der betaler en andel af udgifterne. Projekter kan også etableres i samarbejde med en kommune, som bidrager til aktiviteten med medarbejderressourcer eller finansiering i projektperioden. Der stilles dog ikke krav om medfinansiering til projektet.
Hvor meget kan vi søge?
Der kan som udgangspunkt søges op til 30.000 kr.
Hvornår og hvordan kan puljen søges?
Der kan ansøges hele året ved at udfylde og indsende ansøgningsskemaet.
Krav til aktivitet
Midlerne skal anvendes til tidsbegrænsede enkeltaktiviteter, der ikke må medføre et driftsansvar, medmindre andet er aftalt på forhånd med frivilligchefen hos Kræftens Bekæmpelse.
Der må ikke indgås lejemål eller foretages ansættelser.
Der kan ikke ydes økonomisk støtte til enkeltpersoner, forskning og opgaver, der normalt varetages af det offentlige.
Svar på ansøgning
I får svar på jeres ansøgning senest en måned efter, den er modtaget. Vurderingen af jeres ansøgning træffes af frivilligchefen, som kan vælge at inddrage den regionale områdechef eller sagkyndige fra andre afdelinger i Kræftens Bekæmpelse i vurderingen.
Regnskab og afslutning af projektet
Når I får tilsagn til et projekt, vil I få overført det ansøgte beløb til det kontonummer, som I har oplyst.
Senest to måneder efter projektets afslutning skal der indsendes regnskab for projektet til Patientstøtte & Frivillig Indsats, frivillig@cancer.dk.
Hvis I har søgt og fået flere penge end I har anvendt fra ”Pulje til lokale aktiviteter”, skal de overskydende midler tilbageføres til Kræftens Bekæmpelse. Overførsel skal ske til Danske Bank reg.nr. 3001 bankkonto 4180-021787. Oplyst venligst reference "53400100/1014 og navn på lokalforeningen".
Når I har modtaget midler fra puljen, opfordres I til at dele erfaringer fra projektet, f.eks. ved interview til artikler på frivillig.dk.
Basismidler
Økonomisk trængte lokalforeninger kan årligt få overført basismidler på op til 15.000 kr. Midlerne overføres, når lokalforeningen selv vurderer at have behov for midlerne. Ordningen er især tiltænkt nystartede lokalforeninger og lokalforeninger med en lav kassebeholdning.
Basismidlerne kan anvendes til:
- Driftsudgifter i forbindelse med lokalforeningsbestyrelsens arbejde
- Opgaver, der knytter sig til de politiske indsatser vedtaget af repræsentantskabet
Tilskud fra Stafet For Livet
10 pct. af overskuddet fra en lokal stafet skal overføres til lokalforeningen. Der kan normalt maksimalt overføres 50.000 kr. Tilskuddet kan bruges til:
- Oplysning om kræft, det at have kræft og formidling af viden til borgere om kræft
- Lokale forebyggelsesaktiviteter
- Lokale tilbud for kræftpatienter, pårørende og efterladte, f.eks. cafétilbud eller mindfulness
- Infrastruktur/materialer, der understøtter lokalforeningens aktiviteter og samarbejdsprojekter
Lokalforeningen må ikke yde økonomisk støtte til enkeltpersoner, til forskning eller til opgaver, der normalt varetages af det offentlige. Lokalforeningen må ikke ansætte personale. Indgåelse af lejemål kan ske efter aftale med områdekontoret (vedtægter §6 stk.12).
Kræftens Bekæmpelse yder ikke:
- Støtte til bygninger eller til indretning af behandlingsfaciliteter
- Støtte til indkøb af udstyr og instrumenter til anvendelse til behandling
- Støtte til driftsudgifter som husleje og administrative udgifter
- Tilskud til etablering eller drift af hospices
- Tilskud til evaluering og forskning i forbindelse med hospices
- Tilskud til almindelig efteruddannelse eller kursusvirksomhed, da dette opfattes som en kommunal opgave. Der kan dog dispenseres herfor, hvis en vis uddannelse er påkrævet i et forskningsprojekt. Endvidere findes der en mindre pulje til højt specialiseret, kræftrelateret efteruddannelse for speciallæger
Moms
Lokalforeningerne er selvstændige foreninger og er omfattet af momslovens generelle fritagelsesbestemmelser (§ 13, stk. 1 nr. 21). Det bevirker, at lokalforeningen er fritaget for salgsmoms og ikke kan fratrække købsmoms. Der skal altså ikke betales moms i forbindelse med aktiviteter i lokalforeningerne i al almindelighed – under forudsætning af, at aktiviteterne ikke kan fremkalde konkurrenceforvridning.
Honorar
Der kan gives honorar til for eksempel foredragsholdere eller fagpersoner der yder en frivillig indsats. Sidstnævnte kan for eksempel være en fysioterapeut der underviser kræftpatienter i gymnastik, og modtager honorar til administrative og praktiske udgifter (men ikke løn).
Den frivillige arrangør indgår skriftlig aftale med honorarmodtager. Husk at få oplyst navn, adresse og cvr.nr. Den skriftlige aftale vedlægges som bilag til regnskabet.
Frivillige arrangører udbetaler honoraret, som modtageren skal betale B-skat af. Frivillige arrangører udfylder dette skema, som sendes til regnskabsservice@cancer.dk, som efterfølgende indberetter til Skat. B-honorar er momsfrit.
Kræftens Bekæmpelses medarbejdere må ikke modtage honorar, men gerne en mindre gave som for eksempel chokolade.