Møder for lokalforeningerne
Her kan du læse om hvilke faste møder lokalforeninger kan deltage i regionalt og landsdækkende i løbet af året.
Frivilligtræf
Frivilligtræf har til formål at styrke sammenhængen og kvaliteten for indsatser og samarbejde mellem lokalforeninger og Stafet for livet. Mødet holdes 1 gang om året.
Repræsentantskabsmøde
Hvert år afholdes ordinært repræsentantskabsmøde inden udgangen af maj måned. På repræsentantskabsmødet mødes frivillige fra lokalforeninger og regionsudvalg og foreningens hovedbestyrelse. De skal bl.a. tage stilling til beretningen fra det foregående år samt foreningens indsatsområder det kommende år. Repræsentantskabets deltagere er:
- Delegerede for lokalforeningerne. Hver lokalforening har ret til at sende to delegerede, der udpeges af lokalforeningens bestyrelse. For hver 1.000 medlemmer i kommunen kan en lokalforening udpege yderligere én delegeret
- To delegerede fra hvert regionsudvalg
- Medlemmerne af repræsentantskabets præsidium
- Hovedbestyrelsens medlemmer.
Repræsentantskabsmødet afholdes over to dage med betalt overnatning, forplejning og transport.
Læs mere om repræsentantskabsmødet her
Lokalt fællesmøde
Mødet afholdes kort tid efter repræsentantskabsmødet i hver region. Formålet med mødet er at følge op på repræsentantskabsmødet og at skabe dialog mellem Kræftens Bekæmpelses formand og direktør samt lokalforeningerne om de politiske indsatser og aktuelle temaer. I forbindelse med mødet er der valg til regionsudvalget.
Politisk dialogmøde
Det politiske dialogmøde afholdes i hver region som et led i den demokratiske proces med at vælge de politiske indsatser for lokalforeninger og regionsudvalg for det kommende år. Deltagerne har mulighed for at kommentere det forslag til politiske indsatser, der vedtages på repræsentantskabsmødet. Ud over lokalforeningerne deltager repræsentanter for regionsudvalget og hovedbestyrelses-medlemmer med bopæl i den pågældende region.