Den lokale soluge
I Den lokale soluge besøger frivillige børnehaver landet over. Her lærer børnene, igennem leg og aktiviteter, om solbeskyttelse. Samtidig opfordres institutionerne til at indføre en politik for, hvordan de vil beskytte børnene i solen.
Praktisk information
Den lokale soluge afvikles hvert år i maj. Børnene lærer om solens stråler, bl.a. ved hjælp af de populære uv-armbånd, der er lavet af uv-følsomme perler, der skifter farve, når der er uv-stråling i luften.
Formålet med Den lokale soluge er:
At opfordre børnehaven til at indføre en solpolitik
At informere institutionens personale om, hvordan de beskytter børnene i solen
At fortælle børnene om, hvordan de kan være ven med solen hele livet
Det er en god idé at vedtage en solpolitik. På den måde er institutionerne med til at forebygge kræft i huden og give børn og unge sunde solvaner. Fornuftig soladfærd forebygger nemlig kræft i huden.
Hvorfor vedtage en solpoltik?
1 ud af 4 danskere vil udvikle kræft i løbet af deres levetid (inden det 80. år). Lige nu lever knap 250.000 danskere med sygdommen. Kræft i huden er således den hyppigste kræftform i Danmark.
De mange tilfælde af kræft i huden i Danmark skyldes, at danskerne gennem mange år ikke har beskyttet sig godt nok i solen.
Jo flere solskoldninger jo større risiko
Jo tidligere børn og unge udsættes for megen uv-stråling og får solskoldninger fra solen eller solarier, jo større er deres risiko for at udvikle kræft i huden senere i livet.
Undgå solskoldninger
Det handler med andre ord om at undgå solskoldninger og for høje doser af uv-stråling. Vedtager en institution en solpoltik, kan de aktivt være med til at forebygge solskoldninger og på længere sigt kræft i huden hos børn og unge.
Vi opfordrer til, at du læser vores Soltemakatalog, som du finder i gruppens dokumenter under fanen 'Praktisk information', hvor du også finder en række andre dokumenter og vejledninger. Kataloget giver svar på de mest almindelige spørgsmål omkring Den lokale soluge.
Derudover kan du læse mere om Solkampagnen på www.cancer.dk/solkampagnen
Det er vigtigt at beskytte børn i solen. Jo flere solskoldninger vi får i barndommen, des større er risikoen for at udvikle kræft i huden senere i livet
Solbeskyttelse er særlig vigtig for børn
Børn skal ikke undgå solen. Men det er vigtigt, at I sørger for, at de bliver beskyttet i solen, når uv-indekset er 3 eller mere. Derved undgår de solskoldninger og på længere sigt risiko for kræft i huden.
Mellem kl. 12 og 15
Solkampagnen opfordrer ikke til, at børn skal være inde mellem 12 og 15 – de skal blot være beskyttede i solen, når det er nødvendigt.
Er I ude i tidsrummet, skal børnene være i skygge, eller være beskyttet af tøj, der dækker til knæ og albuer. Derudover skal de bruge solhat og solcreme, hvor tøjet ikke dækker.
Solkampagnen anbefaler, at I bruger svanemærket solcreme.
Uv-indekset – hjælp til sikker solbeskyttelse
Den største koncentration af den skadelige uv-stråling falder mellem 12 og 15. Uv-indekset er en god hjælp til at finde ud af, hvornår I skal beskytte børnene.
Er uv-indekset 3 eller derover, er det tid til solbeskyttelse. Vi har udviklet en gratis uv-app som kan downloades i App Store eller Google Play, app'en vil sende en notifikation når uv-indekset er 3 eller mere. Det er også muligt at tilmelde sig vores uv-mail på hjemmesiden.
D-vitamin og sol
Sollys er vigtig, ikke mindst pga. vores behov for D-vitamin. Solkampagnen anbefaler derfor, at vi skruer ned, men ikke slukker, for solen.
De fleste børn og voksne får tilstrækkelig D-vitamin fra solen, når vi i hverdagen opholder os udendørs med solbeskyttelse midt på dagen, når uv-indekset er højt.
Kroppen regulerer selv dannelsen af D-vitamin
D-vitamin opbygges i løbet af ganske få min. midt på dagen eller over lidt længere tid udenfor middagstimerne. Lageret af D-vitamin kan kroppen tære på om vinteren, hvor vi ikke kan få D-vitamin fra solen.
Huden stopper med at danne D-vitamin, når der er dannet nok.
Der er derfor ikke vundet noget ved at være længe i solen – kort tid flere gange om ugen er bedst.
Selv med solbeskyttelse som f.eks. solcreme, eller hvis man opholder sig i skyggen, danner huden D-vitamin.
Vi har lavet tre muligheder for pakkebestillinger, så det (næsten) uanset hvad, burde være muligt at få bragt gode solvaner ud og på dagsordenen rundt omkring i landets børnehaver.
Pakker via frivillig.dk
Som frivillig kan man bestille Soltemapakker her på frivillig.dk - under materialebestilling, og enten selv tage ud og afholde Soltema arrangement eller man kan bestille en pakke på vegne af en institution, der så selv afholder Soltema.
Pakker til institutioner via webshop
Institutionerne får også mulighed for selv at bestille en pakke via KB's webshop og selv afholde Soltmea. Åbningen for bestillinger via webshoppen bliver 1,5-2 måneder senere end her på frivillig.dk - så I stadig har mulighed for at tage kontakt og lave aftaler.
Kontakt de lokale institutioner
Men det er stadig helt essentielt, at institutionerne gøres opmærksomme på Den lokale soluge og det er her man som frivillig på Den lokale soluge også kan være med til at gøre en kæmpe forskel - så tag fat i jeres lokale instituioner og spred budskabet.
I finder vejledninger til at tage kontakt her i gruppen.
Overvejer du at blive frivillig for Solkampagnen?
Dokumenter fra Solkampagnen
Guides og vejledninger
Den lokale soluge 2025
Følgende dokumenter kan du finde her:
Den lokale soluge 2025 (kommer snart)
Hent
Hent
Hent