Hvis kræften er vendt tilbage
Det kan være svært at forholde sig til, at man har fået tilbagefald af kræftsygdommen, men er det tilfældet, er der flere muligheder for behandling.
Kræften er vendt tilbage - hvad nu?
Risikoen for, at kræft i galdeblæren eller galdegangene vender tilbage, afhænger af sygdommens stadium før behandling, og hvilken behandling du tidligere har fået.
Tilbagefald af en kræftsygdom betyder, at sygdommen er vendt tilbage igen, efter man har været fri for kræft. Det kaldes også recidiv. Man kan få lokalt tilbagefald og/eller tilbagefald med spredning.
Lokalt tilbagefald
Det kaldes lokalt tilbagefald, hvis kræften vender tilbage til den del af kroppen, hvor kræften først opstod.
Tilbagefald med spredning
Kræft kan også vende tilbage i form af spredning af sygdommen. Kræften kan være vokset ind i lymfebanen og derfor have spredt sig til lymfeknuderne eller være vokset ind i blodbanen og via blodet være spredt til andre organer i kroppen.
Det kaldes metastaser, når kræftceller fra en kræftknude spreder sig med blodet eller lymfen og danner nye kræftknuder andre steder i kroppen.
En metastase består af samme type kræftceller, som den oprindelige kræftknude bestod af. Det vil sige, at f.eks. brystkræft, der har spredt sig til knoglerne, består af brystkræftceller.
Hvis kræft i galdeblæren og galdegangene spreder sig, sker det oftest til leveren og bugspytkirtlen i bughulen.
Behandling af metastaser
Hvis en kræftsygdom spreder sig til andre steder i kroppen, kaldes det metastaser. Metastaser består af samme slags kræftceller som den oprindelige kræftform, hvilket har betydning for behandlingen. Læs om behandling af metastaser her:
Der findes flere og gode muligheder for behandling af smerter:
Hvis kræften ikke forsvinder
Selvom der er muligheder for behandling, kan det være, at man skal indstille sig på at leve med en kræftsygdom, der måske ikke kan helbredes.
Ingen kan forudsige, hvordan netop dit forløb bliver. Men lægerne kan på baggrund af viden, statistik og deres erfaring sige noget om, hvad du kan forvente.