Opfølgning efter kræft i galdeblære og galdegange
Efter endt behandling vil du blive tilbudt at møde til opfølgning på hospitalet. Ved opfølgningsbesøgene taler du med lægen om eventuelle symptomer og bliver undersøgt for, om der er tegn på, at sygdommen er vendt tilbage.
Afhængig af den behandling, du har fået, går du til opfølgning hver 3. eller hver 6. måned. Hvis du er blevet opereret, går du til kontrol i to år.
Hvor foregår opfølgningsmøderne?
Hvis du er blevet opereret for kræft i galdeblæren og galdevejene, går du til opfølgning på den kirurgiske afdeling, hvor du blev opereret.
Hvis du har fået kemoterapi, bliver du tilbudt opfølgning på onkologisk afdeling.
Hvad sker der ved opfølgningsmøderne?
Ved opfølgningsmøderne taler du med lægen om eventuelle gener eller symptomer og bliver undersøgt for, om der er tegn på, at sygdommen er vendt tilbage.
Lægen vil ofte foretage en almen undersøgelse, og i nogle tilfælde får du foretaget en CT- scanning og får taget blodprøver.
Gør opmærksom på symptomer eller gener
Det er vigtigt, at du gør lægen opmærksom på nye symptomer, gener eller ændringer, så lægen om muligt kan tilbyde supplerende undersøgelser og evt. behandling eller lindring.
Spørgsmål til lægen
Opfølgningsbesøgene er en god anledning til, at du tager dine spørgsmål, bekymringer og problemer op. Det er en god ide at skrive dine spørgsmål ned i forvejen, og du kan også tage en pårørende med til samtalen.
Hvis du har problemer efter afsluttet behandling, kan du få gode råd om f.eks. kost, livsstil eller hjælpemidler, og du kan blive henvist til andre fagpersoner, der kan hjælpe.
Vurdering af behandling
Ved opfølgningsbesøgene har lægen også mulighed for at sikre sig, at behandlingsforløbet har været tilfredsstillende. Hvis du har fået en ny type behandling (forsøgsbehandling), er det ligeledes vigtigt for lægen at notere sig, om alt er forløbet som planlagt, eller om behandlingen kræver ændringer.
Bekymring for tilbagefald
Det er helt normalt at være bekymret for tilbagefald efter endt behandling, også selvom blodprøverne og andre undersøgelser ser fine ud.
Bekymringen kan påvirke din hverdag – måske får du svært ved at sove eller får problemer med at huske og koncentrere dig.
Det kan være en hjælp at tale med sygehusafdelingen, din egen læge eller en psykolog. Du kan også få hjælp af Kræftens Bekæmpelse. Vi tilbyder gratis rådgivning, hvor du enten kan møde op i en af vores kræftrådgivninger eller ringe og tale med en rådgiver på Kræftlinjen. Læs mere:
Brug Kræftrådgivningen nær dig
Har du spørgsmål eller brug for at tale med nogen? Rundt om i hele landet har vi kræftrådgivninger, hvor du kan få en samtale med en rådgiver. Du kan også deltage i kurser og fysiske og kreative aktiviteter sammen med andre, der er berørt af kræft.
Find en rådgivning nær digSkriv med andre på cancerforum
Cancerforum er et online forum, hvor du kan stille spørgsmål og skrive sammen med andre, der er berørt af kræft. Del dine tanker og erfaringer med andre patienter og pårørende.
cancerforum.dk