Om galdeblæren og galdegangene
Galdeblæren et er lille organ, der sidder lige under leveren. Galdeblæren opsamler og opbevarer galde fra leveren, og leder det videre til tolvfingertarmen, hvor det er med til at nedbryde fedtet fra maden, så det kan optages i kroppen.
Galdeblæren er et lille pæreformet organ, som er ca. 10 cm langt og 3 cm bredt. Den ligger under leveren i højre side af kroppen. På billedet herunder ses galdeblæren med galdegangene.
Galdeblæren leder galde fra leveren til tolvfingertarmen
Galdegangene sørger for at lede galden fra leveren over i galdeblæren og derfra til tolvfingertarmen. På billedet ovenfor kan man se, at de to større galdegange fra leveren samles til én stor galdegang, der mødes med galdegangen fra galdeblæren. Sammen bliver de to galdegange til én stor, som leder galden videre over i tolvfingertarmen.
Galde nedbryder fedtstof fra maden
Når man har spist et større fedtholdigt måltid, trækker galdeblæren sig sammen, og galden tømmes på den måde ud i tolvfingertarmen. Her er galden med til at nedbryde fedtet i maden, så den kan optages fra tyndtarmen.
Selvom galdeblæren bliver fjernet, kan galden godt løbe fra leveren til tarmsystemet.
Inddeling af kræft i galdegangene
Kræft i galdegangene kaldes også ’kolangiokarcinom’ og kan opstå flere steder:
- Cirka 20 pct. opstår inde i leveren (figur 1)
- Cirka 25 pct. opstår uden for leveren i den store galdegang (ductus choledochus) (figur 2)
- Cirka 50 pct. sidder i galdegangen, hvor galdegangene samles uden for leveren (ductus hepaticus communis), ved den øverste del af den store galdegang (figur 3)
- Cirka 5 pct. opstår flere steder i galdegangene