Undersøgelser ved kræft i galdeblære og galdegange

Scanning for kræft i galdegange eller galdeblæren

Hvis der er mistanke om kræft i galdegange eller galdeblæren, vil man ofte først få foretaget en CT-, MR- eller en EUS-scanning – og ofte også flere af de ovennævnte undersøgelser

CT-scanning

CT-scanning er en røntgenundersøgelse, der giver detaljerede billeder af kroppens indre organer. Lægen fotograferer en række tværsnitsbilleder i forskellige positioner. Billederne beregnes derefter ved hjælp af en computer og vises på en skærm.

Ved en CT-scanning vil lægen ofte kunne se, om der er kræft i galdegange eller galdeblæren. Billederne vil også kunne vise, om kræften er vokset ind i de omkringliggende organer. En CT-scanning kan også vise blodkarrene, så lægen kan se, om kræften er vokset ind i dem.

Du må ikke spise eller drikke i fire timer før CT-scanningen. Før undersøgelsen skal du drikke et kontraststof, så galdegangene eller galdeblæren kan ses på røntgenbillederne. Under scanningen får du lidt mere kontraststof direkte i en blodåre på armen eller hånden.

En CT-scanning gør ikke ondt. Den tager omkring 10-30 minutter. Læs mere om CT-scanning generelt:

CT-scanning

MR-scanning

For at vurdere om kræft i galdegange eller galdeblæren kan fjernes ved en operation, kan lægen foretage en MR-scanning.

MR-scanningen kan vise, om kræften er vokset ind i det omkringliggende væv og blodkarrene.

I MR-scanneren ligger man i et kraftigt magnetfelt. Der sendes almindelige radiobølger mod det område af kroppen, som skal undersøges, og ekkoet registreres. En computer omdanner signalet til et præcist og detaljeret billede af kroppens indre.

En MR-scanning gør ikke ondt og tager omkring 30 minutter. Læs mere:

MR-scanning

EUS – Endoskopisk ultralydsscanning

Undersøgelsen foregår ved, at lægen fører en lang, tynd, bøjelig kikkert gennem munden ned til tolvfingertarmen og bugspytkirtlen. For enden af kikkerten sidder der et lille ultralydsapparat (ekkolod), som kan undersøge galdeblæren og galdegangene. Ved undersøgelsen kan lægen også tage små vævsprøver.

Ved en endoskopisk ultralydsscanning er det muligt se, hvor dybt kræftknuden er vokset, og om den har spredt sig til omgivelserne. Læs mere:

Endoskopisk ultralydsundersøgelse (EUS)

ERCP – Endoskopisk retrograd cholangio-pancreaticografi

ERCP er en kombineret kikkert- og røntgenundersøgelse af galdegange og udførselsgange fra bugspytkirtlen.

Før undersøgelsen skal maven være helt tom, så man må ikke spise eller drikke i 6 timer før. For bedre at kunne slappe af får man beroligende medicin og lokalbedøvende spray i svælget. Man får ofte antibiotika før en ERCP for at forebygge infektioner.

Ved ERCP-undersøgelsen får man ført en tynd, bøjelig kikkert gennem munden og ned til tolvfingertarmen. Derefter sprøjter lægen et kontraststof ind i den store galdegang, der kommer fra leveren.

Lægen kan også tage vævsprøver, fjerne galdesten og placere dræn i galdevejene ved denne undersøgelse.

ERCP-undersøgelsen foregår ambulant og varer omkring 30 minutter.

PTC - Perkutan transhepatisk kolangiografi

Ved planlægningen af operation vil lægen nogle gange have brug for at supplere ERCP-undersøgelsen med en nærmere undersøgelse af galdevejene med en metode kaldet PTC.

PTC er en røntgenundersøgelse af galdevejene, hvor man får sprøjtet kontraststof direkte ind i en galdegang i leveren. Undersøgelsen foregår som regel i fuld bedøvelse. Man får ofte antibiotika før en PTC for at forebygge infektioner.

Efter man har fået lokalbedøvelse i huden på højre side af maveskindet, fører lægen en tynd plastikslange gennem huden og ind i leverens galdegange. Lægen sprøjter kontraststof ind gennem slangen og kan derefter se på røntgenbillederne, om knuden presser på galdegangene.

Man er som regel indlagt en enkelt dag, når man skal have foretaget en PTC-undersøgelse.

Lægen kan også ved en PTC indsætte en stent i forsnævrede galdeveje.

Blodprøve

En blodprøve kan vise, om der er galdefarvestof ophobet i blodet. Ophobet galdefarvestof i blodet tyder på, at galden ikke udskilles. Ved hjælp af en blodprøve kan lægen også få et indtryk af, om leveren fungerer normalt. Læs mere:

Blodprøver

Kikkertoperation (laparoskopi)

Nogle gange kan lægen undersøge maven (bughulen) med en kikkert ved en såkaldt laparoskopi. Det er en mindre operation, der foregår ved hjælp af en tynd kikkert med et kamera for enden. Kikkertoperationen bliver foretaget gennem et lille snit på forsiden af maven. Lægen kan også tage vævsprøver under operationen.

Ved kikkertoperationen kan lægen samtidig foretage en laparoskopisk ultralydsscanning (LUS). På denne måde kan lægen f.eks. kigge ind i leveren og tage vævsprøver.

Ved en laparoskopi får man pustet gas (kultveilte) ind i bughulen, for at lægen bedre kan se. Gassen kan medføre luft og spændinger i maven.

Man kan eventuelt også få skuldersmerter, der kan vare i nogle dage. Ubehaget kan lettes ved, at man bevæger sig, så gassen slipper ud.

Man kan blive opereret for galdesten eller betændelse i galdeblæren ved hjælp af en kikkertoperation (laparoskopi). I forbindelse med kikkertoperationen er man indlagt en enkelt dag.

Indvendig kikkertundersøgelse af galdevejene (koledokoskopi)

I udvalgte tilfælde vil lægen i forbindelse med ERCP eller operation foretage indvendig kikkertundersøgelse af galdevejene. Denne metode hjælper til at vurdere omfanget af kræftknuden, og det er også muligt at få taget prøver fra indersiden af galdevejene ved undersøgelsen.

Undersøgelsesoperation (laparotomi)

Hvis det ikke er muligt at stille diagnosen kræft i galdeblæren eller galdegange ved hjælp af de ovennævnte undersøgelser, kan man få foretaget en laparotomi.

En laparotomi er en operation, hvor lægen undersøger galdeblæren, galdegangene, lever og omkringliggende væv. Lægen kan også ultralydsscanne og tage vævsprøver under operationen.

Hvis der bliver fundet kræft ved en laparotomi, og der ikke er tegn på spredning, kan lægen måske fjerne kræftknuden med det samme.

På baggrund af alle undersøgelserne opnår lægen viden om din diagnose og sygdomsstadie. Dette er vigtig for, at du kan få tilbudt den bedst mulige behandling.