Hvis kræften er vendt tilbage
Det kan være svært at forholde sig til et tilbagefald af kræftsygdommen, men hvis det er tilfældet, er der flere muligheder for behandling.
Ved tilbagefald af GIST
Sarkomer – herunder GIST – kan vende tilbage. Risikoen for, at sygdommen vender tilbage, afhænger af sygdommens stadium før behandling, og hvilken behandling du har fået. Det er overvældende at få besked om, at kræften er kommet igen, men er det tilfældet, er der nye muligheder for behandling.
Kræften kan komme igen i det område, hvor knuden først sad, eller den kan sprede sig til andre dele af kroppen.
Hvis GIST spreder sig, sker det oftest til leveren eller bughinden og kun sjældent til lymfeknuder eller uden for bughulen.
Hos mellem 10-25 pct. har GIST allerede spredt sig, når sygdommen bliver opdaget.
Overlevelsen efter tilbagefald af sarkomer er forbedret de seneste år.
Behandling af tilbagefald
Hvis du får tilbagefald af sygdommen, vil lægerne på sarkomcentret vurdere om operation er mulig og nødvendig. Du vil under alle omstændigheder blive tilbudt medicinsk behandling, hvis lægerne vurderer, at du kan tåle det.
Lindring af smerter
Hvis du har smerter eller kvalme, kan du få medicin, der lindrer disse symptomer. Lindrende behandling er generelt rettet mod de organer, hvorfra generne stammer.
Læs mere om muligheder for lindring af smerter:
Behandling af metastaser
Ved GIST ser man oftest spredning til leveren. Læs om behandling af metastaser - altså kræft, der har spredt sig til andre dele af kroppen:
Hvis kræften ikke forsvinder
Selvom der er muligheder for behandling, kan det være, at du skal indstille dig på at leve med en kræftsygdom, der måske ikke kan helbredes. Ingen kan forudsige, hvordan netop dit forløb bliver.
Men lægerne kan på baggrund af viden, statistik og deres erfaring sige noget om, hvad du kan forvente. Læs mere her: