Opfølgning efter GIST
Når du har afsluttet din behandling, bliver du tilbudt at møde til opfølgning på et af landets to sarkomcentre. Opfølgningsbesøgene foregår ambulant, det vil sige, at du ikke er indlagt.
Alle GIST-patienter bliver tilbudt opfølgning på et af landets sarkomcentre hver 3. til 4. måned de første tre år, efter behandlingen er afsluttet.
Herefter foregår opfølgningsbesøgene en gang hvert halve år. Besøgene forgår enten på den kirurgiske afdeling, hvor du er blevet opereret eller på kræftafdelingen.
Hvis du får efterbehandling med imatininb, bliver du oftest fulgt på kræftafdelingen, mens denne behandling står på.
Hvad sker der ved opfølgningsbesøgene?
Ved et opfølgningsbesøg taler du med lægen om eventuelle symptomer og bliver undersøgt for, om der er tegn på, at sygdommen er vendt tilbage.
Det er vigtigt, at du gør lægen opmærksom på nye symptomer, gener eller ændringer, så lægen om muligt kan tilbyde behandling eller lindring.
Undersøgelser ved opfølgningsbesøg
Ved opfølgningen bliver du undersøgt af lægen. For at lægen kan følge behandlingens effekt, får du hver 3. måned foretaget en CT- eller MR-scanning. PET/CT-scanning kan i nogle tilfælde også give værdifulde oplysninger om sygdommens udvikling.
Spørgsmål til lægen
Opfølgningsbesøgene er en god anledning til, at du tager dine spørgsmål, bekymringer og problemer op med lægen. Det kan f.eks. være symptomer, som skyldes gener opstået efter behandlingen, som lægen kan søge at behandle og lindre. Det kan være en god idé at skrive dine spørgsmål ned i forvejen.
Gode råd om kost, livsstil og hjælpemidler
Hvis du har problemer efter afsluttet behandling, kan lægen også give gode råd om f.eks. kost, livsstil eller hjælpemidler, eller du kan blive henvist til andre fagpersoner, der kan hjælpe.
Vurdering af behandling
Ved opfølgningsbesøgene har lægen også mulighed for at sikre sig, at behandlingsforløbet har været tilfredsstillende. Hvis du har fået en ny type behandling (forsøgsbehandling), er det ligeledes vigtigt for lægen at notere sig, om alt er forløbet som planlagt, eller om behandlingen kræver ændringer.
Bekymring for tilbagefald
Det er helt normalt at være bekymret for tilbagefald efter endt behandling, også selvom blodprøverne og andre undersøgelser ser fine ud.
Bekymringen kan påvirke din hverdag – måske får du svært ved at sove eller får problemer med at huske og koncentrere dig.
Det kan være en hjælp at tale med sygehusafdelingen, din egen læge eller en psykolog. Du kan også få hjælp af Kræftens Bekæmpelse. Vi tilbyder gratis rådgivning, hvor du enten kan møde op i en af vores kræftrådgivninger eller ringe og tale med en rådgiver på Kræftlinjen. Læs mere:
Brug Kræftrådgivningen nær dig
Har du spørgsmål eller brug for at tale med nogen? Rundt om i hele landet har vi kræftrådgivninger, hvor du kan få en samtale med en rådgiver. Du kan også deltage i kurser og fysiske og kreative aktiviteter sammen med andre, der er berørt af kræft.
Find en rådgivning nær digSkriv med andre på cancerforum
Cancerforum er et online forum, hvor du kan stille spørgsmål og skrive sammen med andre, der er berørt af kræft. Del dine tanker og erfaringer med andre patienter og pårørende.
cancerforum.dk