Gode råd ved mundtørhed og synkebesvær
Mundtørhed er en af de mest almindelige bivirkninger ved mange typer kræftbehandlinger og medicin. Det kan være meget generende og bl.a. gøre det svært at tale og spise. Få gode råd til, hvordan du kan stimulere spytdannelsen, og hvad du kan spise, hvis du har svært ved at synke.
Årsager til mundtørhed
Hvis spytkirtlerne bliver skadet, producerer de ikke spyt i samme mængde som før, og dermed bliver slimhinderne i munden og halsen tørre. Medicin og anden behandling kan også påvirke slimhinderne.
Mundtørhed kan skyldes flere ting:
- Kemoterapi
- Strålebehandling, der påvirker spytkirtlerne (ved kræft i hoved-halsområdet)
- Smertestillende medicin (f.eks. morfin og morfinlignende stoffer), antihormoner, antidepressiv medicin og vanddrivende medicin
- Appetitløshed: Når du spiser mindre, tygger du også mindre. Dermed bliver spytdannelsen ikke stimuleret, og mundtørheden forværres
- Ilt-behandling eller hvis du kun kan trække vejret gennem munden
- Væskemangel
Hvor længe varer mundtørhed?
Det er forskelligt fra person til person, hvor store gener du oplever – og hvor længe. Det afhænger af din sygdom og hvilken behandling, du har fået.
Mundtørhed, der er opstået som følge af en behandling, vil oftest forsvinde nogle måneder efter, at behandlingen er afsluttet.
Andre gange kan mundtørheden vare ved. Det kan ske i de tilfælde, hvor problemet skyldes selve kræftsygdommen, eller hvis behandlingen har givet permanent nedsat spytfunktion. F.eks. hvis du har fået strålebehandling i det område, hvor spytkirtlerne sidder (hoved-halsområdet).
Mundtørhed kan give mange gener
Hvis spytmængden er meget lille, eller spyttet er meget sejt, kan det være svært at tale, tygge og synke. Du kan også opleve svie, tandproblemer, dårlig ånde, ubehagelig smag i munden og smagsforandringer.
Smagsforandringer
Mundtørhed kan ofte give smagsforandringer, så maden ikke længere smager, som den plejer. Det kan påvirke lysten til at spise, og du kan få svært ved at få mad nok.
Når du har kræft, har kroppen brug for næringsrig mad, og derfor er det vigtigt, at du kan spise og drikke. Følg linket herunder for at få gode råd til, hvad du kan gøre for at få maden til at smage bedre. Smagsforandringer kan opleves meget forskelligt fra person til person. Det, som virker for nogle, virker ikke nødvendigvis for andre. Det er derfor nødvendigt at prøve sig frem.
Sejt spyt
Nogle oplever også problemer med sejt spyt eller slim. Det vil sige, at der stadig produceres spyt, men at det har ændret karakter.
Sejt spyt eller slim er meget belastende. Spørg din læge til råds, så I sammen kan finde ud af, hvad der hjælper dig bedst. Du kan blandt andet blive behandlet med stoffet glycopyrron (medicinen forhandles under flere forskellige produktnavne).
Risiko for huller i tænderne
Mundtørhed giver øget risiko for huller i tænderne. Derfor er det vigtigt at være omhyggelig med tand- og mundhygiejne og gå til jævnlig kontrol hos tandlægen - mindst hver tredje måned. Læg sammen med din tandlæge en fast plan for dine tandlægebesøg.
Da risikoen for at få huller i tænderne er mangedoblet, kan du få recept på en tandpasta med ekstra meget flour hos din tandlæge. Det er muligt at få tilskud til denne tandpasta. Spørg din læge til råds.
Det kan du selv gøre
Det er en god idé at spise mad med blød og saftig konsistens. Det kan f.eks. være:
- Blendede supper (undlad eventuelle hakkede nødder og grøntsager på toppen)
- Forskellige slags grød
- Kartoffelmos og mos eller puré af grøntsager - gerne rørt med fedtstof, så den bliver ekstra blød
- Retter med hakket kød
- Retter med sovs
- Æggekage, omelet og gratin. Tilsæt eventuelt blendede grøntsager, hvis du vil undgå grove stykker fyld
- Pålægssalater som kyllinge- og rejesalat er gode ved mundtørhed (men vil ofte være for grove ved synkebesvær). Vælg mayonnaise salater i sandwich-udgaven, hvor kødet er hakket
- Desserter som budding, is, fromager og frugtgrød
Opskrifter uden fejlsynkning og synkestop
Center for Kræft og Sundhed København har udarbejdet en kogebog med synke- og tyggevenlige retter:
Synk Let – Mad til dig med synkebesvær
God idé at undgå sukker- og syreholdig mad og drikke
Mundtørhed kan ætse emaljen (syreskader) og give huller i tænderne. Hvis du drikker juice, saft og sodavand eller spiser noget sødt eller syreholdigt, bør du skylle munden i vand bagefter.
Undgå syrlige bolsjer
Du kan stimulere spytproduktionen ved at tygge sukkerfrit tyggegummi eller sutte på sukkerfrie pastiller og sugetabletter. Syrlige bolsjer kan ætse emaljen på tænderne, selvom de er sukkerfrie, for de indeholder syre.
Akupunktur og mundtørhed
Undersøgelser har vist, at akupunktur i et vist omfang kan mindske forskelligt ubehag som for eksempel mundtørhed. Læs mere om akupunktur her:
Tal med en diætist
Hvis du har svært ved at spise og eller har tabt dig, er det vigtigt at tale med din læge/sygeplejerske om, hvad du kan gøre. På nogle sygehuse er der tilknyttet en diætist, som kan hjælpe. I de fleste kommuner har du mulighed for at blive henvist til en klinisk diætist. Spørg din kommune eller praktiserende læge om mulighederne. På sundhed.dk kan du se, hvad din kommune kan tilbyde i eller efter et kræftforløb.
Få hjælp til at håndtere senfølgerne
Energiberigede mad- og drikkevarer
En del kræftpatienter kan opleve perioder, hvor sygdommen eller behandlingen gør det svært at spise og synke almindelig mad. De kan få behov for ernæringspræparater som erstatning for eller som supplement til den sædvanlige mad. Eksempler på ernæringspræparater er sondemad og færdigfremstillede protein- og energirige drikke. Du kan købe nogle af de energiberigede produkter i større supermarkeder, mens andre kræver recept og skal købes på apoteket eller hos et ernæringsfirma.
Tilskud fra den offentlige sygesikring til sondemad og visse andre ernæringspræparater
Hvis lægen ordinerer en Grøn Recept, får du tilskud til køb af produkterne. Det offentlige dækker 60 pct. af ernæringspræparatets pris. De resterende 40 pct. skal du selv betale. Det er en række bestemte præparater, der ydes tilskud til. Det er oftest lægen, der ordinerer Grøn Recept i forbindelse med sygdom og svækkelse.
Du kan godt købe ernæringsdrikke uden Grøn Recept, men du får så ikke tilskud.
Læs om din sygdom
Du kan læse om de enkelte kræftsygdomme og bivirkninger ved de specifikke behandlinger for sygdommen her: