Fedtsugning af lymfødem
Operation i form af fedtsugning kan komme på tale, hvis lymfødemet er stort, hvor ødemet er 10-20 procent større i forhold til din normale arm eller ben, eller hvis den komplette fysioterapeutiske behandling ikke er tilstrækkelig, og patienten ønsker yderligere reduktion.
Ophobning og nydannelse af fedt starter tidligt efter de første tegn på lymfødem. Dette medfører, at komplet fysioterapeutisk behandling eller operation på lymfekarrene ikke kan mindske lymfødemet.
Det er en plastikkirurgisk specialistopgave at udvælge, hvem der kan få udbytte af kirurgisk behandling med fedtsugning. På arme er hævelsen som regel på 1-2 liter og på ben er hævelsen typisk omkring 4 liter, men selv patienter med lymfødem på 8,5 liter er blevet opereret.
På plastikkirurgisk afdeling i Malmø og plastikkirurgisk afdeling på Odense Universitetshospital udføres denne fedtsugningsteknik af det fortykkede væv i underhuden, hvor det overflødige fedt fjernes. Fedtsugning ændrer ikke på selve lymfødemet.
Efter operation er det stadig nødvendigt konstant at bruge kompressionsstrømpe døgnet rundt. Det gælder som regel resten af livet for at forhindre tilbagefald.
Opfølgning efter 25 år af opererede arme og efter 20 år af opererede ben har ikke vist tegn på gendannelsen af ødem, hvis patienten anvender kompressionsstrømpe døgnet rundt.
Fedtsugning har vist gode resultater ved kronisk lymfødem af arme og ben
Fedtsugning (liposuction) har givet lovende resultater ved lymfødem af armen i forbindelse med brystkræft og ved lymfødem af benet. Udover at reducere hævelsen giver fedtsugningen smertefrihed, lethed og øget bevægelighed.
Fedtsugningen foregår i fuld bedøvelse
I forbindelse med fedtsugning af lymfødem er man typisk indlagt 4-5 dage. Som regel får man foretaget fedtsugningen i fuld bedøvelse. Kompressionsstrømper bestilles med det normale arm/ben, som skabelon to uger før operationen.
Gennem flere små huller suger lægen det nydannede fedtvæv ud. Hullerne er så små, at de ikke behøver at blive syet.
Det er normalt med lidt ømhed efter operationen. Det forsvinder som regel efter en til to uger. Huden kan have nedsat følesans efter operationen, men dette forsvinder som regel efter nogle uger til måneder