Motion og træning ved lymfødem
Hvis du kan, er det en fordel at bevare dit normale aktivitetsniveau i hverdagen trods lymfødemet. Forskning tyder på, at motion og træning hverken udløser eller forværrer lymfødem i armen.
Ved at leve et aktivt liv med gode motionsvaner, kan man forsøge at opnå samme bevægelighed og kraft som før operationen. Husk, at mange dagligdags gøremål også kan gøre det ud for fysisk aktivitet.
Desuden øger fysisk træning din muskelstyrke, kondition, bevægelighed og dit almene velbefindende.
Overvægt belaster lymfesystemet og forværrer symptomerne på lymfødem
Hvis du er overvægtig, bør du bestræbe dig på at tabe dig til din BMI er mindre end 25. Er dit BMI over 30, bør du søge hjælp til at få lagt en diæt. Du kan rådføre dig med din læge eller en diætist om en slankekur.
Træning under kemoterapi øger ikke risiko for lymfødem
To studier har vist, at kvinder med brystkræft, som trænede mens de fik kemoterapi, ingen øget risiko havde for at udvikle lymfødem.
Træning efter behandling for brystkræft øger ikke risiko for lymfødem
Ny forskning tyder på, at træning af overkroppen (aerobic og/eller styrketræning), hverken medvirker til at udløse lymfødem eller til at forværre et eksisterende lymfødem. Dette gælder for kvinder, som er opereret for brystkræft, og som har fået kemoterapi og strålebehandling. De fleste kvinder i disse undersøgelser havde både fået fjernet lymfeknuder i armhulen og fået foretaget sentinel node biopsi.
En stor amerikansk undersøgelse har vist, at langsomt gradvist opbygget styrketræning udført med kompressionsstrømpe på faktisk kan beskytte mod forværring af lymfødemet og mindske symptomerne hos kvinder med lymfødem efter brystkræft.
Forsigtig træning ved lymfødem i benene
Forskere ved endnu ikke, om patienter med lymfødem i benene (f.eks. efter kræft i underlivet) kan tåle træning på samme måde som ved lymfødem i armene. Det anbefales at starte og fortsætte træning forsigtigt, hvis man har fået fjernet og/eller strålebehandlet lymfeknuder i lysken.
Der forskes fortsat i at finde ud af, hvilke former for træning der er bedst og sikrest for lymfødempatienter, ligesom forskere vil afklare, hvor ofte man bør træne og med hvilken intensitet.
Tidligere har forskere ment, at stavgang kunne forværre armlymfødem. En enkelt undersøgelse af kortvarig stavgang hos kvinder med kompressionsstrømpe og armlymfødem på grund af brystkræft har dog ikke kunnet påvise forværring af volumen af den hævede arm.
Overvægt belaster lymfesystemet og forværrer symptomerne på lymfødem
Hvis du er overvægtig, bør du bestræbe dig på at tabe dig til din BMI er mindre end 25.
Er dit BMI over 30, bør du søge hjælp til at få lagt en diæt. Du kan rådføre dig med din læge eller en diætist om en slankekur, da overvægt belaster lymfesystemet.
Det er vigtigt at dyrke motion, da lymfødem og overvægt forstærker hinanden.