Homøopati og kræft
Homøopati er en behandlingsform, hvor indtag af dråber eller piller med meget små doser af et stof, som man i høje doser ikke kan tåle, antages at kunne stimulere kroppens selvhelende funktion. Herudover består homøopatisk behandling af individuelle samtaler med patienten.
Hvad er homøopati?
Homøopati er en behandlingsform, hvor man får meget små doser af et stof, som man i høje doser ikke kan tåle.
Et homøopatisk præparat fremstilles af materialer, der er udvundet af råstoffer fra mineral-, plante- eller dyreriget. Stoffet opløses i alkohol eller vand, hvorefter den fortyndede opløsning rystes kraftigt. Opløsningen fortyndes igen, og denne proces gentages så mange gange, at der til sidst ikke kan spores aktive stoffer i opløsningen.
Homøopater mener, at fortyndingsprocessen overfører det oprindelige råstofs aktive egenskaber (’vitalkraft’) til opløsningen, og at slutproduktets virkning forstærkes, jo flere gange processen gentages og slutproduktet fortyndes.
Homøopatiske præparater findes blandt andet som tabletter, dråber, næsespray og salve, og fremstilles i dag også maskinelt.
Udover selve præparatet består homøopatisk behandling af en individuel samtale med patienten.
Hvordan foregår behandling med homøopati?
Et homøopatisk behandlingsforløb starter med en grundig indledende samtale, hvor homøopaten danner sig et helhedsindtryk af personen og hvordan personen har det.
Homøopaten arbejder ud fra en holistisk tankegang, hvor det hele menneske og ikke kun personens symptomer tænkes ind i behandlingen. Med andre ord er det både kroppen og psyken, homøopaten undersøger og tager hensyn til i behandlingen.
Samtalen bruges til at udvælge det homøopatisk præparat, der passer til personens symptomer og personlighed. En homøopatisk behandling varer normalt mellem en til to timer.
Hvordan virker homøopati?
Der er mange forskellige meninger om, hvordan homøopati virker. Udøverne af homøopati mener, at behandlingen kan genoprette energibalancen eller sætte kroppens selvhelende funktion i gang. Man mener også, at homøopati kan virke stimulerende på kroppens forsvarsmekanismer.
Fra et naturvidenskabeligt synspunkt anses det for usandsynligt, at homøopatiske præparater har en virkning på kroppen, og det er endnu ikke videnskabelig bevist, at homøopati virker.
Homøopati og kræft
Der er på verdensplan blevet udført flere hundrede undersøgelser af homøopati på mennesker. Kvaliteten af undersøgelserne har varieret, men selv de bedste undersøgelser har ikke kunnet vise, at homøopati er mere effektiv end placebo (snyde-tabletter). Det gælder også i behandlingen af kræft.
Virkningen af homøopatisk medicin mod bivirkninger af kræftbehandling er heller ikke dokumenteret. En samlet gennemgang fra 2009 af otte videnskabelige undersøgelser med i alt 664 kræftpatienter (Kassab et al. 2009), og en nyere gennemgang fra 2023 af 18 videnskabelige undersøgelser med i alt 2016 kræftpatienter (Wagenknecht et al. 2023), undersøgte effekten af homøopati i forhold til blandt andet:
- Smerter
- Træthed
- Livskvalitet
- Angst og depression
- Følger af kemoterapi og strålebehandling, som infektioner, betændelsestilstande, eksem, hedeture, kvalme og opkast
De to litteraturgennemgange finder dog mangel på tilstrækkelig videnskabelig dokumentation for en effekt af homøopati.
Holistisk menneskesyn svært at forene med sundhedsvidenskabelig metode
Årsagerne til den udeblevne biologiske effekt af homøopati kan være mange. Det kan være, at homøopati ganske enkelt ikke virker. Det kan også være, at det i højere grad er samtalen med behandleren og dermed behandlerens tid og engagement i patienten, der lindrer på et mere psykologisk plan, end det er en virksom effekt af præparatet. En tredje mulighed - i forlængelse af den klassiske homøopatis principper - kan være, at det samme lægemiddel ikke virker på alle med samme lægelige diagnose.
Homøopati bygger på et holistisk menneskesyn. Hvert menneske betragtes som unikt med sin helt egen kombination af krop og psyke. Derfor mener mange homøopater også, at behandlingen skal være individuel og tilpasset patientens samlede symptombillede for at virke.
Dette synspunkt er komplekst og svært at forene med den sundhedsvidenskabelige tankegang, hvor en standardiseret behandling skal virke på de fleste patienter med den samme diagnose, før man kan sige, at behandlingen har en dokumenteret effekt.
Bivirkninger ved homøopati
Ifølge homøopater kan personer, der modtager homøopatisk behandling, opleve en kortvarig forværring af symptomer, indtil tilstanden vender med bedring til følge. Homøopater betragter ikke denne reaktion som en bivirkning, men derimod som et positivt signal fra kroppen om, at den er i gang med at udskille affalds- og giftstoffer, og at behandlingen dermed virker.
Da forværring af symptomer af homøopaten kan tolkes som, at den homøopatiske behandling virker, kan der være en risiko for, at mere alvorlige symptomer overses. Vær opmærksom på din krops symptomer, og kontakt din læge, hvis du får det værre.
Det er generelt ufarligt at bruge homøopati, fordi indholdet af virksomme stoffer som regel er for lavt til at påvirke kroppen. Hvis man ikke kan tåle alkohol, skal man dog ikke bruge homøopatiske præparater i flydende form. Disse produkter har et højere indhold af alkohol end almindelige alkoholiske stimulanser.
Find homøopatisk behandler
Der er ingen statsautoriseret homøopatuddannelse i Danmark. Det betyder, at homøopater ikke har autorisation i Danmark. Man må derfor selv spørge den enkelte behandler, hvilken faglig baggrund, han/hun har, inden man går i gang med en behandling.
Vælg en behandler, der er RAB- registreret (registreret alternativ behandler). Så er du sikker på, at behandleren opfylder en række minimumskrav til blandt andet uddannelse. Samtidigt har du mulighed for at klage hvis du får en dårlig behandling. Læs mere om dine rettigheder: