Cannabis og kræft
Nogle oplever, at cannabis forbedrer livskvaliteten og lindrer kvalme under kræftbehandlingen. Der er ikke noget klart svar på, om cannabis kan bruges i behandling af kræft, men der bliver forsket i det. Bliv klogere på cannabis' virkning, bivirkninger, og hvordan du kan få medicin med cannabis til lindring.
Hvad er hvad? - Fakta om cannabis
Cannabis sativa er den plante, som størstedelen af de forskellige cannabisprodukter bliver udvundet fra. Cannabis sativa er en plante af cannabisslægten, som er en del af hampefamilien. Der findes flere forskellige typer af cannabisplanter. Cannabis sativa kaldes også ’almindelig hamp’.
Brug af cannabis er forbudt i Danmark, medmindre det er ordineret som medicin af en læge.
Cannabinoider er de aktive stoffer i cannabis
Cannabinoider er de aktive stoffer, der findes i cannabisplanten. Der er mere end 100 forskellige cannabinoider i cannabis, herunder f.eks. cannabidiol (CBD) og delta-9-tetrahydrocannabinol (THC).
Cannabinoider kan påvirke centralnervesystemet og f.eks. reducere spasmer og virke smertestillende. En af de bedst kendte virkninger ved cannabis er den euforiserende virkning, det vil sige følelsen af at blive 'høj' eller 'skæv'. Det er THC, som er et af de mest hyppigt forekommende cannabinoider i cannabis, der er årsag til denne virkning.
Hvad er THC?
THC står for ’delta-9-tetrahydrocannabinol’ og er det vigtigste euforiserende stof i cannabis. Hvis man bruger cannabismedicin med THC i, skal lægen vurdere, om man må køre bil.
THC kan have en positiv virkning på smerter (kroniske og neuropatiske) samt på appetit, kvalme og opkast i forbindelse med kemoterapi.
Fordi man kender den nøjagtige kemiske struktur af THC, kan man fremstille det syntetisk. Lægemidlerne Marinol® og Nabilone (Cesamet®) indeholder begge syntetisk fremstillet THC.
Hvad er CBD?
CBD står for cannabidiol og er det hyppigst forekommende aktive stof (cannabinoid) i cannabis. CBD er ikke et euforiserende stof i modsætning til THC.
CBD kan virke muskelafslappende og smertestillende.
Fordi, man kender den nøjagtige kemiske struktur af CBD, kan man fremstille det syntetisk.
Medicinsk cannabis
’Medicinsk cannabis’ er godkendte lægemidler med cannabis. For at et lægemiddel kan blive godkendt til salg i Danmark, skal virksomheden kunne dokumentere produktets virkning, sikkerhed og kvalitet for Lægemiddelstyrelsen. Det er firmaerne selv, der skal søge om godkendelse af deres medicin i Danmark.
Godkendte lægemidler kan både være medicin, der kan fås uden recept ligesom f.eks. hovedpinepiller, eller det kan være medicin, der kun kan fås på recept.
Det aktive stof i medicinsk cannabis er enten naturlige ekstrakter fra selve cannabisplanten (som i medicinen Sativex®) eller syntetisk fremstillet cannabis (som i præparaterne Marinol® og Nabilone (Cesamet®)). Medicinsk cannabis har været lovligt i Danmark siden 2011 og kan ordineres af læger i Danmark.
I Danmark bruges lægeordinerede cannabisprodukter bl.a. til at lindre spasmer hos sclerosepatienter og til lindring af bivirkninger ved kemoterapi. Medicinsk cannabis får man enten som kapsler eller som mundspray.
Magistrelle lægemidler med cannabis
Tidligere blev medicin altid lavet på det enkelte apotek, når patienten kom med sin recept fra lægen. Men i dag bliver langt de fleste former for medicin produceret og pakket på fabrikker. Nogle ganske få apoteker i Danmark kan dog stadig fremstille medicin efter recept fra lægen.
Når medicin fremstilles på et apotek til den enkelte patient efter lægens ’opskrift’ på recepten, kaldes medicinen for ’magistrel’. Alle læger i Danmark har mulighed for at udskrive recept på magistrelt fremstillet medicin til deres patienter, hvis der er behov for det.
Glostrup Apotek fremstiller magistrel medicin med cannabis som kapsler, tabletter eller dråber med indholdsstoffer fra cannabis. Produkterne kan indeholde enten THC eller CBD i varierende styrke, eller indeholde både THC og CBD i forskellige styrker.
Når en læge udskriver recept på et lægemiddel, der skal fremstilles magistrelt, har lægen en skærpet informationspligt over for patienten, og skal selv hurtigst muligt indrapportere eventuelle bivirkninger ved medicinen til myndighederne. Dette skærpede ansvar skyldes, at medicinen ikke er godkendt af Lægemiddelstyrelsen, og derfor ikke er testet for virkninger og bivirkninger i samme omfang som medicin, der er godkendt.
Cannabis til medicinsk brug
’Cannabis til medicinsk brug’ betyder i princippet, at man bruger selve planten (eller dele af den) som medicin. Det kan f.eks. være tørrede topskud, der kan dampes eller drikkes som the, eller olie, der er presset fra cannabisplanten. Cannabis til medicinsk brug er blevet lovlig i Danmark under forsøgsordningen med cannabis, som trådte i kraft 1. januar 2018.
Cannabis til medicinsk brug er fremstillet under strengt kontrollerede forhold for at sikre produkternes indhold og kvalitet. De produkter, som er en del af forsøgsordningen, skal godkendes af Lægemiddelstyrelsen, og de skal ordineres af en læge.
Forsøgsordning med cannabis
Forsøgsordningen med cannabis til medicinsk brug gør det lovligt for læger i Danmark at udskrive recept på produkter, der indeholder mere uforarbejdede dele af cannabisplanten, f.eks. tørrede topskud. Det er altid lægen, der beslutter, om vedkommende vil ordinere cannabis – og til hvem. Forsøgsordningen er blevet forlænget og løber nu til udgangen af 2025.
Hvem kan få cannabis i forsøgsordningen?
I forsøgsordningens vejledning fremhæves fire patientgrupper, der kan komme i betragtning til at få udskrevet recept på medicin med cannabis: Sklerosepatienter, patienter med rygmarvsskade, patienter i behandling med kemoterapi og kroniske smertepatienter.
De fire patientgrupper er valgt ud fra Lægemiddelstyrelsens vurdering af hvilke patientgrupper, der kan have effekt af at bruge cannabis som medicin. Forskning viser, at cannabis kan have en effekt for nogle patienter, hvis de lider af :
- Smertefulde spasmer på grund af multipel sklerose
- Smertefulde spasmer på grund af rygmarvsskade
- Kvalme efter kemoterapi
- Neuropatiske smerter (smerter på grund af sygdom eller skader i hjerne, rygmarv eller nerver)
I princippet har alle patienter mulighed for at få adgang til cannabis til medicinsk brug under forsøgsordningen, da alle læger har fri ordinationsret. Som patient har du dog aldrig ret til at få udskrevet recept på cannabis til medicinsk brug, da det er op til den enkelte læge at vurdere, om og til hvem hun vil udskrive recept.
Forskning i cannabis
Der forskes løbende i cannabis' mulige lindrende og helbredende effekt på kræft og på bivirkninger. Studier viser bl.a., at cannabis kan lindre kvalme, men der er intet, der tyder på, at cannabis kan bruges i behandling af selve kræftsygdommen.
I starten af 2017 udkom den hidtil største videnskabelige gennemgang af forskning i cannabis på verdensplan. I rapporten gennemgår forskere mere end 10.000 referater af videnskabelige artikler, der er udgivet på verdensplan om cannabis siden 1999.
Rapporten viser bl.a., at cannabis kan have en positiv effekt for nogle kræftpatienter på smerter og på kvalme og opkast forårsaget af kemoterapi. Læs mere om rapporten og dens resultater:
Forskning i cannabis til lindring af kvalme og smerter
Der findes en del forskningsprojekter, der har set på cannabis’ lindrende virkning. De har undersøgt, hvordan medicinsk cannabis påvirker kræftpatienters smerter, og om det kan dæmpe kvalme og opkast hos patienter, der får kemoterapi.
En del af disse forskningsprojekter er såkaldte 'randomiserede kliniske forsøg'. Det er studier, hvor patienter ved lodtrækning bliver tildelt den ene eller anden behandling, så man bagefter kan sammenligne effekten af de to behandlinger. Det er den bedste metode til videnskabeligt at vurdere, hvordan en medicin virker, og det er den eneste type studier, der direkte kan bruges til at forudsige en behandlingseffekt hos mennesker. Du kan læse mere om metoden her:
Forskning i cannabis til behandling af kræft
Der findes en del forsøg, der har undersøgt, hvordan cannabis og dets indholdsstoffer påvirker kræftceller. Det har været celle- og dyreforsøg, hvor man tester effekten af cannabis på mus og på celler i reagensglas.
Forskere har i disse forsøg fundet en række interessante effekter. Blandt andet har man set, at indholdsstofferne (cannabinoider) i cannabis kan slå kræftceller ihjel, mindske tumorens evne til at danne blodkar og måske øge effektiviteten af traditionel kemoterapi.
Men der er meget langt fra resultater skabt i et laboratorie til de resultater, man kan opnå i forsøg med mennesker. Resultater fra forsøg, der laves i laboratorier, er skabt ved at arbejde med kræftceller i et kunstigt miljø. Celler opfører sig meget anderledes i en menneskekrop.
Man er derfor nødt til at afprøve cannabis i forsøg med mennesker, før man kan se, hvilken effekt det har på sygdommen, og hvilke bivirkninger det giver. Det er nemlig slet ikke unormalt, at et stof viser meget lovende resultater i celle- og dyreforsøg for derefter slet ikke at have den forventede effekt, når det testes af på kræftpatienter.
Forskning i cannabis hos Kræftens Bekæmpelse
Kræftens Bekæmpelse støtter hvert år mange forskellige forskningsprojekter. Vores udvælgelse af hvilke projekter vi vil støtte, afhænger alene af, hvilken kvalitet det enkelte forskningsprojekt har, og hvor relevant det er i forhold til forebyggelse eller behandling af kræft.
Vi følger den forskning, der er i gang internationalt, og ansøgninger om støtte til videre forskning i cannabis og kræft vil blive vægtet på lige fod med andre projektforslag.