Mistelten og kræft
Ekstrakt fra misteltenplanten er gennem tiden brugt til mange medicinske formål. Undersøgelser viser, at mistelten ikke har en kræfthæmmende virkning.
Hvad er mistelten og misteltenekstrakt?
Mistelten er en snylteplante, som findes i mange forskellige arter. I Danmark er alle misteltenprodukter baseret på den europæiske mistelten.
Der findes kosttilskud, hvor mistelten er opløst i alkohol og beregnet til indtag via munden. Den forskning, der findes, er næsten udelukkende baseret på indsprøjtninger med misteltenekstrakt.
Mistelten i forhold til kræft
Der er foreslået en række mekanismer, hvorved mistelten teoretisk set kan påvirke kræft. De fleste omhandler forskellige aspekter af, at mistelten muligvis styrker immunforsvarets evne til at bekæmpe kræft.
Der har også været fokus på, at mistelten muligvis reducerer bivirkninger ved stråle- og kemoterapi.
Dokumentation for virkninger af mistelten hos kræftpatienter
Der findes en del studier, hvor kræftpatienter er behandlet med mistelten, flertallet af studierne er dog små og af begrænset kvalitet. I 2019 blev den tilgængelige viden om mistelten opsamlet i et oversigtsstudie.
Oversigtsstudiet samlede viden fra 24 mindre studier, der hver især inkluderede patienter med en række kræftformer. I langt de fleste tilfælde fik patienterne injektioner med mistelten ved siden af deres almindelige kræftbehandling (operation, strålebehandling og/eller kemoterapi). Den overordnede konklusion var, at behandling med mistelten ikke påvirkede risikoen for tilbagefald eller død hos patienterne.
Forskere har også undersøgt, om behandling med mistelten leder til en bedre livskvalitet under kræftbehandling. Nogle studier peger i retning af, at kræftpatienter, der behandles med mistelten i kombination med deres kræftbehandling, oplever lidt færre bivirkninger og rapporterer en højere livskvalitet. Mens andre studier ikke er i stand til at finde en effekt. Generelt er den eksisterende forskning ikke af en tilstrækkelig kvalitet, til at man kan konkludere endeligt.
Bivirkninger ved mistelten
Der er ikke rapporteret alvorlige bivirkninger ved brug af misteltenpræparater.
De mest almindelige bivirkninger er:
- Ømhed og betændelse ved injektionsstedet
- Hovedpine
- Feber og kulderystelser
- Forstyrrelser i blodtryk
Der er dog rapporteret dødsfald efter, at mennesker har spist misteltenplanter og -bær.
Mistelten i samspil med anden medicin
Cytochrom P450 3A4 substrater: Mistelten hæmmer CYP3A4 og kan påvirke intracellulære koncentrationer af lægemidler, der metaboliseres af dette enzym. Dette gælder f.eks. medicin, der gives for at dæmpe immunforsvaret i forbindelse med transplantationer.
Læs mere om mistelten og kræft
Memorial Sloan-Kettering Cancer Center – Mistletoe (European)
Amerikansk kræftforskningscenter, der skriver om nye forskningsresultater inden for alternativ behandling
Nafkam.no – Misteltein
Norsk, statslig hjemmeside om alternativ behandling.
National Center for Complementary and Integrative Health (NCCIH) – European Mistletoe
NCCIH er det amerikanske sundhedsministeriums instans for alternativ behandling.