Naturlægemidler samtidig med operation
Nogle kosttilskud og naturlægemidler kan forstærke virkningen af bedøvelsesmidler, mens andre kan forøge risikoen for blødning eller forhøje blodtrykket. Her kan du læse, hvad du skal være opmærksom på, hvis du skal opereres.
Inden operationen - tal med lægen om interaktioner
Hvis du tager nogen form for kosttilskud eller naturlægemidler, er det vigtigt, at du fortæller lægen om dem inden operationen.
Nogle af interaktionerne kan være lette og mindre kritiske, men det er bedst, hvis lægen ved, hvad han/hun kan forvente. F.eks. hvis du bløder mere end forventet, eller hvis blodet har sværere ved at størkne.
Anbefalinger for specifikke naturlægemidler og kosttilskud:
Baldrian
Det er en god idé at holde pause mindst 24 timer før operation, da baldrian kan:
- forstærke virkningen af bedøvelsesmidler
- forlænge virkningen af beroligende midler, sovemidler og bedøvende midler
E-Vitamin
Det er en god idé at holde pause før en operation, da E-vitamin kan:
- give øget risiko for blødning, især hvis man i forvejen tager blodfortyndende medicin
- forhøje blodtrykket, specielt hvis man i forvejen har forhøjet blodtryk. Det gælder især i doser over 400 IU (international units) om dagen
Ephedra (stoffer der indeholde ephedra, efedrin. På dansk: Ledris. Kaldes også Ma Huang)
Det er en god idé at holde pause mindst 24 timer før en operation på grund af risiko for:
- Problemer med hjertet
- Forhøjet blodtryk
Fiskeolie
Det er en god idé at holde pause fra 14 dage før operation, da:
- Store doser kan øge risiko for blødning
Læs mere om fiskeolie (Omega-3) og kræft
Ginkgo (Gingko Biloba)
Det er en god idé at holde pause mindst 36 timer før operation på grund af en øget risiko for:
- Blødning, især hvis man i forvejen tager blodfortyndende medicin
Ginseng
Det er en god idé at holde pause fra syv dage før en operation på grund af en øget risiko for:
- For lavt blodsukker
- Blødning, især hvis man i forvejen tager blodfortyndende medicin
- Forhøjet blodtryk
- Forhøjet puls
Gurkemeje
Du bør stoppe med at tage gurkemeje mindst 14 dage før før operation, da:
- gurkemeje kan virke som en blodfortynder
Læs mere om gurkemeje og kræft
Hvidløg (i store doser)
Det er en god idé at holde pause fra syv dage før en operation, da:
- store doser hvidløg kan øge risikoen for blødning, især hvis man i forvejen tager blodfortyndende medicin
Ingefær (i store doser)
Det er en god idé at holde pause inden en operation, da der ved store doser ingefær er en øget risiko for:
- blødning, især hvis man i forvejen tager blodfortyndende medicin
Ipe Roxe (indre bark fra træet trompetranke)
Det er en god idé at holde pause inden en operation, da:
- Store doser kan forlænge blødningstid
Medicinske svampe (Reishi)
Det er en god idé at holde pause fra medicinske svampe før en operation, da medicinske svampe kan:
- påvirke blodets evne til at størkne
Melatonin
Det er en god ide at holde pause fra melatonin i forbindelse med operation, fordi melatonin kan:
- give øget risiko for blødning, især hvis man i forvejen tager blodfortyndende medicin
- gøre blodtryksmedicin som methoxamin (vasoxyl) og clonidin (Catopres) mindre effektiv
Læs mere om melatonin og kræft
Perikon (også kaldet Hyperikum eller Sct. Johns Urt)
Det er en god idé at holde pause fra fem dage før en operation, da perikon kan:
- give øget risiko for blødning, især hvis man i forvejen tager blodfortyndende medicin
- nedsætte virkningen af medicin, der trykker immunforsvaret, f.eks. i forbindelse med transplantationer
- nedsætte virkningen af hjertemedicin
Selen
Du bør være særligt opmærksom på selen i forbindelse med operation, da selen kan:
- øge risikoen for blødning når det tages sammen med disse lægemidler: Clopidogrel (Plavix), Warfarin (Coumadin), heparin og Aspirin
Naturlægemidler og kosttilskud
Mange bruger naturmedicin som et supplement til kræftbehandlingen. Læs om virkninger og bivirkninger ved fiskeolie, planteøstrogener, højdosis c-vitamin, cannabis og andre naturlægemidler:
Naturlægemidler og kosttilskudAlternative behandlingsformer
Akupunktur kan have en god effekt på smerter, og nogle kræftpatienter oplever, at det mindsker kvalme. Få viden om, hvad behandlingsformer som massage, musikterapi og homøopati kan hjælpe dig med.
Alternative behandlingsformer