Kroppen den sidste tid

De fleste mennesker med uhelbredelig sygdom oplever fysisk smerte i lettere eller sværere grad. Smerter kan påvirke kræfterne og tankerne, og man kan blive irritabel, opgivende eller angst.

Nogle smerter er der hele tiden, mens andre smerter kommer og går uden årsag. Man kan også få belastningssmerter, hvis man har brugt kroppen mere, end den kan klare. 

Det er vigtigt at tale med lægen om smerterne. Den konstante smerte lindres ofte med langtidsvirkende medicin, der tages på faste tidspunkter. Til de pludseligt opståede eller smerter, der kommer i anfald, skal man bruge medicin, der virker hurtigt. Det kan være tabletter, dråber, stikpiller eller indsprøjtning. Det er bedst at tage medicinen, så snart smerterne begynder, og ikke vente på, at de måske går over. Hvis smerterne når at blive for stærke, er de sværere at lindre.

Det er meget normalt, at der over tid skal justeres på den medicin, man får for smerter. Derfor er det en god idé at holde tæt kontakt til lægen og gøre ham eller hende opmærksom på ændringer.

Mange kræftpatienter med fremskreden sygdom er plaget af kvalme. Det er ikke altid, at kvalme fører til opkastning, og man kan også kaste op uden at have haft kvalme.

Kvalme kan som regel behandles eller lindres på flere forskellige måder med medicin. Der findes både medicin, der forebygger kvalme, og medicin der fjerner den.

Lider man af kvalme og opkastning, kan det måske hjælpe at ændre lidt på kostvanerne eller at spise eller drikke noget specielt.

Læs mere om kvalmestillende medicin samt om mad og drikke, der er godt mod kvalme:

Kvalme

Det er almindeligt, at patienter med fremskreden sygdom oplever åndenød. Der kan være mange årsager til åndenød. Det kan bl.a. skyldes lav blodprocent, væske i lungerne, eller det kan være selve knuden, der trykker.

Hvis det er muligt at gøre noget ved årsagen og behandle åndenøden, bør det gøres. Åndenød kan gøre en bange for, at man ikke kan få vejret. Denne angst kan gøre åndenøden værre.

Hvis årsagen til åndenøden ikke kan findes eller fjernes, vil der være medicin, der kan afprøves for at hjælpe på både åndenød og angst. Tal gerne med din læge om det.

På trods af åndenøden er det sjældent, at man behøver at få ilt. I stedet kan det hjælpe med fysioterapi, f.eks. blid massage, berøring og vejrtrækningsteknik. Det kan også hjælpe at ligge på en anden måde i sengen. Det kan en fysioterapeut eller en sygeplejerske give dig gode råd om.

Kontakt hjemmesygeplejersken og få vejledning til, hvordan man kan økonomisere med kræfterne og andre tiltag for at få det bedre, når åndenøden kommer.

Denne pjece fra Aarhus Universitetshospital har praktiske forslag til åndedrætsøvelser, og til hvordan man f.eks. går på trapper, klæder sig på, løfter tunge ting eller taler i telefon:

Patientinformation 'At leve med åndenød'

De fleste mennesker med en fremskreden sygdom oplever træthed og udmattelse. Man får gradvis behov for mere søvn og hvile end tidligere. Det kan være svært at forholde sig til. Også som pårørende kan det være svært at acceptere, at mulighederne for livsudfoldelse bliver mindre. 

Det er desværre sådan, at sygdommen resulterer i mindre energi, og medicin hjælper ikke så meget på trætheden, så derfor bliver man nødt til at prøve at indstille sig på begrænsningerne.

I stedet for at fortvivle over, at man ikke orker det, som man tidligere har kunnet, er det bedre at give efter og tillade sig selv at få den hvile, man behøver. Søvn kan være en god lindring i sig selv og kan give mere energi og kræfter.

Den almindelige appetit og lysten til at nyde maden forsvinder gradvist. Det er en naturlig proces. Kroppen fungerer ligesom en fabrik, der langsomt lukker ned, i takt med at sygdommen udvikler sig, og der er derfor mindre behov for 'brændsel' til maskinerne. 

Mange pårørende ønsker at gøre det bedste for den syge og kræser blandt andet om maden. Det er kendt i vores kultur, at et godt måltid mad forbindes med hygge og socialt samvær. Netop derfor kan det være vanskeligt at forstå og acceptere, at den syges krop ikke kan modtage og optage næring som tidligere.

Det er derfor en god idé at spise få, lette livretter, der ikke fylder meget på tallerkenen. Synet af en stor portion mad kan tage den lille smule appetit, der er tilbage.

Det kan blive nødvendigt, at den syge får hjælp til at indtage maden, fordi det kan blive anstrengende at spise og drikke.

Man kan blive forvirret, urolig og få hallucinationer i den sidste tid inden døden. Det kan være svært at vide, hvad uroen kan skyldes.

Omtågetheden kan skyldes, at kroppens funktioner er i ubalance i den sidste tid. Det kan gøre, at opfattelsen af virkeligheden ændres. Det kan også skyldes den medicin, man får, som kan være en høj - men nødvendig - dosis. 

Ubalancen kan betyde, at man ser ting, der ikke er der, og at man ikke er til at komme i kontakt med. Det kan hjælpe med rolige, lyse omgivelser, og at man har mennesker omkring sig, man er tryg ved.

Det er vigtigt at kontakte lægen, så man kan forsøge at finde årsagen. Nogle gange skal der medicinsk behandling til for at vende situationen.  

Uro i omgivelserne kan også virke forstyrrende. Nogle mennesker magter ikke for mange gæster, jo tættere man kommer på døden. Så besøgende bliver ofte kun de allernærmeste. 

‘Terminalt delirium’

En stor del af døende oplever de sidste timer eller dage dét, der kaldes ‘terminalt delirium’. Det er en tilstand, hvor der kan være uro, angst, vrede, syns- eller hørelseshallucinationer, og hvor den døende ikke ved, hvor han/hun er og måske ikke kan genkende familie og ægtefælle. Det er pinefuldt for både den døende og for de pårørende.

Delir et udtryk for, at kroppen og sindet/hjernen er overbelastet. Tilstanden kan brydes helt eller delvist med medicin, eller ved at man finder årsagen og behandler den. Det kan f.eks. være på grund af urinvejsinfektion, forstoppelse, bivirkninger til medicin eller psykisk belastning. 

En person i delir har brug for rolige og kendte omgivelser. Kun få besøgende, let snak om dagligdagsting og at blive holdt fast i tid og sted. Undgå baggrundsstøj som f.eks. tv. 

Den døende sover mere og mere, og bevidstheden og sanserne kan være svækkede. De fleste mennesker bliver bevidstløse, før de dør. De sover tungt og reagerer ikke længere, når man taler til dem eller rører ved dem. Tilstanden kan vare timer eller dage.  

I timer til døgn inden døden indtræffer, kan vejrtrækningen måske være lidt raslende på grund af slim i luftvejene, som den døende ikke har kræfter til at hoste op.

Den døendes mærker sandsynligvis ikke noget, da bevidstheden er svækket, men det kan være ubehageligt for de pårørende at høre. Det kan hjælpe at skifte stilling i sengen. Man kan også behandle det med medicin.

Den døende kan tale om tidligere oplevelser, mens nutiden opleves uklar. Nogle taler om ’at rejse’ eller om ’at skulle hjem’. Nogle kalder f.eks. på deres mor eller far, selvom forældrene for længst er døde.

Vejrtrækningen kan blive uregelmæssig med lange pauser for til sidst at ophøre. Herefter kan der komme et enkelt suk. 

Huden kan blive bleg, og hænder og fødder kan være kølige og eventuelt blive blåmarmorerede.

Der er nogle mennesker, som siger noget, lige inden de dør, også selvom de i lang tid har sovet tungt eller været bevidstløse. Andre åbner måske pludseligt øjnene og ser på dem, der er til stede, og dør umiddelbart efter.