Hjælp til pleje i den sidste tid
Der er forskellige muligheder for at få hjælp og støtte i den sidste tid, både derhjemme, på hospitalet, fra et palliativt team eller på hospice. Her kan du læse om mulighederne for at få omsorg, pleje og lindring i den sidste tid.
Pleje og hjælp i hjemmet
I kan få dækket de udgifter, der kan være ved at blive plejet derhjemme. Sygepleje i hjemmet tilbydes hele døgnet og er gratis. Hjælpen kan for eksempel være at holde styr på medicinen, at være med til den personlige pleje, at lindre for smerter og andre gener og ikke mindst at støtte og vejlede.
Du kan selv ansøge eller bede dine pårørende, egen læge eller sygehus om at kontakte den kommunale hjemmesygepleje. Du kan ofte også bruge din egen læge til at koordinere og være ansvarlig for, at du får den bedste lindrende behandling.
Muligheder for pleje og hjælp i hjemmet:
Omsorg og lindring på hospice
Et hospice er et tilbud til uhelbredeligt syge og til døende mennesker. Her tilbydes man omsorg og lindring af smerter eller andre problemer, som f.eks. åndenød, angst og uro.
For ca. 20 pct. er et hospiceophold midlertidigt
Nogle gange kommer patienter, der gerne vil dø hjemme, blot midlertidigt på hospice. Man kan ansøge om et ophold for at få behandling og lindring af mere specialiserede problemer, men også for aflastning og lindring af smerter eller andre problemer, som f.eks. åndenød, angst og uro. Et lindrende ophold er typisk på 14 dage til 3 uger.
Egen læge eller sygehuset henviser til hospice
Det er gratis at komme på hospice, og det er din læge eller sygehuslæge, der skal henvise dig.
Der er nogle kriterier (visitationskriterier), man skal opfylde for at komme på hospice. Kriterierne varierer lidt fra hospice til hospice. Du kan henvende dig til det enkelte hospice eller se på deres hjemmeside for at finde ud af de præcise kriterier.
Find en oversigt over hospicer her:
Tværfagligt personale på hospice
Personalet på et hospice er tværfagligt. Der er sygeplejersker og læger, og der kan være mulighed for at tale med en fysioterapeut, diætist, psykolog, socialrådgiver eller præst. Nogle steder er der også en musikterapeut eller zoneterapeut.
Hvert hospice har også en række frivillige, der hjælper med praktiske gøremål og står til rådighed for samtaler og samvær for både patienter og pårørende, hvis man ønsker det.
Hverdagen på et hospice er anderledes end på hospitalet
På et hospice har man enestue og har også mulighed for at tage mindre, private ejendele med og være sammen med sine pårørende i det omfang, man ønsker det. På langt de fleste hospicer er der mulighed for at være medindlagt eller overnatte. Hverdagen på et hospice er præget af ens egne behov og ønsker.
Et hospiceophold kan vare fra få dage til flere uger. De fleste patienter kommer på hospice, fordi de har mange smerter eller lever med andre problemer som f.eks. åndenød, angst eller uro. Nogle gange kan problemerne lindres så meget, at man kan komme hjem til sig selv igen.
Unge under 18
I tilfælde hvor unge patienter under 18 år ønsker at komme på hospice, må man undersøge visitationskriterierne for det enkelte hospice.
Hjælp fra det specialiserede, palliative team
Det palliative team er et tværfagligt specialistteam, der bl.a. består af specialuddannede sygeplejersker, læger, psykologer og fysioterapeuter. De kan både forebygge, afhjælpe og lindre de smerter og symptomer, du måtte opleve. Og de kan hjælpe med at håndtere de udfordringer, der kan opstå, når man er uhelbredeligt syg.
For at få hjælp af et palliativt team, skal du visiteres til det. Din egen læge eller lægen på sygehuset kan hjælpe med at kontakte teamet. Teamet tager så stilling til, om du skal visiteres til dem, eller om de kan hjælpe dig på anden vis.
Udkørende palliativt team
Hvis du har komplekse symptomer og problemstillinger, kan du få hjælp af et udkørende palliativ team. Et palliativt team er tilknyttet et hospital eller et hospice, men kører ud til patienter, der bor hjemme, er på sygehus eller på plejehjem. Du skal henvises af din læge.
Hjælp hjemme eller på hospitalet
Mange kræftpatienter oplever at være skiftevis hjemme, på hospitalet og eventuelt på hospice i den sidste tid. Man kan få hjælp af det palliative team både derhjemme og på hospitalet.
Hvis du er hjemme i den sidste tid, kan det palliative team samarbejde med din egen læge og hjemmesygeplejen. På den måde får du den bedst mulige smertelindring, pleje og omsorg hjemme hos sig selv. Det palliative team kan være med til at skabe en større tryghed i derhjemme og medvirke til, at man ikke bliver unødigt indlagt på hospitalet.
Hvis du er indlagt på sygehuset i den sidste tid, kan det palliative team hjælpe lægerne og sygeplejerskerne på afdelingen med råd og vejledning. De kan vejlede i god smertelindring af symptomer og i de psykiske og sociale problematikker, som du og dine pårørende kan opleve i den sidste tid.
Hvis man kommer på hospice, kan man ofte fortsat få behandling af det palliative team. Nogle hospicer har deres eget palliative team.
Guide: Den sidste tid
I guiden får du et kortfattet overblik over de ting, der kan være godt at vide, hvis du ved, du skal dø af din sygdom. Du kan læse i dybden om de forskellige ting på siderne om den sidste tid.
Piraveena og Helle er vågere
I videoen fortæller Helle og Piraveena om deres frivilligjob i Røde Kors' vågetjeneste, hvor de sidder hos døende mennesker. For nogle gange har de pårørende brug for en pause - og ingen skal være alene i deres sidste timer. Læs også 40-årige Camillas dagbog fra en dag på vagt i Vågetjenesten.
Livets sidste timer – en vågers fortælling