Hvad kan du i en kræftrådgivning?
Alle berørt af kræft er velkomne i Kræftens Bekæmpelses kræftrådgivninger. Du kan få professionel rådgivning, og du har mulighed for at deltage i samtalegrupper, kurser og andre aktiviteter. Vi har tilbud til både kræftpatienter, pårørende og efterladte. Alle tilbud er gratis.
Alle kræftpatienter, pårørende og efterladte kan få gratis, professionel rådgivning i Kræftens Bekæmpelses kræftrådgivninger. Der er også mulighed for at deltage i samtalegrupper, kurser og aktiviteter, hvor du møder andre med kræft inde på livet.
Vi har en række faste tilbud, som du kan læse om nedenfor. Der er også mange andre aktiviteter, som varierer lokalt. Følg med på din lokale kræftrådgivnings hjemmeside og facebookside.
Mange af kræftrådgivninger ligger tæt på hospitalet. Her er du er velkommen til at kigge forbi hos os i åbningstiden - også hvis du bare trænger til en kop kaffe eller et pusterum mellem aftaler på hospitalet.
Faste tilbud i kræftrådgivningerne:
Alle der er berørt af kræft, kan få en samtale med en rådgiver. Rådgiverne i Kræftens Bekæmpelse har typisk en baggrund som psykolog, socialrådgiver eller sygeplejerske.
Du kan få rådgivning alene, sammen med en pårørende eller med din familie. I rådgivningssamtalen tager vi udgangspunkt i dét, der fylder for dig og jer. Det kan f.eks. være følelsesmæssige reaktioner, spørgsmål om kræft, senfølger, arbejdsliv, kommunikation i familien eller eksistentielle tanker om liv og død. Rådgiveren kan også hjælpe dig med at danne dig et overblik over dine rettigheder som kræftpatient. Det kan være spørgsmål om rehabilitering, sygedagpenge, at vende tilbage til arbejdsmarkedet, mulighed for fleksjob eller spørgsmål om pension.
Du og rådgiveren kan også tale om mulighederne for at få hjælp og støtte hos Kræftens Bekæmpelse eller andre steder.
Familierådgivning er et tilbud til børnefamilier, hvor enten far eller mor har kræft. Alle i familien har brug for at blive inddraget - ingen trives med følelsen af at være holdt udenfor. Familierådgivning giver mulighed for i et trygt miljø at tale åbent om alle de spørgsmål og tanker, I hver især har i forbindelse med sygdommen. Det er vores erfaring, at det styrker kontakten mellem børn og forældre at få talt sammen om den forandrede hverdag og om sygdommen.
Vi tilbyder også en række familieweekender i hele landet. Her kan I mødes med andre familier i en lignende situation.
Når du har kræft tæt inde på livet, kan det være rart at mødes med andre, der er i en lignende situation. Her kan du møde en forståelse, som familie og venner måske ikke kan give dig.
I kræftrådgivningen tilbydes forskellige samtalegrupper og netværk for både kræftpatienter, pårørende og efterladte. Det kan f.eks. være netværk for mænd med kræft og samtalegrupper for kræftpatienter, pårørende eller efterladte. Det er forskelligt, hvilke samtalegrupper og netværk, der aktuelt tilbydes. Se aktuelle grupper og netværk på din lokale kræftrådgivnings hjemmeside og i kalenderen.
Det er godt at være fysisk aktiv, når du har kræft. Motion styrker kroppen, giver bedre humør, mere energi og bedre søvn. Motion gør også kroppen bedre rustet til kræftbehandlingen. Vi har forskellige motionstilbud i kræftrådgivningerne. Det varierer, hvad der aktuelt udbydes. Det kan f.eks. være walk-and-talk, yoga eller styrketræning. Se mere på din lokale kræftrådgivnings hjemmeside og i kalenderen via link nedenfor.
I nogle af vores kræftrådgivninger tilbyder det nærliggende hospital desuden 'Krop og Kræft'. Krop og kræft er hård fysisk træning til kræftpatienter i kemoterapi.
Et kræftforløb er krævende både fysisk og mentalt. Du kan opleve, at der kommer mange nye tanker og bekymringer, som fylder. I kræftrådgivningerne kan du deltage i forskellige kurser, der giver dig mentale redskaber til at håndtere livet med og efter kræft. Det kan eksempelvis være kurser med fokus på mental robusthed, angst for tilbagefald eller hvad du selv kan gøre for at styrke krop og psyke. Kurserne kan være for både patienter og pårørende. Kontakt nærmeste kræftrådgivning for at høre mere om mulighederne lokalt.
I vores kræftrådgivninger arrangerer vi løbende kurser, foredrag og andre arrangementer. Det kan være alt fra Ditliv-kurser, der fokuserer på at spise godt, røre sig godt, sove godt og tænke godt, til kurser i mental robusthed, håndtering af angst, hvordan man vender tilbage til arbejdet, malerværksteder, foredrag om f.eks. kræftbehandling, senfølger eller alternativ behandling.
I kalenderen kan du se de forskellige arrangementer og se, om de er noget for dig. Vær opmærksom på, at nogle arrangementer kræver tilmelding og løber over flere dage, andre kan du bare komme til.
Hvis du har et særligt behov for støtte i kræftforløbet, f.eks. fordi du ikke har nære pårørende, der kan støtte dig, er navigator-tilbuddet måske noget for dig. Her får du tilknyttet en frivillig navigator, der hjælper i forløbet. Kontakt nærmeste kræftrådgivning for at høre nærmere. Du kan også læse mere om tilbuddet via linket.
Kræftrådgivningerne tilbyder samtalegrupper, der foregår online. Du kan deltage i grupperne uanset hvor i landet, du bor. Der er online samtalegrupper for kræftpatienter, pårørende og efterladte.
Læs mere og se aktuelle online samtalegrupper via linket.
Kræftrådgivningerne tilbyder hvert år familieweekender for børnefamilier ramt af kræft på Sjælland, Bornholm, Fyn og i Jylland. Tilbuddet er gratis.
På familieweekenderne kan man møde andre børnefamilier med kræft og udveksle erfaringer. Fokus er at skabe rum for dialog både i den enkelte familie og på tværs af familierne. Samtidig kan opholdet give børn og voksne et afbræk i en krævende hverdag.
De fleste weekender er for familier, hvor en forælder har eller netop har haft kræft.
Læs mere om familieweekenderne og se hvilke weekender, der aktuelt findes via linket.
Find nærmeste kræftrådgivning
Kræftens Bekæmpelse har kræftrådgivninger i hele landet. Her kan du og dine pårørende få gratis rådgivning og deltage i forskellige grupper, kurser og aktiviteter. Find nærmeste kræftrådgivning her.
Ring til Kræftlinjen
Du kan også få gratis, professionel rådgivning på Kræftlinjen. Ring til os på 80 30 10 30 eller skriv via chatrådgivningen. Kræftlinjen har åbent alle hverdage kl. 9-21 og kl. 12-17 i weekenden. Kun lukket på helligdage. Læs mere om Kræftlinjen her.
Mød andre online
Uanset hvor i landet du bor, kan du møde andre med kræft inde på livet i en online samtalegruppe. Her deltager du hjemmefra via computer eller tablet. Se aktuelle online samtalegrupper for kræftpatienter, pårørende og efterladte her.
78-årige Peter: 'Fysisk aktivitet giver mig et lysere sind og større modstandskraft'
I skoven i slotsparken i Hillerød kan man hver tirsdag formiddag møde Mandehørmerne - en gruppe mænd i deres bedste alder, der går, løber, balancerer på et ben og klatrer over træstammer. Alle har eller har haft kræft. Sammen finder de både styrke og livsmod.
Læs fortællingen her