Dine reaktioner som pårørende

Ingen reaktioner er rigtige eller forkerte

Når en forælder, en søskende, en bedsteforælder eller en nær ven får kræft, bliver man som pårørende ofte meget ked af det, chokeret og føler måske stor uretfærdighed over, at det lige skulle ramme ham eller hende.

Når det umiddelbare chok har lagt sig, oplever mange også, at de svære følelser ind imellem afløses af følelser af håb, kærlighed og troen på, at ens nære bliver rask. 

Der er ikke nogen rigtige eller forkerte reaktioner. Mennesker er forskellige, og der er forskel på, hvordan vi møder kriser og svære oplevelser i livet.

Mindre overskud er almindeligt

Det kan kræve energi, både følelsesmæssigt og praktisk, at være tæt på en forælder, en kær ven eller f.eks. en søskende, som får kræft. Du vil måske opleve, at dit overskud bliver mindre, hvis du bruger tid og kræfter på at 'være den stærke' og/eller tage dig af praktiske ting igennem længere tid. Det kan f.eks. komme til udtryk ved, at du oplever:

• 'Kort lunte' - bliver nemt ked af det/irriteret/vred
• Humørsvingninger
• Koncentrationsbesvær
• Bekymring/angst
• Sårbarhed

Du må prøve at tilgive dig selv, at du har mindre overskud under sygdomsforløbet. Det er en almindelig reaktion på en svær situation, og du gør det så godt, som du kan. Prøv at overvej, hvad du ville sige til en god ven, som stod i den situation, du står i nu. Ville du have forståelse for din ven? Ville du synes, han gjorde for lidt? Eller omvendt – at han faktisk gjorde det godt? 

Det kan være en hjælp at tale med en, der ikke er tæt på den syge, om de ting, der kan gøre dig irriteret og frustreret. På den måde kan du måske blive klogere på, hvad frustrationerne skyldes, og du kan tage stilling til, om det er i orden, at du har det sådan, eller om der evt. er noget, du kan gøre for at ændre det.

Det kan også hjælpe at holde pauser fra sygdommen og lave noget rart, så du kan samle ny energi.

Følelserne skifter

Reaktionerne hos pårørende kan variere i intensitet i løbet af sygdomsforløbet og afhænger typisk af, hvordan den syge har det og af, hvor tæt man er på den syge.

Nogle sygdomsforløb kan være meget lange, og det kan være rigtig hårdt at se et menneske, man holder meget af, være i krævende behandlingsforløb eller have smerter.

Som pårørende kan man have nogle af de samme reaktioner, som den syge oplever i forbindelse med at få en kræftdiagnose. Det kan f.eks. være uvirkelighedsfølelse, koncentrationsbesvær, søvnbesvær, irritabilitet, vrede eller angst.

Bange for at miste

Mange pårørende til kræftpatienter bliver bange for at miste. Tanker om, hvordan man skal kunne klare sig uden den syge, kan fylde meget. Frygten for døden kan være svær for andre at sætte sig ind i, og måske føler du dig ensom med tankerne om at miste.

Den syge kan også tænke på, hvordan du skal klare dig, hvis han eller hun dør. Det kan være godt at få talt sammen om jeres tanker om døden, selv om det er svært. Du kan prøve at starte en samtale ved f.eks. at sige:

- Jeg både håber og tror på, at du bliver rask, men hvis nu det værste skulle ske, at du ikke bliver det, er der så noget særligt, vi skal have talt om? Er der noget, du går og tænker på, som er vigtigt for dig, at jeg ved?

Nogle gange hjælper det at sætte ord på det og dele det, så man ikke behøver at gå med tankerne alene. Hvis den syge ikke vil tale med dig om døden, kan det måske hjælpe dig at dele dine tanker med en god ven eller evt. en professionel i stedet.

Mange, både patienter og pårørende, fortæller også, at de svære tanker sjældent fylder hele tiden. Mange beskriver, at når det første chok efter diagnosen eller efter en dårlig besked har lagt sig, så oplever de også mange følelser som f.eks. kærlighed, håb, tillid, taknemmelighed og troen på, at det nok skal gå.

Uenighed om behandling

Nogle gange er patienten og de pårørende ikke enige om, hvor længe den livsforlængende behandling skal fortsætte, hvis patienten er uhelbredelig syg.

For nogle syge er det en lettelse kun at koncentrere sig om at få mest muligt ud af den sidste tid og udelukkende modtage lindrende (palliativ) behandling. Men de pårørende kan opfatte det, som om den syge giver op.

I andre tilfælde er det den syge, som ønsker livsforlængende behandling, mens den pårørende foreslår at stoppe. Det kan være fordi, man måske er vidne til, hvordan behandlingen kan tære på den syge eller give bivirkninger.

Selvom man har et ønske om, at ens kære holder sig i live længst muligt eller gerne vil spare dem for unødig lidelse, er det vigtigt at acceptere de valg, den syge træffer, og huske på, at det kun er ham/hende, som ved, hvordan det føles at have kræft og få behandling.

Pårørende kan ønske, den syge får fred

Hvis et sygdomsforløb er meget krævende, og den syge har det rigtig skidt, kan man tænke, at det måske ville være bedre, hvis den syge snart døde. Sådanne tanker kan være ubehagelige og måske give dårlig samvittighed – og det kan være svært at dele med andre.

Tanker om at den syge får fred er almindelige og er ofte et udtryk for, hvor meget man holder af den syge, og hvor hårdt det er at være vidne til, at den syge f.eks. har smerter. Netop fordi man holder af personen, kan man ind imellem føle, at man som pårørende er ved at gå i stykker indvendigt, og at man ville ønske, at det kunne høre op.

Mange syge får også tanker om, at det ville være bedre, hvis de døde. Det kan være fordi, de synes, det er for hårdt for deres pårørende at være vidne til sygdommen, eller fordi de ind imellem ville ønske, at de kunne slippe for smerter eller yderligere bekymringer. Læs mere:

At tale med sine nærmeste om døden

Reaktionerne kan komme senere

Nogle oplever, at de i perioder næsten ikke mærker deres egne følelser, fordi man er mere optaget af at hjælpe og støtte den syge bedst muligt samtidig med, at man prøver at holde sammen på sit eget familie- og arbejdsliv.

Måske vil dine egne følelser og reaktioner fylde mere i de perioder, hvor den syge er inde i mere stabile behandlingsperioder eller efter et veloverstået behandlingsforløb.

Andre reaktioner