Forsikring ved kritisk sygdom
Når man rammes af kræftsygdom, er det en god idé at undersøge sine forsikringsforhold. Mange er bedre dækket, end de tror, gennem deres arbejdsplads, forsikringsselskab, faglige organisation eller bank.
Kræftsygdomme – bortset fra forstadier til kræft, HIV-relaterede svulster og hudkræft – er for det meste omfattet af forsikringsdækningen ved kritisk sygdom.
Undersøg derfor altid, om du via din arbejdsplads eller faglige organisation er omfattet af en pensions- eller livsforsikringsordning, der giver mulighed for dækning ved kritisk sygdom.
Sygesikringen Danmark har også en forsikring ved visse kritiske sygdomme.
Om man kan få udbetalt et beløb ved kritisk sygdom, afhænger af, om den specifikke sygdom er nævnt i forsikringsbetingelserne. Det er helt op til pensionskasserne at bestemme, hvilke sygdomme der skal være omfattet af vilkårene.
For at få dækning skal:
- Diagnosen fremgå af forsikringsbetingelserne
- Diagnosen være stillet på den måde, som fremgår af vilkårene for forsikringen
- Diagnosen være stillet, mens forsikringen er gældende
Prognosen for sygdommen vurderes ikke.
En diagnose er nødvendig
For at få forsikring for kritisk sygdom skal du være diagnosticeret med en sygdom, som er omfattet af forsikringsbetingelserne. Du kan ikke få forsikring for en kritisk sygdom, som du er disponeret for, men som du ikke er diagnosticeret med.
Økonomisk frihed i en svær tid
Det udbetalte beløb kan i en svær tid give økonomisk frihed og anvendes helt efter den enkeltes eget ønske og behov.
Pengene kan f.eks. bruges til:
- At omlægge familiens økonomi
- At betale for privat behandling eller pleje
- At købe ægtefællen fri fra arbejde
- At specialindrette hjemmet
- At gøre noget, du længe har drømt om
Børn kan også være forsikrede mod kritisk sygdom
Hvis dit barn får kræft, bør du undersøge dine forsikringsbetingelser, da dit barn kan have mulighed for at få udbetalt et større engangsbeløb. Det er nemlig ikke kun voksne, der kan være forsikrede mod kritisk sygdom – hvis du som forælder er omfattet af en gruppelivsforsikring eller en pensionsordning, kan dit barn være omfattet af dækning.
Det er også muligt at tegne særskilte forsikringer mod kritisk sygdom for børn. I begge tilfælde vil barnet typisk være dækket fra fødslen og ind til det fylder 18 år.
Fristen for at anmelde kritisk sygdom er afhængig af forsikringsselskabet
Forsikringsselskaberne og pensionskasserne har forskellige frister for anmeldelse af kritisk sygdom. Nogle har en anmeldelsesfrist på 3-5 år – andre har slet ingen frist.
Derfor er det altid en god ide at undersøge, om du har ret til at få et beløb udbetalt – også selvom du først bliver opmærksom på forsikringen, efter du er blevet rask eller ordningen måske er ophørt. Det afgørende er, om forsikringen var i kraft på det tidspunkt, hvor din diagnose blev stillet, og de øvrige forsikringsvilkår var/er opfyldt.
Afslag skal begrundes fra forsikringsselskabet
Når forsikringsselskabet har modtaget dine oplysninger, går de i gang med at indhente relevante helbredsoplysninger hos de læger og hospitaler, der har behandlet dig. Vurderer selskabet, at du ikke er berettiget til udbetaling, får du et brev med begrundelse for afslaget.
Du har mulighed for at klage ved afslag på din anmeldelse af kritisk sygdom
Hvis du har fået afslag på udbetaling af erstatningen fra dit forsikringsselskab, har du mulighed for at klage over afslaget. Du kan klage til Ankenævnet for Forsikring.
Læs mere:
Beløbet må ikke modregnes kontanthjælp
Hvis du modtager kontanthjælp, må kommunen ikke modregne din forsikringsudbetaling for kritisk sygdom i din kontanthjælp.
Hvis du har fået udbetalt en forsikringssum på op til 150.000 kr. skal disse penge altså ikke medtages i vurderingen af, om du kan forsørge dig selv.
Denne undtagelse gælder i fem år efter, du har fået udbetalt pengene. Hvis du efter fem år stadig har alle eller en del af forsikringspengene, vil de indgå i kommunens vurdering af dine muligheder for at få kontanthjælp.