En knude
Hvis du opdager en uøm og hård knude, der vokser hurtigt, skal den undersøges nærmere hos lægen. Det behøver ikke at være kræft, men det er vigtigt at blive undersøgt, så du kan slippe mistanken eller blive behandlet.
Hævelser eller knuder kan være symptom på en infektion, en godartet knude eller en cyste. Men det kan også være symptom på kræft.
Derfor skal du gå til din læge, hvis du opdager en hævelse eller en knude et sted på kroppen, også selvom den ikke gør ondt.
Knuder består af celler, der har delt sig for meget
Når man i nogle tilfælde kan mærke en kræftknude, er det fordi kræftcellerne i knuden har delt sig så meget, at de har dannet en knude eller en hævelse.
Normale celler kan også dele sig for meget. Derfor kan en knude ligeså godt vise sig at være godartet. Men generelt bør du søge læge, hvis du opdager en knude på kroppen, der ikke har været der før.
Vær særlig opmærksom, hvis knuden:
- Vokser hurtigt
- Ikke er øm
- Er hård
Mange reagerer også, hvis de bemærker en lymfeknude på halsen, i armhulen eller i lysken. Læs mere om hævede lymfeknuder:
Selvundersøgelser
Nogle forandringer i kroppen vil man kunne opdage selv. Det gælder f.eks. kræft i huden eller knuder i brystet og testiklerne.