Gastroskopi
Ved en gastroskopi får man undersøgt spiserør, mavesæk og tolvfingertarm med en lang, bøjelig kikkert med lys i. Undersøgelsens formål er at finde årsagen til f.eks. synkebesvær, mavesmerter eller halsbrand.
Før undersøgelsen
Før en gastroskopi skal man være fastende, så man må ikke spise eller drikke seks timer før undersøgelsen.
Man får som regel lokalbedøvende spray i munden og svælget for at mindske ubehaget ved at få kikkerten ført ned.
Man kan eventuelt også få beroligende medicin for bedre at kunne slappe af.
Hvis man får blodfortyndende medicin, er det vigtigt i god tid at kontakte det sted, der skal foretage undersøgelsen, da man i nogle tilfælde skal holde pause med denne medicin før undersøgelsen.
Sådan foregår undersøgelsen
Kikkerten er tyndere end en finger og bliver ført gennem munden eller eventuelt næsen ned i spiserøret til mavesækken og videre til tolvfingertarmen. Undervejs kan hele slimhinden undersøges for forandringer.
Når kikkerten er nede i maven, pumper lægen lidt luft ned. Da mavesækken er tom og foldet sammen, er dette nødvendigt for bedre at kunne se slimhinden. I mavesækken ser lægen efter, om slimhinden er irriteret, og om der er sår eller knuder.
I forbindelse med undersøgelse kan der tages billeder af eventuelle unormale fund.
Kikkertundersøgelsen foregår ambulant og tager nogle få minutter.
Vævsprøve (biopsi) bruges til at stille diagnosen
Ved undersøgelsen kan lægen også tage små vævsprøver fra slimhinden (biopsier) ved hjælp af en lille tang (noget som man ikke kan mærke).
Svar på undersøgelsen
Den endelige diagnose bliver stillet ved at undersøge vævsprøverne i mikroskop. Der går som regel en uge, før man får svar.
Risiko ved gastroskopi
Undersøgelsen gør ikke ondt, men det kan være ubehageligt at få ført kikkerten ned. Når der pumpes luft ned i mavesækken, kan det også give en let trykkende fornemmelse.
Der er en minimal risiko for, at det bløder, eller at der går hul på mavesækken under undersøgelsen. I sjældne tilfælde ses tandskader.
Hvis man har fået beroligende medicin under undersøgelsen, skal man som regel observeres, før man kan tage hjem, og man må ikke køre bil resten af dagen.
På grund af lokalbedøvelsen må man ikke spise eller drikke de første par timer efter undersøgelsen, da man kan risikere at få det i den gale hals.