MR-scanning
Om MR-scanneren
MR-scanneren er en stor magnet formet som en cylinder. Ved at sende almindelige radiobølger ind i kroppen og registrere ekkoet kan en computer lave et detaljeret billede af kroppens indre. Ved en MR-scanning bruges ikke stråling, som ved røntgen, CT-scanning og undersøgelser med radioaktivt sporstoffer.
MR-scanning bruges ofte ved undersøgelse for kræft og anvendes i nogle tilfælde i stedet for mammografi.
Før undersøgelsen skal du gøre personalet opmærksom på metal i kroppen
MR-scanneren tiltrækker metal, som er magnetisk. Personalet ved MR-scanneren kan vurdere, om eventuelt metal i kroppen forhindrer, at du kan blive MR-scannet.
Gør derfor MR-personalet opmærksom på, om du har:
- Kunstig hofte
- Indopererede skruer, plader eller clips af metal
- Pacemaker eller kunstige hjerteklapper
- Fremmedlegemer af metal, såsom projektiler fra skydevåben eller metalsplinter fra arbejdsskader
Plomber i tænderne, kroner og tandbøjler hindrer ikke en MR-scanning, men du bør gøre opmærksom på plomber, hvis du skal have undersøgt hovedet. Kvinder med spiral kan scannes uden problemer.
Inden du bliver scannet skal du fjerne:
Make-up, smykker, briller, piercinger, høreapparater, ur, tegnebog eller mobiltelefon.
Kreditkort med magnetstribe og elektronik, f.eks. i bilnøgler og mobiltelefoner, kan ikke tåle at komme ind i scannerrummet pga. det kraftige magnetfelt.
Vær opmærksom på at fortælle personalet
- Hvis du har problemer med at føle dig lukket inde i små rum. For så kan du få lidt beroligende medicin før undersøgelsen.
- Hvis du har tatoveringer, kan du få forbrændinger. Mange tatoveringer indeholder nemlig metal, som reagerer uheldigt på radiobølgerne. Sig derfor til, hvis huden bliver varm under scanningen.
- Gør opmærksom på, hvis der er mulighed for, at du er gravid. Som regel undgås MR-scanning de første 12 uger af graviditeten. I stedet for kan du få foretaget en ultralydsscanning.
Sådan foregår scanningen
Når du skal scannes, ligger du på et forskydeligt leje, og den kropsdel, der skal undersøges, køres ind i midten af cylinderen.
Det kan være nødvendigt også at få kontrast stof i en vene eller at drikke et kontraststof.
Under selve undersøgelsen er du alene i undersøgelsesrummet, men du kan hele tiden komme i kontakt med personalet.
Det er normalt, at MR-scanneren støjer med bankelyde under optagelsen, så du får enten ørepropper eller høreværn på. En MR-scanning tager som regel mellem 30-60 minutter afhængig af, hvor mange billedeserier undersøgelsen kræver. Det er vigtigt, at du ligger stille i de minutter selve undersøgelsen tager.