Hvad er hjernemetastaser?
Kræftceller kan sprede sig fra den oprindelige kræftknude til andre steder i kroppen. Hvis kræftcellerne spreder sig til hjernen, kaldes de hjernemetastaser. Man kan blandt andet få symptomer som føleforstyrrelser, lammelser i arme eller ben eller synsforstyrrelser.
Om hjernen
Hjernen ligger i kraniet og består af storhjernen, lillehjernen og hjernestammen. Det er hjernen, der styrer kroppens funktioner og lagrer de indtryk og erfaringer, som man får gennem livet.
Det kaldes metastaser, når kræftceller fra en kræftknude spreder sig med blodet eller lymfen og danner nye kræftknuder andre steder i kroppen. En metastase består af samme type kræftceller, som den oprindelige kræftknude bestod af. Det vil sige, at f.eks. brystkræft, der har spredt sig til hjernen, består af brystkræftceller, men kaldes hjernemetastaser.
Tegn på hjernemetastaser
Hjernemetastaser kan give to former for symptomer: de generelle og de lokale.
De generelle symptomer kan være tiltagende hovedpine, træthed eller opkastninger.
De lokale symptomer er afhængige af, hvor i hjernen metastasen sidder. Man kan f.eks. få føleforstyrrelser, lammelser i arme eller ben, synsforstyrrelser eller taleforstyrrelser.
Man kan også have én eller flere (mindre) hjernemetastaser uden at have symptomer.
Det er vigtigt at kontakte lægen, hvis man har mistanke om, at ens kræftsygdom har spredt sig til hjernen eller andre dele af kroppen.
Hvorfor opstår hjernemetastaser?
Hvis kræftceller vokser ind i blod- eller lymfebanen, kan de bevæge sig til andre dele af kroppen og danne kræftknuder her. De nye kræftknuder kaldes metastaser.
En hjernemetastase er kræft, der har spredt sig fra en kræftsygdom et andet sted i kroppen. Når kræftsygdommen har spredt sig til hjernen, kaldes det en hjernemetastase.
Hjernemetastaser består af den samme slags kræftceller, som den oprindelige kræftsygdom. Hvis man har lungekræft, der har spredt sig til hjernen, er det derfor lungekræftceller, der er i hjernen.
Behandling
Målet med behandling er først og fremmest at lindre de symptomer, som metastasen giver.
Afhængig af antallet af metastaser og deres størrelser kan man blandt andet blive behandlet med operation. Hvis man kun har én eller to metastaser, kan lægen i nogle tilfælde fjerne den ene eller begge ved operation. I andre tilfælde er det ikke muligt at blive opereret.
Nogle bliver tilbudt strålebehandling i stedet for operation. Hvis man har fem eller flere hjernemetastaser, får man helhjernebestråling. Hvis man har op til fire afgrænsede, små metastaser, kan man få stereotaktisk strålebehandling, som er en højdosis røntgenstråling fra mange vinkler mod metastaserne. Stereotaktisk strålebehandling kan give længerevarende bedring.
Hvad sker der efter behandlingen?
Selvom det ikke er muligt at fjerne kræftsygdommen helt, kan man som regel få behandling, der holder sygdommen i ro og hæmmer udviklingen af kræften.
At leve med uhelbredelig kræft er ikke ensbetydende med at være opslugt af sygdommen hele tiden.