Symptomer på hjernemetastaser
Metastaser i hjernen kan give generelle symptomer som f.eks. tiltagende hovedpine og opkastninger eller lokale symptomer som lammelser og forstyrrelser af synet, følesansen eller evnen til at tale.
Hjernemetastaser kan give to slags symptomer:
- Generelle symptomer, som skyldes, at metastasen øger trykket i hjernen
- Lokale symptomer, som skyldes, at hjernens funktion forstyrres i det område, hvor metastasen sidder
Man kan også have én eller flere (mindre) hjernemetastaser uden at have symptomer.
Generelle symptomer
De generelle symptomer skyldes, at kraniet ikke kan udvide sig, når metastasen bliver større. Derfor stiger trykket inde i kraniet, efterhånden som metastasen vokser.
Stigende tryk i hjernen viser sig ved:
- Tiltagende hovedpine
- Træthed
- Opkastninger
Hvis man ikke bliver behandlet, kan det øgede tryk i hjernen medføre bevidstløshed.
Lokale symptomer
Hjernens funktioner findes forskellige steder i hjernen. De lokale symptomer er afhængige af, hvor hjernemetastasen sidder.
Symptomerne kan være:
- Lammelser (nedsat kraft) i arme og/eller ben
- Føleforstyrrelser
- Epilepsi
- Synsforstyrrelser (f.eks. udfald af synsfeltet i den ene side)
- Taleforstyrrelser (afasi)