Behandling af epileptiske anfald
Ét af symptomerne ved en hjernetumor kan være, at man har epileptiske anfald. Derfor får mange anti-epileptisk medicin.
Mange patienter med en hjernetumor får anti-epileptisk medicin. Det vil sige behandling med medicin, som skal hindre, at man får flere anfald.
Oftest vil man få et kørselsforbud, det vil sige, et forbud mod at køre bil i minimum 12 måneder, efter man er startet med medicinen.
Der findes mange forskellige præparater til at forhindre epileptiske anfald. Lægen vælger den medicin, der er bedst til den enkelte.
I enkelte tilfælde kan man stoppe med behandlingen, når tumoren er fjernet, men det må kun ske i samråd med den behandlende læge. Man må aldrig pludselig holde op med at tage medicin mod epilepsi.