Statistik om hjernetumorer
Her kan du se statistik for, hvor mange der får hjernetumorer hvert år. Det er svært at sige noget om udsigten for de enkelte typer af hjernetumorer, da tal for overlevelsen kun er gjort op samlet for alle typer. Hjernetumorer er mange forskellige diagnoser med meget forskellige forløb.
Inden du læser statistik
Det er en god idé at overveje, om du vil kende risiko og lægens vurdering af et sandsynligt forløb for din kræftform. Nogle finder statistik beroligende, fordi det er noget konkret at forholde sig til. Andre synes, statistik er skræmmende og upersonlig.
Mærk efter hvordan du har det, inden du læser statistik om kræftsygdomme.
Det er vigtigt at huske, at statistik er baseret på gennemsnit beregnet ud fra store patientgrupper og ikke siger alt om den enkelte. Den enkeltes risiko for at få kræft kan afvige meget fra gennemsnittet, lige som det er forskelligt, hvor længe hver enkelt overlever sin kræftsygdom.
Store individuelle forskelle på patienter med hjernetumorer
Det er svært at sige noget om udsigten for den enkelte patient. Lægers viden om de forskellige former for hjernetumorer stammer fra store undersøgelser med mange patienter med sygdommen, så din læge kan kun fortælle, hvordan de forskellige sygdomme typisk forløber.
Der er meget store individuelle forskelle på patienter. Derfor går det ikke nødvendigvis, som statistikken forudsiger.
En hjernetumor kan i nogle tilfælde vokse ud igen. Der er imidlertid stor forskel på, hvor hurtigt det går. Nogle vokser meget langsomt og andre vokser slet ikke i lange perioder.
For de fleste primære hjernetumorer afhænger udsigten af:
- Alder (jo yngre man er, desto bedre er prognosen)
- Helbredstilstand før og efter operationen
- Tumorens karakter og grad
- Hvor meget af tumoren, der kunne fjernes
- Om tumoren reagerer på efterbehandling, f.eks. strålebehandling
og kemoterapi
Hvor mange får hjernetumorer i Danmark?
Mænd | Kvinder | |
Antal nye tilfælde pr. år* | 749 | 1.037 |
Antal der lever med diagnosen** | 7.632 | 11.824 |
*Gennemsnit for årene 2017-2021.
**Antal ved udgangen af 2021. Indbefatter både personer, som er i behandling eller går til kontrol og personer, der betragtes som raske.
Overlevelsen ved hjernetumor*
Mænd | Kvinder | |
Efter 1 år | 83 pct. | 91 pct. |
Efter 5 år** | 67 pct. | 82 pct. |
*Overlevelsen er defineret som ’relativ overlevelse’ for patienter diagnosticeret 2017-2021. Den relative overlevelse er et skøn over, hvor mange der overlever en bestemt kræftsygdom i f.eks. 1 eller 5 år efter diagnosen. Den ’relative overlevelse’ svarer altså til overlevelsen, hvis døden kun skyldes den konkrete kræftform.
**Efter 5-10 år vil risikoen for at dø af ens sygdom være meget mindre, så det næsten svarer til resten af befolkningen.
Hvor mange dør af en hjernetumor?
Mænd | Kvinder | |
Dødsfald pr. år* | 271 | 222 |
*Gennemsnit for årene 2017-2021.
Mere statistisk om hjernetumorer
Se flere nøgletal og udviklingen over tid:
Pdf-fil med nøgletal og grafer
Databasen NORDCAN
NORDCAN er en database med detaljerede oplysninger om forekomsten af kræftsygdomme i Norden. Du kan lave udtræk fra databasen og få resultaterne præsenteret i grafer og tabeller. Tallene opdateres løbende.